The Simpsons and Philosophy

Da jeg så bogen The Simpsons and Philosophy i en amerikansk boghandel for et års tid siden, kunne jeg ikke lade være med at købe den. Ikke alene er The Simpsons mit absolutte yndlings tv-show, men jeg har også en svaghed den slags filosofisk spekulation, som titlen antyder. Jeg har først fået læst bogen nu og vil give den et par ord med på vejen her på bloggen.

Bogen er en antologi med i alt 18 artikler skrevet af en række filosoffer og andre akademikere, primært fra diverse “English departments” i USA. Efterhånden som jeg fik læst mig igennem bogen, fandt jeg ud af, at det måske ikke i så høj grad var den filosofiske spekulation, der interessede mig, men mere de kulturvidenskabelige aspekter af denne populære amerikanske tv-serier.

Efter min mening er The Simpsons noget af det mest fantastiske, der nogensinde er kommet ud ad den amerikanske kulturindustri, og jeg mener, at serien langt overgår andre tilsvarende eller afledte serier, såsom Futurama, Family Guy og South Park. Jeg tror, at det jeg synes gør The Simpsons særligt vellykket er to ting: For det første den måde serien tematiserer politiske, samfundsmæssige og kulturelle emner og ofte rammer overraskende dybt både på det deskriptive og normative plan uden at forfalde til flad politisering. For det andet er der dobbeltheden i serien. Både i forhold til de utallige kulturelle og historiske henvisninger og allusioner og i forhold til humoren. Serien kan forstås, grines af og nydes på mange forskellige niveauer, lige fra falden-på-halen niveau til niveauet for den mest obskure intellektuelle henvisninger.

I The Simpsons and Philosophy behandles disse emner, men desværre ikke i lige så høj grad og lige så dybdegående, som man kunne ønske sig. Mange af artiklerne bærer præg af at være skrevet af filosoffer af den lidt kedelige slags, hvilket fx giver sig til udtryk i en overvægt af artikler, der fokuserer på etiske aspekter af den forskellige karakterers personlighed. Både Homer, Marge, Mr. Burns og Flanders udsættes for analyser af, hvorvidt de kan betragtes som “virtuous” el.lign., og dette gøres ofte efter den kendte Erasmus Montanus-agtige logiske metode, hvor argumenter (såsom spørgsmål om liv og død!) deles op i delargumenter, der granskes i detaljer. Efter min mening en meget lidt frugtbar tilgang til “livets store spørgsmål”. Det er tydeligt, at flere af fagfilosofferne ikke i særlig stor udstrækning er vant til at forholde sig til litterære og kunstneriske former, hvorfor der fx også er dedikeret et helt kapitel til spørgsmålet “kan vi overhovedet lære noget af fiktion?”

Bogen indeholder dog flere interessante kapitler. I “Thus Spake Bart: On Nietzsche and the Virtues of Being Bad” af Mark T. Conard, undersøges det, om Bart Simpson kan ses som et en realisering af Nietzsches Übermensch. Artikelen giver et (overfladisk) indblik i såvel Schopenhauers som Nietzsches filosofi og sætter Barts ballademagerfigur ind i denne kontekst. I “The Simpsons and Allusion: “Worst Essay Ever”” af W. Irwin og J.R. Lombardo analyseres seriens udstrakte brug af såvel fin- som populærkulturelle henvisninger. Artiklen er mere oplysende end egentlig filosofisk spekulerende. Artiklerne “Simpsonian Sexual Politics” (D.E. Snow og J. Snow) og “The Simpsons: Atomistic Politics and the Nuclear Family” (P.A. Cantor) analyserer køns- og familiemæssige spørgsmål på en interessant måde, uden dog at udfolde diskussionen på baggrund af et gender-teoretisk eller feministisk fundament. Artiklen “A (Karl, not Groucho) Marxist in Springfield” af J. Wallace analyserer lidt på samme måde seriens kritiske potentiale, men dog med et noget ensporet begreb om marxistisk inspireret kritisk tænkning.

Den bedste artikel synes jeg faktisk er “”And the Rest Writes Itself”: Roland Barthes Watches The Simpsons” af D.L.G. Arnold, hvor både Barthes tidlige strukturalistisk metode (fra bl.a. Mythologies, 1957) og den senere “post-strukturalistiske” og receptions-fokuserede tilgang (fx i S/Z, 1970) tages i anvendelse i en analyse af seriens flerlagede og mangetydige kommunikation. Med afsæt i en episode hvor Bart og Lisa selv skriver manuskriptet til et Itchy & Scratcy tegneserieafsnit, argumenteres der for, at The Simpsons kan ses som udtryk for Barthes’ “skrivelige tekst” og i modsætning til mange andre serier lader sine signifianter flyde mere frit:

The writerly or plural text like The Simpsons, however, resists this push to conform. By foregrounding its signifiers, the show permits a freer, more richly associative kind of reading, and effects a more penetrating social satire. Barthes’s “galaxy of trifling data” aptly describes Bart’s world of Elvis-impersonators and flesh-eating ants, the world with which The Simpsons presents us, the skill of narrative arising, as Barthes suggests, from the “distance between” the data, between denotation and connotation, between signifier and signified. It’s a random, absurd; to admit that it is really out own, to admit that we have to this extent lost control of the mechanism of stability and meaning would be too embarassing. We find instead that we must laugh, if only in self-defense. (s. 268)

Alt i alt synes jeg bogen er læseværdig pga. de ovennævnte artikler, men der er dog som nævnt også en del mindre spændende passager i bogen og enkelte artikler, der virker helt ude af trit med hvad analyse og tolkning af “tekst” er og bør være i dag.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *