Jazzfestival 2010, 1. del

Jazz festival 2010Ligesom folk, der har været på Roskilde festival, vil jeg skrive lidt om mine oplevelser på året Copenhagen Jazz Festival. Da jeg har været til en del koncerter, vil jeg dele det lidt op, så det ikke bare bliver ren opremsning, så her kommer 1. del.

Festivalen startede fredag den 2. juli, og jeg plejer ikke at deltage i selve den officielle åbning, men var i år så jazz-hungrende, at jeg måtte igang fra starten. Det var annonceret at kulturministeren skulle holde en åbningstale, men hvem, der skulle spille, fremgik ikke af programmet før samme dag. Per Stig Møllers holdt en tale, hvor han udover at citere Platon fik beskrevet sin eget forhold til jazzen, og hvordan han bl.a. havde siddet inde på det hedengangne Vingården og snakket med diverse jazzmusikere. Desuden fremhævede han Miles Davis’ rytmegruppe fra 60’erne med Ron Carter, Herbie Hancock og Tony Williams, som er en af mine absolutte yndlingsrytmegruppe, i forbindelse med forholdet mellem jazzens tradition og fornyelse (så vidt jeg husker). 2 point til de konservative!

Musikalsk blev festivalen åbnet dels af en tromme/sousafon duo (Stefan Pasborg og Jacob Munch), der spillede lidt fri impro, og dels af det svenske band Odd Job, der leverede en god omgang jazz/rock, der bragte minderne hen på Miles Davis anno slut 60’erne. Åbningskoncerten virkede dog ikke som et festfyrværkeri af musik, og den sene annoncering kunne dog også få en til at tro, at festival måske oprindelig havde haft et andet åbningsband i tankerne end dette lidt obskure svenske orkester.

Med jazzfestivalen skudt i gang på behørig vis, stod den kl. 16 på god, solid bop med Tomas Francks kvartet ved Vandkunsten. Der er altid mange mennesker her, når vejret er godt, men vi fik dog kilet os ind tæt på scenen med en fadøl, og var således klar til et par sæt med no-nonsense jazz med de erfarne herrer Franck på tenorsaxofon, Ben Besiakov på klaver, Daniel Franck på bas og Jeppe Gram på trommer. Kvartetten skuffede da heller ikke, Tomas Franck er en af mine absolutte yndlingssaxofonister i Danmark, og selvom jeg ikke er kæmpe fan af lillebror Daniel Franck, spillede han rigtig godt til denne koncert. Besiakov virkede ikke helt på toppen denne dag, men leverede dog glimrende akkompagnement og enkelte gode soli. Fra Gram savnede jeg lidt mere med- og modspil til solisterne, han holdt sig lidt for meget i baggrunden for min smag, men leverede dog et solidt rytmisk fundament til sine medspillere. Jens Winther (som har haft både brødrene Franck og Besiakov med i sine grupper) sad ind i de sidste to numre, men han nåede dog ikke op i niveau i soloerne i forhold til Tomas Franck denne eftermiddag. Selvom jeg holder meget af, at komme ud og høre noget nyt, moderne og eksperimenterende, holder jeg dog ikke mindre af velspillet standard-jazz i høj solskin med en fadøl i hånden, og denne koncert var en af de rigtige gode af denne slags i år.

Lørdag stod den på bigband jazz allerede fra kl. 14 i Kongens Have. Jeg ser altid frem til at skulle høre The Orchestra på jazzfestivalen, det er mit yndlings-bigband i Danmark. I år var der annonceret en koncert med operasangerinden Tuva Semmingsen. Jeg var umiddelbart lidt skeptisk over for denne sammenstilling og ankom lidt frygtende/håbende på, at vi ville komme til at høre Wagner og Puccini i swing eller så noget. Koncerten var dog slet ikke så eksperimenterende, som det lød. Tuva Semmingsen har åbenbart udover sin operastemme også en ganske blød og rund (og en smule kedelig) jazzstemme, som hun finder frem ved festlige lejligheder. Hun var desuden kun med på et par af numrene, og disse var efter min mening lidt kedelige. Bigband-arrangementerne er dog altid gode, Lars Møller (og hans medarrangører) har aldrig været bange for “dissonansens emanicapition” , og det er da også derfor, jeg igen og igen vender tilbage for at høre The Orchestra – tonesproget et simpelthen kradsbørstigt på præcis den måde, jeg kan lide det! Resten af af numrene var kompositioner tidligere skrevet til orkesteret, og orkesteret var som sædvanligt velspillende, med gode soli hele vejen rundt.

Efter The Orchestra var Erling Kroner og hans New Music Orchestra på programmet i Kongens Have. Både hans kompositioner og arrangementer, hans forkærlighed for tango og de musikere han havde med, siger mig mindre end Lars Møllers ditto. Musikken gjorde ikke stort nok indtryk, til at jeg rigtig kan beskrive den fyldestgørende, men jeg bed dog mærke i Erling Kroners, for jazzmusikere så uvante mangel på beskedenhed. Fx var han undervejs på fornavn med Astor Piazzolla, og han betegnede en af sine musikere som “dettes orkesters anden store komponist og arrangør” med slet skjult hentydning til sig selv. Ikke at der egentlig er noget odiøst i disse udtalelser, Erling Kroner kender muligvis Piazzolla personligt, og han er vel en “stor” komponist/arrangør efter danske forhold, men man kan ikke lade være med at lægge mærke til det, når man er vant til fx store amerikanske jazznavnes ydmyghed, hvor de ofte ikke engang præsenterer sig selv. Det er helt almindeligt og måske i virkeligheden udtryk for den lidt overdrevne ydmyghed, der karakteriserer jazzen på overfladen (men også kun her!)

Om aftenen var der købt billet til Herbie Hancock i Operaen. Sidste (og første) gang jeg hørte Hancock var i 2003 i Amager Bio, hvor han spillede med sit Future2Future projekt og det var altså første gang jeg hørte ham på Copenhagen Jazz Festival. Hancock har altid været en af min helt store jazz-helte, hans fusionsplader fra 70’erne (særlig Headhunters og Thrust) fik mine øjne op for jazzen. Det ledte senere til hans akustiske plader fra 60’erne og særligt hans sammenspil med Miles Davis’ gruppe i samme periode. Hancock er, lidt ligesom Miles Davis i høj grad var, en musiker, der er i konstant udvikling. Han plader som regel projekter med nye kunstneriske ideer i form af musikalske samarbejder, udnyttelse af nye teknologiske muligheder, nyt repertoire m.v., i stedet for “bare” nyindspilninger af standards eller gamle kompositioner. Særligt er Hancock kendt for, at overskride genremæssige skel, fx i forbindelse med 70’ernes fusion og 80’ernes elektroniske eksperimenter, og han er dog også blevet kraftigt kritiseret for dette (fx af Wynton Marsalis).

Selvom jeg principielt hylder både det nyskabende og det genrenedbrydende aspekt, mener jeg dog ikke, at Hancock de sidste mange år for alvor har udgivet interessante ting, helller ikke hans seneste Imagine-projekt. Derfor tog jeg til koncerten med lidt blandede følelser, idet den nostalgiske side ønskede at høre musikken fra 60’erne og 70’erne (ideelt set med de gamle musikere), mens den realistiske side vidste, at dette var en umulighed og i øvrigt ikke typisk for Herbie Hancock.

Koncerten forløb på den måde, at første sæt faktisk i høj grad var dedikeret til Hancocks ældre materiale, både i form af soloklaver, og opdaterede udgaver fra Hancock yderst velspillende band. Soloklaver-delen viste til fulde at Hancock spiller med større harmonisk og klangligt overskud end nogensinde og altså ikke er faldet det mindste af på den på trods af sine 70 år – man sad og ønskede en dag at høre en hel solokoncert med ham! I bandet gjorde særligt den unge, kvindelige bassist Tal Wilkenfeld indtryk. Til gengæld virkede det lidt underlig, at Mr. Keyboard, Herbie Hancock havde valgt at tage en ekstra keyboard-spiller med, og desuden må jeg indrømme, at jeg er jazz-purist nok til at synes, at Hancocks brug af synth-lyde (særlig en fake-trompet-lyd denne aften) til tider grænser til det smagløse. Hvad jeg netop elsker ved fusionspladerne fra start-70’erne er, at de teknologiske muligheder udnyttes i deres egen ret, altså til at skabe nye lyde og ikke i så høj grad til gengivelse af eksisterende lyde og effekter.

Andet sæt var dedikeret til Imagine-projektet, og her stod jeg altså lidt af, må jeg indrømme. Udover at repertoiret ændrede sig fra jazz-standards til pop-klassikere som Imagine, A Change is Gonna Come m.v. og at en sangerinde (der også spillede lidt violin!) kom på banen, var hele sættet præget af projektets idealistiske karakter, der består i, at alle bandet medlemmer kommer fra forskellige lande, og at cd-projektet inkorporerer musikalske elementer fra forskellige verdensdeles musikkulturer. Herbie Hancock havde dog hverken pygmæ-sang, eller gamelan-orkester med på scenen, de var med som playback! I anden del af koncerten skulle vi desuden høre både bassist, guitarist og keyboardspiller synge, og jeg må tilstår at jeg var rimelig utilfreds da ved slutningen af sættet. Om den noget sødladne form Hancocks red-verden-projekt har går ind hos andre end den mest hardcore del Politiken-segmentet ved jeg ikke, men stor kunst kommer der i hverfald ikke ud af det efter min mening.

Jeg nåede dog ikke for alvor at komme i gang med at harcelere før ekstranummeret, Chameleon (fra Headhunters-pladen!) kom som ekstranummer. Dette var også tilfældet i 2003, men denne gang fik vi en super fed og lettere opdateret udgave af nummeret. Særligt glad var jeg over, at den ofte glemte anden del, som hvis jeg skal nævne én ting, fik mig hooked på jazzen, også kom med, og som jeg derfor lige tilføjer her:

Som Thomas Michelsen skriver i sin anmeldelse (som det vist fremgår, jeg er rimelig enig med), blev “æren reddet” af dette ekstranummer, da man huskede tilbage på et ret fedt første sæt.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *