Jeg har i efterhånden en del år været fan af Maria Schneiders bigband-musik. Der var derfor ikke meget tvivl om, at jeg skulle ind at høre det, da Klüvers Big Band i fredags (d. 14. maj) havde dedikeret en hel aften til Schneiders musik. Jeg har aldrig hørt hendes musik live før, så vidt jeg ved, har hun ikke været i Danmark i snart mange år, og hendes musik spilles i det hele taget sjældent, hvilket er synd, for udover at Schneider har sin egen helt personlige stil, har hun også formået at revitalisere bigband-genren og fået en fuldstændig ny lyd ud af den “gamle” bigband-besætning. Mange af de folk, som komponerer for bigband i dag, anfører hende da også som en vigtig inspirationskilde. Det jeg særligt kan lide ved hendes musik er den måde, hun formår at kombinere fornemmelsen for et nummers storform med en yderst sofistikeret kompositionsstil (og instrumentation), der både er smuk og til tider kradsbørstig uden dog at forfalder til ren atonalitet. Desuden kan jeg lide, at de soli et stykke indeholder er varierede, dvs. som regel udfolder sig på helt forskellige baggrunde, uden at de dog af den grund mister groove og swing. Alle disse ting går op i en højere enhed hos Schneider.

Denne aften var Klüvers bigband ledet af Lars Møller, der udover at være saxofonist også er leder af det danske bigband The Orchestra og en af den førende kræfter inden for dansk bigband-musik de seneste år. Man må nok i høj grad sige, at det er folkene omkring The Orchestra og Lars Møller der i disse år definerer den mere spændende del af bigband-scenen, hvor DR bigbandet holder sig mere til det sikre.

Programmet denne aften bestod af en række numre fra Schneiders debutalbum Evanescence fra 1994 med afstikkere til enkelte numre fra hendes andre plader. Det var mest originale kompositioner vi hørte, men også et par arrangementer af standards havde sneget sig ind. Koncerten begyndte med første nummer fra Evanescence-pladen, Wurgly, og efterhånden som nummeret skred frem, fik både orkesteret og anmelderen vænnet sig til omgivelserne. Med musik der i så grad er udkomponeret som Schneiders, kan man ikke lade være med at sidde med originalindspilningen i tankerne; i højere grad end det ellers gør sig gældende i jazz. Derfor skulle jeg i hvertfald lige vænne mig til orkestrets klang og spillestil denne aften, før jeg rigtig kunne nyde koncerten. Fra Evanescence-pladen fik vi også numrene Evanescence, Green Piece og Dance You Monster To My Soft Song. Derudover fik vi som nævnt både Schneiders arrangement af Days Of Wine And Roses med Niels Lyhne Løkkegaard som solist samt Over The Rainbow. Jeg må indrømme at hvor gode disse to arrangementer end var (med en standard som Over The Rainbow frygter man det værste), tiltaler de originale kompositioner mig altså mere. Aftenens højdepunkt var efter min mening nummeret Hang Gliding fra Allégresse-pladen (2000). Det er et af mine absolutte yndlingsnumre, hvilket selvfølgelig har spillet ind, men jeg synes også det var her orkesterets sammenspil toppede. At slutningen af dette nummer faktisk var et af de eneste tidspunkter i løbet af aftenen, hvor der kunne spores lidt usikkerhed i rytmegruppen, gjorde ikke nogen forskel for mig.

Som det ofte er tilfældet ved bigband-koncerter, fik vi præsenteret en lang række solister i aftenens løb. Vi fik bl.a. saxofonsoloer af Claus Waidtløw (tenor), Niels Lyhne Løkkegaard (alt og sopran) og Lars Møller selv (tenor). Claus Waidløw spiller altid sikkert, men har ofte brug for lidt tid til at udvikle sine soli, hvilket der ikke altid var tid til denne aften. Niels Lyhne Løkkegaard har en noget hakkende stil, når han spiller bop-præget, det virker langt mere besværet, end når han spiller den lyriske og luftige stil, der kendetegner hans soloplader. Men det er utvivlsomt bevidst. Jeg foretrækker dog så Lars Møllers fulstændigt ubesværede, virtuose stil, som vi fik at se et par gange denne aften. Det kommer altid lidt bag på mig, hvordan Lars Møller kan være komponist, orkesterleder og dirigent og samtidig være leveringsdygtig i koncerternes bedste soli – det er en smule flabet! Vi fik også en række gode basun- og trompetsoli denne aften, hvor jeg særligt vil fremhæve wunderkind Mads La Cour, hvis flygelhorn- og trompetevner de færreste vel efterhånden vil stille spørgmålstegn ved.

Med hensyn til aftenens lyd er det jo som regel sådan, at man vænner sig til lydbilledet i løbet af koncerten. Jeg savnede dog det meste af koncerten et lidt højere niveau for bas og klaver. Trommer og guitar kun sagtens matche de 13 blæsere, men bassen var generelt for lav denne aften (ofte overdøvet af basbasun og baritonsax), og klaveret var svært at høre under Mads Bærentzens ellers fine soli.

Aftenens ikke særligt store publikum bestod denne aften også af en noget beruset nordmand, der var yderst engageret i musikken. Fra sin plads på første række, skiftevis dirigerede han med, gestikulerede vildt og headbangede til musikken. I starten var det underholdende, men det blev efterhånden ret anstrengende både for publikum og musikere. Det var dog interessant i den forstand, at det udstillede i hvor høj grad bigband-musikken (og jazzen i det hele taget) har løsrevet sig fra sin oprindelige funktion som danse- og brugsmusik og er blevet til kunstmusik, hvor en opførsel, der ville være helt normalt til en rockkoncert, virker fuldstændig malplaceret. Når et spillested som Jazzhouse, der stadig har bevaret en vis form for natklubstemning, møder en musik, der i så høj grad som Maria Schneiders trækker på en klassisk værkæstetik, kan denne dobbelte status i jazzen åbenbare sig i grotesk form.