Det autentiske

DetBegrebet autenticitet har været diskuteret indgående i medierne i den seneste tid. Debattør (og provokatør!) Ulla Holm (hende der tidligere har beskyldt Noma for at være fascisme forklædt som avantgarde) beskrev fx i Information tidligere på året, hvordan jagten på sund mad, økologi og dyrevelfærd først og fremmest er udtryk for kulturelitens jagt på autenticitet og på dens afsværgelse af moderniteten til fordel for en idyllisk, præmoderne fortid. Det skabte selvsagt en del debat, ligesom også Andrew Potters bog The Authenticity Hoax: How We Get Lost Finding Ourselves om jagten på autenticitet i det moderne samfund har givet genklang i medierne.

Også inden for kunstens verden har begrebet fået aktuel opmærksom med Jørgen Dehs’ for nyligt udkomne bog Det autentiske – fortællinger om nutiden kunstbegreb, som jeg vil give et par ord med på vejen her på bloggen. Dehs, som jeg tidligere kun er stødt på i forbindelse med en oversigtartikel om Gilles Deleuze og kunsten, er filosof, lektor og leder af forskeruddannelsen ved Arkitektskolen Aarhus og æstetikken er således et af hans specialer.

Det er ikke så tit, der udkommer bøger om æstetik i Danmark og Dehs’ bog er generelt et interessant forsøg på at samle nogle tråde i æstetikhistorien på en ny måde med begrebet autenticitet som rød tråd. Gennem 14 relativt korte kapitler gennemgår Dehs, hvordan autencitet – eller rettere ganske forskellige forståelser af det autentiske – spiller ind i nærmest alle grene af kunsten og æstetikkens område, fx i relation til kunstens forhold til naturen, mimesis, kunstneren, publikumsreception og spørgsmålet om det nye.

Dehs holder en fin balance mellem på den ene side en hermeneutisk, indlevende tilgang og en mere kritisk tilgang til autenticitetsbegrebet. Han er således ikke bange for at kritisere forestillinger om det autentiske inden for kunsten og kulturens verden, men retter på den anden side også skytset mod den akademiske “autenticitetsskepticisme”, som har en del til fælles med Ulla Holms sociologiske reduktioner. Som Dehs skriver allerede i et af de første kapitler:

“Autenticitet har fået status som et moderne fantasme, som en postmoderne (poststrukturalistisk) tænkning både har afsløret og haft succes med at afvikle. Her synes det kun at være et lille problem, at ethvert forsøg på at ‘afsløre’ noget indebærer, at man bekender sig til værdien af, at noget ikke udgives for noget, det ikke er. Autenticitet er med andre ord vanskelig at mistænkeliggøre som værdiforestilling, uden at man samtidig indirekte bekræfter den” (s. 27)

Dehs tilskriver meget af denne skepticisme til teoretikere såsom Derrida, Foucault, Barthes, men er dog ikke bleg for at trække på de selv samme forfattere andre steder i bogen, når det passer i hans kram – en tilgang jeg godt kan lide.

Heidegger, Adorno og Benjamin er vigtige skikkelser i Dehs’ filosofiske univers, og bogens tyngdepunkt ligger da også i det 20. århundrede. Det er en af Dehs’ pointer, at de tre filosoffer på hver deres måde tematiserer autenticitetens krise inden for for kunsten i det 20. århundrede, hvad enten “svaret” er sandhedens sætten-sig-i-værk hos Heidegger, kunstværket som (utopisk) udsiger af sandheden om samfundet hos Adorno eller den autentiske kunsts afvikling til fordel for en adspredthedens kunst med politiske implikationer hos Benjamin. Særligt det fokus på mediet, som udspringer af Benjamins skrifter, formår Dehs at videreføre på interessant vis, fx i kapitlet “Medial autenticitet”, hvor også musikken behandles.

Dehs kommer i det hele taget godt rundt i kunstarterne. Musikken behandles da også nogenlunde lødigt, hvilket ikke altid er tilfældet i den slags sammenhænge. En enkelt smutter er det dog, når Dehs i kapitlet “Det nye” skriver følgende:

“Fordringen i det 20. århundredes musikalske modernisme (Schönberg-skolen) om ‘aldrig før hørte klange’ korresponderer med en aversion mod det forudsigelige, der anbringer ambitioner på kunsten område i et andet univers end vores stræben efter kontrol og rationel beherskelse.” (s. 165)

Her får Dehs både blandet Schönberg og Stockhausen sammen og reproduceret falsummet om “Nie erhörte Klänge”, som Stockhausen aldrig har sagt. At både Schönberg og Stockhausen kan siges at have en aversion mod det forudsigelige, er vel rigtigt nok, men at dette skulle stå i direkte modsætning til kontrol og rationel beherskelse af det musikalske materiale, må vel nok siges at være en tilsnigelse for “opfinderne” af henholdsvis 12-tone-teknikken og den integrale serialisme.

Fra et musikvidenskabeligt synspunkt er det også ærgerligt, at Dehs ikke breder sig lidt mere ud og fx beskæftiger sig med autenticitet inden for populærmusikken, særligt i rockens æstetik. Der er tendens til hos kunsthistorikere og æstetikteoretikere at holde sig meget snævert til kompositionsmusikken, når eksempler fra musikkens verden skal inddrages. I forhold til populærmusikkens (særligt rockens) “kunstkarakter” spiller autenticitetsbegrebet en enorm stor rolle, hvilket man hurtigt overbevises om ved fx at læse anmeldelser af årets Bruce Springsteen-koncert på Roskilde festival eller ved at se X Factor.

Alt i alt vil jeg dog anbefale Dehs’ bog som en relativt let læst aktuel sammenskrivning af et bredt felt af tænkning omkring kunst og kultur med autenticitetsbegrebet som rød tråd – et begreb, hvis betydning i kulturen og samfundet i dag næsten ikke kan overvurderes.

3 tanker om “Det autentiske

  1. Kære Nikolaj Strands
    Tak for de forskellige venlige ord i din omtale af min bog. Det er sikkert ikke overraskende, at jeg har det vanskeligere med din kritik af passagen fra s. 165, som du citerer. Før det første må jeg sige, at jeg ikke forstår meningen med, at jeg skulle have sammenblandet Schönberg og Stockhausen. Stockhausen nævner jeg overhovedet ikke, og du er vel enig med mig i, at det er Schönberg, parolen hører sammen med. Dertil kommer det mere afgørende, nemlig at det aldrig har været min tanke, at kunst ikke kan forbindes med rationalitet og kontrol. Måske kan det skreve med lidt god vilje misforstås i den retning. Eller rettere, det kan det åbenbart. Hvad jeg havde i tankerne var frem for alt modsætningen mellem det, jeg kalder en ‘aversion mod det forudsigelige’ og så den rationalitet, vi kender i sammenhæng med videnskabelig naturbeherskelse. Det er næppe særlig givtigt at betragte videnskab under en overskrift som ‘aversion’, men gør man det alligevel, kunne videnskab vel gælde som udtryk for en aversion mod det uforudsigelige, det vil sige mod det, der overrasker, irriterer, bekymrer eller truer os. Hvis vi tænker på forskning inden for velkendte områder som medicin eller økonomi fungere videnskabelig rationalitet som et apparat, der arbejder på at inddæmme og minimere det uforudsigelige, altså det, vi endnu ikke har under kontrol. Positivismens ‘fader’ Auguste Comte udtrykte ikke for ingenting videnskabens anliggende med formlen ‘voir pour prevoir‘ (at se for at forudse). Uanset hvor præcis eller upræcis denne model for videnskab er, mere end antyder den, at vi her befinder os et andet sted end på kunstens område. Kunstens muligheden for at tiltrække opmærksomhed er en overlevelsesbetingelse, der forbinder sig til det, der ikke er en gentagelse og principielt ikke vil gentage sig, og som dermed falder uden for den lovbundethed, videnskab interesserer sig for. Det var på denne baggrund, at jeg tillod mig at henvise til det schönbergske imperativ om ‘aldrig før hørte klange’, uden at dette dogme på nogen måde skulle forbindes med irrationalitet eller kontrolløshed. Det er nok lige lovlig kækt, når jeg taler om forskellige ‘universer’. Det kan måske være min undskyldning, at passagen har andel i min bogs fortløbende indkredsning af det særegne ved æstetikkens optik og dens rolle for nutidens kunstbegreb – også for den kunst, der gennem helt og holdent rationelle procedurer frem for alt har formprincipper og struktur på dagsordenen.

    Med venlig hilsen
    Jørgen Dehs

  2. Kære Jørgen
    Tak for din kommentar – det er en ære at få svar på tiltale her på min ydmyge blog. Parolen om de “nie erhörte Klänge” tilskrives i almindelighed Stockhausen, jeg har i hvert fald aldrig hørt Schönberg nævnt i den forbindelse (der er det snarere noget med “… Luft von anderem Planeten” hvis det skal smage lidt). Om Stockhausen så nogen sinde har sagt det selv, er omstridt. Du kan fx læse Jørgen Lekfeldt og Carl Bergstrøm-Nielsens debatindlæg i DMT, hvor de hårdnakket benægter, at “aldrig før hørte klange” skulle have været et ideal hos Stockhausen:
    http://dvm.nu/periodical/dmt/dmt_2003-2004/dmt_2003-2004_07/debat-69/
    Dog faldt jeg dog over denne lille tekst af Stockhausen selv, hvor der faktisk står “aldrig før hørte klange” i den danske oversættelse. Det kunne være interessant at opspore den tyske original.
    http://dvm.nu/periodical/dmt/dmt_1968/dmt_1968_01/nie-erhorte-klange/
    Men som det ofte anføres, kan parolen godt stadig stå som motto for den musikalske modernisme (måske særligt efterkrigsmodernismen), selvom der måske ikke er nogen, der rent faktisk har sagt det. Vi er helt enig om at jagten på det nye har en central placering inden for modernismen og kunsten i det hele taget. Jeg forstår også godt din umiddelbare modstilling mellem rationalitet og forudsigelighed vs. kunstens nysgerrighed og originalitetsfordring.

    Det interessant i forhold til komponister som Schönberg og Stockhausen (og Pierre Boulez m.fl.) er bare, at denne modstilling bliver svær, fordi rationalitet, teknologi og kontrol på en måde kommer til at spille sammen med ønsket om det forudsigelige og nye på en måde der ikke kan sættes dikotomisk op. Det er jo fx helt centralt i Adornos Schönberg-tolkning (Philosophie der neuen Musik) at overgangen til tolvtoneteknikken markerer en slags oplysningens dialektik inden for kunstens verden. Tolvtoneteknikkens rationelle procedurer er på samme tid resultat af “materialets historiske tendens”, som hænger sammen med originalitetskravet, og en underlæggelse af musikken under den “instrumentelle fornuft”. Tilsvarende gør sig gældende for Stockhausen og Boulez. Det fuldstændigt rationelt planlagte og mekaniske kunstværk (fx Boulez’ klaverstykke Structure 1a) kan samtidig være det mest uforudsete og dermed i en vis forstand det mest “nye”.

    Jeg kan se at du også anerkender dette (og muligvis er det mig, der har været for hurtig i min læsning), men netop med de to herrer Schönberg og Stockhausen synes jeg dog, jeg var nødt til at nuancere en smule.

  3. Kære Nikolaj

    Tak for din mere udførlige fremstilling og belæring. Jeg HAR åbenbart blandet Schönberg og Stockhausen sammen. Jeg anbragte parolen i min tekst, fordi den, uafhængigt af enhver nærmere specificering, i al sin korthed vel må gælde som en af de mere suggestive sammenfatninger af projektet ‘kunstnerisk modernitet’ – en sammenfatning, jeg af én eller anden grund altid har forbundet med Schönberg eller, som jeg skriver, ‘Schönbergskolen’. Det gør det ikke i mindre grad til en fejl fra min side. Bliver der et nyt oplag af min bog, vil jeg råde bod på den misvisende tilskrivning. Endnu engang tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *