Kommentarer til: Festival-minimalisme

Af: Nikolaj Strands

Nikolaj Strands — Wed, 16 Jun 2010 17:15:22 +0000

Jeg kan sagtens følge hans argumentation. Jeg tænker bare, at det måske kunne have været mere interessant at høre noget om musikken på Distortion-festivalen. Eller måske en kritisk tilgang til kulturen omkring “ny musik”-miljøet, fx i forhold til spørgsmålet om, at det altid er de samme 150 mennesker, der kommer til den type koncerter.

Af: Knút H. Eysturstein

Knút H. Eysturstein — Tue, 15 Jun 2010 12:39:49 +0000

Det er vel altid lidt “farligt” med den slags sammenlignende betragtninger på tværs af forskellige grænser, men man gør dem jo alligevel, eller hvad? Sådan har jeg det i hvertfald. Som journalist må man så gøre op med sig selv op det skal blive ved tanken eller til noget mere. Du har ret i at det er lidt kritisabelt at sidestille en festival og et værk på den måde, men jeg kan godt følge de bagvedliggende tanker i artiklen, nemlig at techno/dance kulturen kan have en tendens til at gå op i ren hedonisme og manglende refleksion over tingene. I dette tilfælde så eksemplificeret ved at mens der netop er masser af hedonistisk feststemning, så er festivalen samtidig i gang med at begrænse sig selv ved et tilsyneladende knæfald for kapitalen. Og det fungerer ikke rigtig, for technoen som musikform påpeger gerne noget…ja, lidt “grænseløst” eller uendeligt. Noget som Christensen så istedet, ja måske endda lidt uventet, finder i Reichs MF18M, der udspilles indenfor nogle tilsyneladende langt “strengere” og finkulturelle rammer, nemlig Athelas New Music Festivalens.

Af: Nikolaj Strands

Nikolaj Strands — Wed, 09 Jun 2010 18:58:15 +0000

Hmm, en spøjs artikel i Information. En kulturkritisk analyse af Distortionfestivalens tilsyneladende knæfald for kapitalen næsten uden henvisninger til den konkrete musik overfor en meget positiv, nærmest (værkintern) analytisk tilgang til en “finkulturel” koncert, hvor det kulturelle aspekt (såvel som resten af festivalens musik) fuldstændig ignoreres. Er jeg den eneste der synes det smager lidt for meget af Adorno på den ufede måde?

Af: Knút H. Eysturstein

Knút H. Eysturstein — Tue, 08 Jun 2010 11:56:43 +0000

Var det der maracas rytmen satte ind? Hmmm…umiddelbart husker jeg det som at den kom med i en af de efterfølgende sections, men det kan være du har ret.

Ellers en interessant artikel om Distortion og MF18M; http://www.information.dk/235600

Af: Nikolaj Strands

Nikolaj Strands — Mon, 07 Jun 2010 22:18:02 +0000

Jeg er enig med jer i forhold til akkordskiftene. Med hensyn til “udløsningen af rekombineret teleologi” (musikvidenskab – gotta love it!) kunne den ændring, man kunne mærke i rummet også skyldes, at det var her den meget insisterende maracas-rytme satte ind, virtuost spillet af den ene halvdel af Safri Duo! (Safri Uno?)

Det var i øvrigt det med det teleologiske, jeg syntes virkede lidt obskurt, da jeg hørte det først, men jeg må jo lige have læst den analyse på et tidspunkt.

Af: Knút H. Eysturstein

Knút H. Eysturstein — Mon, 07 Jun 2010 21:50:32 +0000

Også meget enig med jer drenge Siden jeg opdagede MF18M og Steve Reichs produktion generelt (ligeledes i forbindelse med Modernisme og Avantgarde kurset sidste år) og brugte Finks analyse i en opgave om netop minimalisme og nyere former for populærmusik har jeg tit tænkt hvor fantastisk det kunne være at høre/se det live. Derfor var det en sand fornøjelse lige pludselig at få muligheden. Det at blive præsenteret for så fantastisk fascinerende musik som den Reich laver er en af grundene til at jeg gider at beskæftige mig med studiet af Musikvidenskab

Havde en lignende oplevelse ang. akkordskiftenes energiudløsning. Jeg har læst Finks analyse og noterede mig i den forbindelse hans beskrivelse af en “utrolig udløsning af rekombineret teleologi” i starten av 6 sektion, som han mener er en central hændelse i værket. Der skete i hvert fald både et og andet i rummet…

Jeg vil anbefale “Repeating Ourselves” og kan et godt stykke hen ad vejen følge Finks tanker omkring minimalisme og disco. Han gør meget ud af at forklare og argumentere for sine påstande, og bogen er underholdende læsning, i øvrigt med et farverigt og eklektisk sprogbrug.

Eno og Riley næste lørdag!

Af: Jacob Eriksen

Jacob Eriksen — Mon, 07 Jun 2010 20:38:31 +0000

Jeg er meget enig i din anmeldelse. Dog vil jeg lige tilføje, at når man hører et så intensivt repetitivt værk, som MF18M er, så virker disse akkordskift imellem sektionerne enormt kraftigt. Det var en utrolig energi, der blev udløst ved hvert skift. Denne virkning var jeg især imponeret over i gårsdagens koncert i forhold til cd-versionen!