Festival-minimalisme

Music for 18 Musicians

Da jeg i efteråret fulgte kurset “Modernisme og avantgarde” ved Musikvidenskab, blev jeg for alvor gjort opmærksom på Steve Reichs musik. I forbindelse med en ved første øjekast temmelig obskur analyse af forholdet mellem minimalistisk kunstmusik, disko og det amerikanske (repetitive) massesamfund anno slut-70’erne fra bogen Repeating Ourselves af Robert Fink (som jeg dog kun har fået præsenteret) hørte jeg stykket Music for 18 Musicians, og dette åbnede mine øjne for minimalismen, som jeg tidligere havde betragte med skepsis. I søndags (6. juni) opførtes dette værk for første gang i Danmark i forbindelse med Athelas New Music Festival.

Music for 18 Musicians er bygget op ud fra en cyklus af 11 akkorder som præsenteres i første del, Pulses I. Derefter danner hver af disse akkorder basis for en del, Section I-XI, og til sidst kommer hele cyklussen igen, Pulses II. Værket er skrevet for violin, cello, 2 klarinetter (begge spiller også basklarinet), 4 klaverer, 3 marimbaer, to xylophoner, en metallofon (en vibrafon uden vibrator) og 4 kvindestemmer. Denne noget specielle besætning giver mulighed for at lave en klanglig tekstur, der minder mere om elektronisk musik end om et klassisk ensemble. En lille bid af Pulses I kan høres nedenfor, og det hele kan høres på Grooveshark.

Eftersom jeg kun har hørt værket i en studieoptagelse før, var jeg spændt om en live-opførelse kunne matche denne i præcision og klanglig henseende. Både sangere og instrumentalister var forstærket op, og der var en lydmand, der stod for at skabe det rigtige klangbillede denne aften, så lyden var faktisk overraskende god. Visse steder kunne man da godt høre, at det mudrede en anelse, at en enkelt fejl sneg sig ind, eller at præcisionen faldt en tand, men disse steder blev opvejet af den meget præcise udførelse og det meget afbalancerede lydbillede det mest af tiden.

En ting jeg særligt holder af ved dette værk er de dybe pulseringer, der danner kontrast til de repetitive figurer i slagtøj og klaver. Jeg havde ikke gjort mig klart hvilke instrumenter, der spiller dette (en af de fine ting ved dette værk er, at man kan høre det uden at kunne gennemskue præcis, hvordan de forskellige klangfarver er sammensat), og blev derfor positivt overrasket over, at det udover cello er de to basklarinetter der står for det. Jeg bliver altid overrasket over hvor fantastisk et instrument basklarinetten er; den holder jeg rigtig meget af – mere end af dens almindelige lillebror.

Værket varer omkring en times tid, og man kan således tro, at det bliver kedeligt undervejs. Visse passager er da mere spændende end andre, men efter min mening er akkordcyklussen lige så frisk, når den kommer i Pulses II som i Pulses I. Dette er egentlig utroligt, i betragtning af hvor meget repetition værket indeholder, men de mange små variation undervejs gør alligevel at musikken hele tiden fremstår som ny.

Koncerten foregik i Teater Republique, og det var faktisk et rigtig dejligt rum til en koncert som denne. De højt placerede teatersæder gjorde, at man havde både godt udsyn og kunne høre rigtig godt. Der var dog utroligt varmt denne aften, hvilket (sammen med den ukendte musik) gjorde nogle folk meget urolige. Det generede dog ikke syndeligt, stilen ved denne koncert var meget afslappet, og som jeg talte med mine koncertledsagere om, kunne netop Steve Reich være fedt at have med ved et crossover-arrangement på fx Roskilde Festival – det ville det egne sig glimrende til.

Der kørte igennem hele koncerten nogle visuals bag ved musikerne, som bl.a. markerede overgangene mellem de forskellige sektioner. Det var som udgangspunkt en god ide, men den konkrete udformning fungerede efter min mening ikke. Det lignede mere noget grafik fra TV 2 i starten af 90’erne eller en dårlig udgave af Windows Media Player end noget der var tænkt kunstnerisk sammen med musikken. Man kunne i stedet have fulgt den minimalistiske tilgang og nøjedes med at markere overgangene ved hjælp af lyset på musikerne, for derved at fremstille musikerne i deres egen ret.

Alt i alt var dog en vellykket koncert, og jeg må sige, at jeg ovenpå denne koncert har fået lyst til at sætte mig mere ind Reichs musik og minimalismen i det hele taget. Jeg har også fået lyst til at læse analysen i Repeating Ourselves for måske at få en forståelse af baggrunden for denne specielle og mærkeligt tillokkende musik.

7 tanker om “Festival-minimalisme

  1. Jeg er meget enig i din anmeldelse. Dog vil jeg lige tilføje, at når man hører et så intensivt repetitivt værk, som MF18M er, så virker disse akkordskift imellem sektionerne enormt kraftigt. Det var en utrolig energi, der blev udløst ved hvert skift. Denne virkning var jeg især imponeret over i gårsdagens koncert i forhold til cd-versionen!

  2. Også meget enig med jer drenge 🙂 Siden jeg opdagede MF18M og Steve Reichs produktion generelt (ligeledes i forbindelse med Modernisme og Avantgarde kurset sidste år) og brugte Finks analyse i en opgave om netop minimalisme og nyere former for populærmusik har jeg tit tænkt hvor fantastisk det kunne være at høre/se det live. Derfor var det en sand fornøjelse lige pludselig at få muligheden. Det at blive præsenteret for så fantastisk fascinerende musik som den Reich laver er en af grundene til at jeg gider at beskæftige mig med studiet af Musikvidenskab 🙂

    Havde en lignende oplevelse ang. akkordskiftenes energiudløsning. Jeg har læst Finks analyse og noterede mig i den forbindelse hans beskrivelse af en “utrolig udløsning af rekombineret teleologi” i starten av 6 sektion, som han mener er en central hændelse i værket. Der skete i hvert fald både et og andet i rummet…

    Jeg vil anbefale “Repeating Ourselves” og kan et godt stykke hen ad vejen følge Finks tanker omkring minimalisme og disco. Han gør meget ud af at forklare og argumentere for sine påstande, og bogen er underholdende læsning, i øvrigt med et farverigt og eklektisk sprogbrug.

    Eno og Riley næste lørdag!

  3. Jeg er enig med jer i forhold til akkordskiftene. Med hensyn til “udløsningen af rekombineret teleologi” (musikvidenskab – gotta love it!) kunne den ændring, man kunne mærke i rummet også skyldes, at det var her den meget insisterende maracas-rytme satte ind, virtuost spillet af den ene halvdel af Safri Duo! (Safri Uno?)

    Det var i øvrigt det med det teleologiske, jeg syntes virkede lidt obskurt, da jeg hørte det først, men jeg må jo lige have læst den analyse på et tidspunkt.

  4. Hmm, en spøjs artikel i Information. En kulturkritisk analyse af Distortionfestivalens tilsyneladende knæfald for kapitalen næsten uden henvisninger til den konkrete musik overfor en meget positiv, nærmest (værkintern) analytisk tilgang til en “finkulturel” koncert, hvor det kulturelle aspekt (såvel som resten af festivalens musik) fuldstændig ignoreres. Er jeg den eneste der synes det smager lidt for meget af Adorno på den ufede måde?

  5. Det er vel altid lidt “farligt” med den slags sammenlignende betragtninger på tværs af forskellige grænser, men man gør dem jo alligevel, eller hvad? Sådan har jeg det i hvertfald. Som journalist må man så gøre op med sig selv op det skal blive ved tanken eller til noget mere. Du har ret i at det er lidt kritisabelt at sidestille en festival og et værk på den måde, men jeg kan godt følge de bagvedliggende tanker i artiklen, nemlig at techno/dance kulturen kan have en tendens til at gå op i ren hedonisme og manglende refleksion over tingene. I dette tilfælde så eksemplificeret ved at mens der netop er masser af hedonistisk feststemning, så er festivalen samtidig i gang med at begrænse sig selv ved et tilsyneladende knæfald for kapitalen. Og det fungerer ikke rigtig, for technoen som musikform påpeger gerne noget…ja, lidt “grænseløst” eller uendeligt. Noget som Christensen så istedet, ja måske endda lidt uventet, finder i Reichs MF18M, der udspilles indenfor nogle tilsyneladende langt “strengere” og finkulturelle rammer, nemlig Athelas New Music Festivalens.

  6. Jeg kan sagtens følge hans argumentation. Jeg tænker bare, at det måske kunne have været mere interessant at høre noget om musikken på Distortion-festivalen. Eller måske en kritisk tilgang til kulturen omkring “ny musik”-miljøet, fx i forhold til spørgsmålet om, at det altid er de samme 150 mennesker, der kommer til den type koncerter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *