Jazzfestival 2010, 3. del

Efter den indledende runde med en del koncerter, blev de næste par dage lidt mere sløje for mit vedkommende. Tirsdag skulle jeg havde hørt Christina von Bülow på den lokale Bartof Cafe med mine forældre, men da vi kom derned, var der for mange mennesker, så vi gik hjem og så fodbold-semifinale i stedet.

David SanbornJoshua Redman var som nævnt udsolgt, og der skulle jo også skulle ses fodbold onsdag, så først efter kampen var færdig, stod den på den sidste halvdel af David Sanborn-koncerten i Tivoli, hvor han spillede sammen med Steve Gadd og Joey DeFrancesco. Tivoli er et hyggeligt sted om aftenen, og når man kan komme gratis ind og høre koncerter på sit årskort, bærer man over med, at der sjældent er de allerfedeste navne på plakaten. Jeg blev dog alligevel noget skuffet over denne koncert, Tivolis lidt stadion-agtige lyd kombineret med Gadds mekaniske trommespil var ikke noget god kombination. Desuden havde musikken det lidt bøvede præg, der kommer af orgelfodbas, og repertoiret, der var holdt i meget gammeldags blues-stil, gjorde ikke dette bedre. Udover fodbassen skulle DeFrancesco også både spille traditionel hammondorgel og keyboard og desuden både spille trompet og synge (dog ikke samtidig!), hvilket gjorde at ingen af delene skete med særlig stor kunstnerisk gennemslagskraft. David Sanborn spillede efter min mening bedst denne aften, hans spil havde en vitalitet, som de andre ikke kunne matche. Det meste interessante denne aften var, at vi fik Michael Jacksons “The Way You Make Me Feel” i en slags blues-udgave, der formåede at bibringe en original, omend noget gammeldags, fortolkning af sangen.

Efter koncerten stod den på mere hammondorgel, Spacelab med Nikolaj Hess, Anders Christensen på bas og Mikkel Hess på trommer på KafKafeen. AC kom en hel del for sent, så første sæt blev en duo mellem de to brødre, og det fungerede faktisk ok. Nikolaj Hess spiller ikke med fodbas, så han måtte klare bassen med venstre hånd, hvilket han faktisk gjorde overraskende godt, han formåede også at kombinere dette med glimrende solospil. Niveauet steg dog markant, da AC kom på banen, og det musikalske overskud blev markant større. Undervejs i koncerten sad bl.a. Jeppe Gram ind. En fyr, hvis navn jeg har glemt, overtog hammond-orglet, og så fortsatte Nikolaj Hess på klaveret, der stod ved siden af. Stemningen var meget uformel denne aften, næsten lidt for uformelt, når man tænker på, vi trods alt havde betalt penge for at høre trioen, men klokken var selvfølgelig også langt over 12 på dette tidspunkt, og så ved man jo aldrig, hvordan det ender, hvilket også er en del af jazzens charme.

Torsdag holdt jeg igen helt jazzfri, jeg var i stedet igen i Tivoli, denne gang koncertsalen, for bl.a. at høre Carl Nielsens blæserkvintet. Jeg har i forbindelse med et kursus om Carl Nielsens musik, jeg har fulgt i sidste semester skrevet en opgave om netop blæserkvintetten, og derfor måtte jeg selvfølgelig nu høre den live, når muligheden bød sig. Igen var det gratis, når bare man har årskort – en god investering, hvis man har en lidt bred musiksmag. Blæserkvintetten er en af Nielsens mest populære værker og det med god grund, det er spændende musik med mange sjove detaljer undervejs. Udover Nielsen, var det en række sange af Richard Strauss, sunget af Mathias Hedegaard, der gjorde størst indtryk på mig denne aften.

Fredag aften blev mere travl, den startede med George Garzone med Ramus Ehlers, Kasper Tagel og Morten Hæsum i Sofiekælderen på Christianshavn. Selvom vi kom i god tid, var der fyldt godt op, stedet har ikke de bedste spillestedforhold, hvis man ikke skal spise, der ikke plads til mange, og der næsten ingen siddepladser, som ikke står i den traditionelle restaurant-opstilling. Den meget kraftige varme i det lille rum, gjorde heller ikke forholdene bedre denne aften. På trods i disse forhold, og at vi således måtte stå det meste af aftenen, fik vi en super fed koncert i tre sæt med pauser imellem, hvor vi kunne komme ud og få lidt luft. Vi fik denne aften både standards og nogle Garzone-originaler, og særligt Garzone var virkelig i stødet. De andre spillede også godt, men det var Garzone, der fik løftet sammenspillet op på et højere niveau. Der var problemet med lydanlægget, så klaveret var desværre meget svært at høre, men den del af Rasmus Ehlers klaverspil, der trængte igennem, lød rigtig godt. Ehlers er en anden type end Garzone, hans spil er mere enkelt og minimalistisk, selvom han da også til tider kan spille kraftfuldt. Hans spil virker dog som en god kontrast til Garzones ekspressive stil. I sidste del af koncerten sad Claus Waidløw ind, og og vi fik noget af en tenorsaxofon-battle med bl.a. Giant Steps, som man ellers næsten aldrig hører spillet. En god afslutning på en koncert, der på trods af omstændighederne var rigtig god.

Efter et lille pitstop stod den på jamsession på det relativt nyåbnede Jazzhus Montmartre. Da vi kom, var der næsten helt fyldt, og Anders Bergcrantz stod sammen med en anden trompetist og spillede meget højt og kraftigt på baggrund af et funk-agtigt groove. Bergcrantz har en meget direkte facon, der denne aften kom til udtryk ved at han, til pianistens store ærgelse, flere gange afskar ham muligheden for at spille solo. Da der desuden blev besluttet at holde pause i jammen, døde den desværre, og de fleste folk forlod stedet. Efter pausen forsøgte husorkesteret at redde den ved at spille “Bye, Bye, Blackbird” og en ballade, hvilket selvsagt ikke lykkedes. Vi måtte derfor forlade stedet en del tidligere end forventet og med en lidt flad fornemmelse. Det skal nævnes, at barpriserne er blevet sat en del ned siden sidste gang jeg besøgte stedet. Denne aften kunne man få en Carlsberg for 38 kr, eller tre for 75 kr, hvilket bringer prisen ned på et meget konkurrencedygtigt niveau, hvis man drikker nok!

Aftenen blev afsluttet med et besøg på Dunkel, hvor Detroit dj’en Kyle Hall spillede (hør et mix af ham her). Da vi kom ind ad døren, var han netop gået igang med sit dj-set, der primært bestod af deep og soulful house. Som om det var koordineret med jazzfestivalen, fik vi både vokal, blæsere og synth-soloer undervejs, hvilket er usædvanligt på et sted som Dunkel, hvor det ofte er det mere hårde og minimale, der spilles. Jeg var helt op at køre over hans dj-set, faktisk var det et af de bedste, jeg længe har hørt, men der var desværre ikke så mange på Dunkel denne fredag nat, og dem, der var der, så ikke ud til nyde det i lige så høj grad som jeg gjorde.

Lørdag stod den igen på jazz. Vi startede med Jesper Løvdal og Nils Wogram w. Friends i Huset teater, Halmtorvet. Hvor mange venner de to musikere har i almindelighed, skal jeg ikke gisne om, men denne aften var det kun en, nemlig Anders Mogensen på trommer. Løvdal spillede på tenor og baritonsaxofon samt på et arabisk lydende, oboagtigt instrument. Tyske Nils Wogram er kendt som en virkelig dygtig basunist, men spillede også lidt klaver denne aften. Desuden fik vi eksempler på hans kunnen inden for strubesang, en meget mærkværdig lyd. Der var næsten ingen publikum til koncerten, hvilket måske hænger sammen med, at den startede over en halv time for sent, da Løvdal (og også Wogram) skulle spille færdig med Hvad er klokken? i Råhuset ved siden af. Mens vi ventede smuglyttede vi lidt til ekstranummeret her, og Kresten Osgood supplerede denne gang saxofon-“spillet” med at synge den så kendte melodi fra 90’ernes DK Bezin reklamer: “Hos DK Benzin, der koster benzin, det, den koster. Her er ingen rabatter og bonusfis. Til gengæld får du den til nettopris.” Igen en vanvittigt ide, der dog blev udført overraskende musikalsk! Men trio-koncerten gik i gang, og vi fik et enkelt sæt med mere eller mindre frit improviseret spil. Der blev dog opbygget grooves, og de to skiftedes til at spille solistisk og akkompagnerende. Et par enkelte standard blev også vævet ind, vi fik fx Coltranes Countdown! Udover strubesangen demonstrerede Wogram også, at han kunne spille tostemmigt vha. overtoner på sin basun, hvilket gav nogle interessante passager. Anders Mogensen leverede fint og varieret akkompagnerende trommespil, der dog ikke på nogen måder var prangende.

Efter trio-koncerten stod den på La Fontaine jam til den lyse morgen. Husbandet bestod af Jan Harbeck på saxofon, Jens Kristian Andersen på bas og Andreas Fryland på trommer. Vi var således fri for Kjeld Lauritzens hammondorgel denne aften, hvilket der vist er delte meninger om, men han var til gengæld oppe og spille klaver senere på aftenen. En række musikere jammede i løbet af natten, bl.a. Jesper Løvdal og Nils Wogram og der var på et tidspunkt stopfyldt og kø for at komme ind. Det var dog ikke en af de fedeste jams jeg har været til, men til gengæld blev det sent, musikken spillede vist stadig klokken 5. Det var en god måde at afslutte året festival på for mit vedkommende.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *