Åbent Hus med Nikolaj og Hella

Hvad skal man synes om et radioprogram som Åbent Hus med Nikolaj og Hella? For dem som ikke ved det, er det P2s relativt nye radioprogram søndag formiddag, hvor den klassiske musik forsøges formidlet på en ungdommelig og uformel måde med de to folkekære værter Hella Joof og Nikolaj Koppel. Musikken krydres med diskussioner om klassisk musik som den ses fra den uindviedes synspunkt, og lytterne inddrages, idet de fx opfordres til at sende “dumme” spørgsmål ind til programmet. På samme måde udspiller de to værter deres respektive roller som henholdsvis den uindviede lytter og begyndende musikelsker (Joof) og den tålmodigt forklarende og overbærende ekspert (Koppel). Endelig diskuteres musikkens rolle i forhold til individ og samfund. Er det arv eller miljø, der determinerer interessen for klassisk musik? Hvordan benyttes musik i forholdet til helbredt ved musikterapi m.v.?

Hvad skal man synes om et radioprogram som Åbent Hus med Nikolaj og Hella? For dem som ikke ved det, er det P2s relativt nye radioprogram søndag formiddag, hvor den klassiske musik forsøges formidlet på en ungdommelig og uformel måde med de to folkekære værter Hella Joof og Nikolaj Koppel. Musikken krydres med diskussioner om klassisk musik som den ses fra den uindviedes synspunkt, og lytterne inddrages, idet de fx opfordres til at sende “dumme” spørgsmål ind til programmet. På samme måde udspiller de to værter deres respektive roller som henholdsvis den uindviede lytter og begyndende musikelsker (Joof) og den tålmodigt forklarende og overbærende ekspert (Koppel). Endelig diskuteres musikkens rolle i forhold til individ og samfund. Er det arv eller miljø, der determinerer interessen for klassisk musik? Hvordan benyttes musik i forholdet til helbredt ved musikterapi m.v.?

Ændringerne i P2’s musikformidling er igennem de seneste år blevet kritiseret voldsomt for at tale ned til folk og for at erstatte den seriøse og vidende formidling med pop. I mange år var P2 en højborg for en mere indforstået og højtidelig musikformidling som passede godt til folk med en klassisk (elitær) musikhabitus. Den tilnærmelse mellem P2’s radioformat og det format man finde på P3 samt de kommercielle radiostationer har naturligvis virket stødende på mange. Hvis ændringen af P2 overhovedet har haft nogen betydning lyttermæssigt, har man ikke hørt meget om det, primært har de været de kritiske røster, der har fået spalteplads.

Når man hører Åbent Hus, virker det dog som om, at der rent faktisk findes mange mennesker, der nyder at lytte til klassisk musik, men ikke har følt, at den hidtidige formidling har tiltalt dem. Det er selvfølgelig en del af programmets selvpromovering at fokusere på, hvor meget positiv respons de har fået, men når man som musik-“ekspert” hører nogle af de ting, der bliver skrevet ind, læst op og diskuteret, kan man alligevel ikke helt lade være med at tænke at den mere traditionelle formidling af den klassiske musik har slået fejl. Klassisk musik er notorisk marginaliseret i dagens Danmark. Blandt unge er den klassiske musik for langt de fleste et kuriøst fænomen, der hører fortiden til. De klassiske koncerters publikum består primært af folk over 50, og der er en ret entydig sammenhæng mellem interessen for klassisk musik og kulturelt kapital (hvilket primært vil sige uddannelse) og dermed med økonomiske og klassemæssige forskelle.

Er den formidling, der foregår i et program som Åbent Hus udtryk for, at den traditionelle formidling har udelukket store dele af befolkningen fra at få kendskab og interesse for klassisk musik netop i kraft af en formidling, der tager lytterens forudsætninger for givet? Er vi vidne til dette regimes sammenbrud og vil vi nu se en opblomstring af interessen for klassiske musik i alle samfundsgrupper? Eller er programmet og P2’s musikformidling generelt udtryk for en kvalitetssænkning, der kan beskrives objektivt og faktuelt? Kan man forestille sig en musikformidling der på sammen tid virker tiltalende for den indviede og den uindviede, eller må der altid vælges mellem en “seriøs” formidling, der bekræfter den sociale eksklusion og en “populær” formidling, der nødvendigvis må virke banal og populistisk for den indviede?

Ændringerne i P2’s musikformidling er igennem de seneste år blevet kritiseret voldsomt for at tale ned til folk og for at erstatte den seriøse og vidende formidling med pop. I mange år var P2 en højborg for en mere indforstået og højtidelig musikformidling som passede godt til folk med en klassisk (elitær) musikhabitus. Den tilnærmelse mellem P2’s radioformat og det format man finde på P3 samt de kommercielle radiostationer har naturligvis virket stødende på mange. Hvis ændringen af P2 overhovedet har haft nogen betydning lyttermæssigt, har man ikke hørt meget om det, primært har de været de kritiske røster, der har fået spalteplads.

Når man hører Åbent Hus, virker det dog som om, at der rent faktisk findes mange mennesker, der nyder at lytte til klassisk musik, men ikke har følt, at den hidtidige formidling har tiltalt dem. Det er selvfølgelig en del af programmets selvpromovering at fokusere på, hvor meget positiv respons de har fået, men når man som musik-“ekspert” hører nogle af de ting, der bliver skrevet ind, læst op og diskuteret, kan man alligevel ikke helt lade være med at tænke at den mere traditionelle formidling af den klassiske musik har slået fejl. Klassisk musik er notorisk marginaliseret i dagens Danmark. Blandt unge er den klassiske musik for langt de fleste et kuriøst fænomen, der hører fortiden til. De klassiske koncerters publikum består primært af folk over 50, og der er en ret entydig sammenhæng mellem interessen for klassisk musik og kulturelt kapital (hvilket primært vil sige uddannelse) og dermed med økonomiske og klassemæssige forskelle.

Er den formidling, der foregår i et program som Åbent Hus udtryk for, at den traditionelle formidling har udelukket store dele af befolkningen fra at få kendskab og interesse for klassisk musik netop i kraft af en formidling, der tager lytterens forudsætninger for givet? Er vi vidne til dette regimes sammenbrud og vil vi nu se en opblomstring af interessen for klassiske musik i alle samfundsgrupper? Eller er programmet og P2’s musikformidling generelt udtryk for en kvalitetssænkning, der kan beskrives objektivt og faktuelt? Kan man forestille sig en musikformidling der på sammen tid virker tiltalende for den indviede og den uindviede, eller må der altid vælges mellem en “seriøs” formidling, der bekræfter den sociale eksklusion og en “populær” formidling, der nødvendigvis må virke banal og populistisk for den indviede?

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *