Tolvtonesensation

I går aftes var jeg i DR’s Koncerthus og høre uropførelsen af Paul von Klenaus Niende symfoni – komponeret i 1945-46. Koncerten var slået op som ”årets musiksensation” og har været nærmest hypet i musikkredse den seneste tid. Hvis man tilslutter sig en musikdefinition, der inkluderer andet end ”klassisk” musik, er det svært ikke at trække lidt på smilebåndet over den bombastiske formulering, men inden den symfoniske musiks område var der faktisk tale om lidt af en sensation, eller i hvert fald en musikhistorisk ret interessant begivenhed.

Som man kan læse mere om fx her, blev manuskriptet til Klenaus Niende fundet i en herskabslejlighed i Wien i 2001, og Det Kongelige Bibliotek har siden indkøbt hele Klenaus arkivsamling og udgivet en videnskabelig udgave af den Niende symfoni, som altså blev præsenteret i aftes for første gang. Der er ikke tale om hvilken som helst symfoni, men om et meget stort anlagt værk for orkester, kor og fire solister med en varighed på omkring 80 minutter, omfangsmæssigt ikke unikt på dansk grund (John Frandsens Requiem fx, der blev uropført for et par år siden er sammenligneligt), men dog ikke hverdagskost. Musikhistorisk set var det interessant at høre et stykke dansk musik af den størrelse fra midten af fyrrene, der med sin tydelige tyske inspiration skiller sig ud fra, hvad der ellers var konsensus i Danmark omkring denne tid.

Æstetisk set var koncerten dog lidt en skuffelse. Der er blevet lagt meget vægt på, at Klenau var inspireret af Arnold Schönberg og hans atonale tolvtoneteknik, og at Klenau, lidt ligesom Alban Berg, eksperimenterede med at anvende denne teknik på en mere ”tonal” måde end Schönberg. Hvis man lytter til fx Klenaus Syvende symfoni, er det tydeligt, at han skriver i et ”senromantisk” tonesprog med visse mere modernistiske træk inddraget. Jeg havde set frem til, at den sidste store symfoni ville gå yderligere i retning af inddragelse af atonalitet, måske ikke på niveau med Alban Bergs Lulu, men dog derhen ad. Det gjorde den mildest talt ikke.

Man kan læse om Klenau og den historiske baggrund for den  såkaldte ”toneartsbestemte” tolvtoneteknik i en interessant artikel af Michael Fjeldsøe (læs den her), og det var, som man kan regne ud, en kompliceret kulturpolitisk affære at navigere i 30’ernes Tyskland, hvor Klenau flyttede til, da han var 19 år og boede indtil 1939, særligt hvis man interesserede sig for den “entartete” musikalske modernisme. Han måtte da også sno sig på måder, så har givet sam- og eftertiden anledning til at stille spørgsmålstegn ved hans forhold til nazismen. Læs mere om dette hos Fjeldsøe.

En “toneartsbestemt” tolvtoneteknik lyder umiddelbart som en selvmodsigelse. Men det beror faktisk på en udbredt misforståelse, hvor tolvtoneteknik og atonalitet sammenblandes. Arnold Schönberg skrev allerede fra omkring 1909 i det, man kalder ”fri atonal” stil, fx i det store monodrama, Erwartung. Kompositionsprocessen var i disse tidligere værker ikke styret af en formel ”teknik” i streng forstand, men var i højere grad ”ekspressionistisk” komponeret på baggrund af fx en tekst, en kompositionstilgang som Adorno (med henvisning til Freuds psykoanalyse) har kaldt ”protokollarisk”. Han beskriver, hvordan fx Erwartungs kvindelige protagonist ”ligesom overgives som psykoanalytisk patient til musikken” (Philosophie der neuen Musik, s. 43). Omend den hænger sammen med dette er tolvtoneteknikken er noget ganske andet. Det er en kompositionsteknik, som Schönberg udvikler i begyndelsen af 1920’erne med henblik på at udvide kompositionsmulighederne i den frit atonale stil. Tolvtonerækken, der består af en ordning af de tolv toner i den kromatiske skala, sikrer, når den konstrueres rigtigt, at tonalitetsfornemmelsen forbliver som i de tidligere værker, samtidig med at det bliver muligt at komponere større former i kraft af den musikalske syntaks, som tolvtonesystematikken skaber. Men det betyder også at tolvtonesystemet kan bruges på andre måder, hvis man gerne vil have kompositionssystematikken uden den påtvungne atonalitet.

Det virker som om, at brugen af tolvtonerækker i Klenaus Niende er ret sparsom og egentlig i mindre grad påvirker værkets tonalitet. For en overfladisk betragtning, som det nødvendigvis må være efter en enkelt gennemlytning, synes Klenau at bruge tolvtonerækkerne til at konstruere nogle melodilinjer og kontrapunktiske passager, der dog understøttes harmonisk med mere traditionelle midler. Hele sidst halvdel af symfonien synes at være klassisk dur-mol-tonal og anvender muligvis slet ikke tolvtoneteknikken. Klenaus brug af teknikken i den Niende er således mile vidt fra såvel Schönberg som Bergs tonesprog.

Jeg vil ikke skrive så meget mere om værket, som kan høres og ses her, men blot pege på to ting: For det første er jeg kritisk over for det instrumentationsmæssige i værket. Det er meget tysk, strygerbaseret og homogent instrumenteret, ja nærmest lidt gumpetungt, hvis man fx sammenligner med Olivier Messiaens Turangalîla-symfoni, der er komponeret i årene lige efter eller bare med Mahlers symfonier halvtreds år før, som Klenaus musik ellers kan lede tankerne hen på. For det andet er værket formmæssigt lidt særpræget med de første par satser som de klart mest interessante ud fra en modernistisk optik, en nærmest kæk Allegro-march i midten (beskrevet af en ven som champagnegallop-agtig!) og ellers satser, der stilmæssigt springer mellem Verdi, Schubert, Bruckner, Nielsen og det imellem. Alt i alt virkede det lidt som en rodebutik.

Måske skyldes mit lidt kritiske syn på værket mine egne forventninger om, at skulle høre noget ganske andet. Jeg synes generelt der bliver spillet for lidt af Schönbergs post-1909-værker, og jeg havde set frem til noget, der lignede. Måske folk med en anden tilgang har fået andet og mere ud af koncerten – der var i hvert fald efterfølgende stående applaus. Jeg ser dog i stedet frem mod næste torsdag, hvor man samme tid og sted kan høre Alban Bergs Tre orkesterstykker, op. 6. En blogpost er på vej om dette.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *