Blog-genoplivning

Det er længe siden, jeg har skrevet noget her på bloggen, og det er der flere grunde til. Den første er almindelig studietravlhed – jeg har i begyndelsen af februar i år afleveret mit speciale ved Musikvidenskab og har således endelig fået færdiggjort en rigtig uddannelse! En anden grund er, at jeg nok har ligget under for, hvad der synes at være en mere generel tendens på internettet: at indhold flytter fra blogs og hjemmesider og ind på de sociale medier. Endelig har jeg gjort mig nogle mere personlige overvejelser omkring det at stille sit syn på musik og verdens indretning generelt til offentlig skue.

Jeg har dog nu besluttet mig for at tage skriveriet op igen. Ikke mindst fordi der kommer til at opstå en slags cæsur i mit liv nu, hvor jeg går fra en tilværelse som musikstuderende, med alt hvad det indebærer af muligheder for diskussion, faglig indtryk og udfordringer til en anden situation, som endnu er fuldstændig uvis, men hvor jeg dog ikke lige med det samme har tænkt mig at skifte mine musikalske og faglige interesser ud. Derfor virker det som det rette tidspunkt at tage bloggen op igen.

Den generelle tendens til at mere og mere af internettets indhold suges ind på de sociale medier, harcelerede Knud Romer allerede imod for flere år siden, hvor han kaldte Facebook for en “kræftsvulst på internettet”, der lukker alt det indhold, der tidligere frit cirkulerede på internettet inde i “venneklubber”, hvor viden bliver skjult for søgemaskinerne, og diskussionerne bliver indskrænket til at foregå mellem folk, der er mere eller mindre er enige i forvejen.

Man kan nu også sige meget godt om Facebook som socialt medie, men det virker dog som om, blogformatet stadig kan noget, som ikke helt lader sig indfange af de nye medier. Som det som regel er tilfældet, skaber den mediemæssige udvikling en krise for de eksisterende medier, hvor de enten gradvis forsvinder eller kommer til at fremstå i et lys, hvor deres specifikke mediekarakter bliver tydelig. Jeg tror og håber, at dette er ved at ske for blogformatet.

Mit første og vigtigste forbillede blogmæssigt er Torben Sangilds Det spekulative øre – en intellektuel weblog, der desværre ikke har været aktiv i en del år efterhånden. Den forbinder på ypperligste vis substantielle indlæg og debat mellem mange forskellige folk, der så vidt jeg kan se, ikke nødvendigvis kender hinanden på forhånd, men først og fremmest er bundet sammen af fælles interesser. Jeg har svært ved at forestille mig, at noget à la det skulle kunne lade sig gøre på Facebook – i hvert fald som det bruges af de fleste. Blogformatet synes alt andet lige at give større mulighed for fordybelse end den hurtige strøm af delinger, kommentarer og likes. Og “kurateringen” af indhold og debat sker desuden på fuldstændig gennemsigtige vilkår af blogbestyren i modsætning til på Facebook, hvor computeralgoritmer styrer det viste indhold efter et privat firmas mere eller mindre skjulte dagsordener. Det er dog uvist om den debat- og kommentariver, der tidligere fandtes omkring visse blogmiljøer, kan reetableres efter Facebooks fremkomst, eller om folk hellere vil bruge deres tid og kræfter inden for de sociale mediers aflukke.

For at vende tilbage til hovedsagen vil jeg forsøge at tage skriveriet op igen og yde mit bidrage til den danske musikoffentlighed på internettet. Idealet er stadig den “intellektuelle weblog”, selvom jeg ikke bilder mig ind at kunne nærme mig Sangilds niveau. Men jeg vil måske også lade mig inspirere af Alex Ross’ blog, The Rest Is Noise, og poste relevante kortere kommentarer eller bare linke til interessant musikindhold (igen uden sammenligning i øvrigt).

Jeg ved som sagt ikke om der findes folk der læser blogs mere, men nu giver vi det et skud …

En tanke om “Blog-genoplivning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *