Jazzfestival 2010, 2. del

Copenhagen Jazz Festival havde i år indgået et samarbejde med Copenhagen Jazzhouse om en række koncerter under navnet 21st Century Jazz, hvor man bl.a. havde mulighed for at høre en del af de unge musikere fra New York, der angiveligt står for innovationen indenfor jazzen i dag. Man må hilse dette samarbejde velkommen, da det bl.a. er det høje internationale niveau på Jazzhouse, der i år har gjort festivalens program markant mere spændende end sidste år.

Da begge koncerter med Joshua Redmans dobbelt-trio var udsolgt, fik jeg kun hørt to koncerter i Jazzhouse i år, Vijay Iyer med sin trio søndag aften og Fly mandag aften. Den amerikanske trommeslager Jason Marsalis, som er lillebror til den (herostratisk) berømte Wynton Marsalis, har været været ude med en opdatering af den neoklassicistiske jazzkritik (se her og her), hvor han mener, at de såkaldte “Jazz Nerds”, der lægger vægt på komplicerede strukturer, “odd meters” m.v. og ser bort fra jazzens historiske arv, har taget magten inden for jazzverdenen. Marsalis begræder bl.a., at swing af mange unge jazzmusikere anses for uinteressant. På mange måder er Jason Marsalis kritik problematisk, ligesom hans brors kritik var det i 80’erne, hvis den i for høj grad kommer til at diktere snævre rammer for, hvad jazz er og ikke er. På den anden side må jeg på det personlige plan give Marsalis ret i nogle af hans pointer: Jeg savner tit hos de unge amerikanere en tættere forbindelse til musikken i 60’erne, som er min favoritepoke. Den postmoderne jazz, vi har i dag, plukker fra alle mulige steder, men går ofte uden om det, der ligger lige for, den store arv fra 50’erne og 60’erne. Det hjælper dog ikke at forsøge at definere sig ud at dette, ved at sige at jazz fx skal indeholde swing eller blues-feeling (som Wynton Marsalis fx har gjort sig til talsmand for), musikerne laver den musik, de vil, uanset om det hedder jazz eller ej. Man må i stedet håbe, at nok musikere støtter op om og rent faktisk spiller med fx swing. Kun sådan kan det overleve, og det tror jeg nu nok skal ske.

Det var en såden dobbelt fornemmelse, jeg stod tilbage med efter koncerterne søndag og mandag, musikken havde været spændende, groovy, interessant, smuk og til tider grim (på den gode måde). Der manglede dog begge aftener det sidste, for at jeg var 100 % med, den kropslige fornemmelse ved rigtig god jazz udeblev det meste af tiden. Jeg tror dog i lige så høj grad dette er tilvænningsspørgsmål, min krop er desværre ikke helt kommet med ind i det 21. århundrede endnu.

Vijay IyerDen musik, Vijay Iyer spiller med sin trio, der udover ham består af Stephan Crump og Marcus Gilmore, må siges at være enorm original og interessant, og de er alle super dygtige musikere. Rytmisk set føles det meget kompliceret, en stor udfordring for en musiknørd, der ikke kan lade være med altid lige at “tælle med”. Det var dog umuligt for mig denne aften, musikkens swinger ikke på regulær facon, og kun ganske sjældent hørtes 4/4, men man måtte lade sig rive med af den vitalitet, som prægede musikken. Vi fik denne aften en række numre fra trioens seneste plade Historicity, både originale kompositioner og “standards” i bred forstand. Jeg bed særligt mærke i, at selvom trioens egne kompositioner er eksperimenterende, holder de sig ikke tilbage for at spille Bernsteins “Somewhere” og Michael Jacksons “Human Nature”, begge numre i den mere “cheesy” afdeling efter min mening. En af aftenens højdepunkter var en en lang trommesolo af den unge Gilmore. Den var opbygget fra start til slut og havde en konstant storetrommefigur hele vejen igennem, og Gilmore viste her, at han mestrede trommesættet til perfektion – det var absolut en af de mest spændende trommesoloer jeg nogensinde har hørt! Lad os være ærlige, tit er trommesoloer ret kedelige, her var en musiker, der rent faktisk spillede trommer i stedet for bare at slå på trommer, som min ledsager formulerede det.

Efter koncerten blev vi ført direkte ind i en ny koncert, nemlig med Copenhagen Jazzhouse trio (Magnus Hjorth, Petter Eldh og Snorre Kirk) med gæstesaxofonist i stueetagen af Jazzhouse. Der var her tale om den mere traditionelle koncerttype, der blev primært spillet standards og i den klassiske form: tema, soloer, evt. bassolo, tromme-chase-solo, tema. Uformelt, simpelt og super velspillet. Stemningen var næsten som ved jam, men det var der ikke noget af. Selvom Vijay Iyer og de andre kredsede lidt rundt om scenen, spillede kvartetten dog begge sæt selv.

FlyMandag aften stod den på Fly, trioen bestående af Mark Turner på saxofon, Larry Grenadier på bas og Jeff Ballard på trommer. Med en saxofontrio er det er det altid spændende, hvordan “problemet” med det manglende akkordinstrument håndteres. Flys musik er meget groovebaseret, og formår på denne måde at holde fast i formen. Vi fik ved denne koncert desuden en enkelt bebop-klassiker med walking bass, rhytm changes og det hele. Når tema og saxsolo er færdig, ved man, at der venter bas og trommesolo, og jeg var i den forbindelse særligt imponeret over, hvordan Turner spiler guidelines bagved bassoloerne og derved skabte en anderledes form akkompagnement, end man er vant til.

Efter koncerten stod den igen på jazz i stueetagen, men jeg blev dog ikke hængende så længe denne aften, men tog i stedet over og hørte slutningen af en koncert med Kresten Osgood og Hvad er klokken? i Huset. Jeg har aldrig hørt orkesteret før og blev derfor noget overrumplet af denne optræden, der kun kan betegnes som vanvittig. Kresten Osgood er centrum for begivenhederne, og han giver den som både sanger og saxofonist udover sin rolle ved trommerne. Jeg fik således hørt et nummer med fællessang, et hvor Osgood “spillede” saxofon (dvs. pustede i den med skingre og skrigende lyde til følge) nede blandt publikum og ekstranummeret, hvor Jesper Løvdal, da et vers af “skilsmisse-sangen” var blevet glemt, ringede en ven op fra scenen for at få hjælp.  Min mandag aften blev således rundet af med denne blanding af avantgardistisk provokationskunst, stand-up comedy og lejrbålshygge.

En tanke om “Jazzfestival 2010, 2. del

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *