Reportage fra Athelas New Music Festival 2012

Pianisten Rolf Hind. Foto: Alexander Banck-Petersen

Pianisten Rolf Hind. Foto: Alexander Banck-Petersen

Jeg har skrevet en reportage fra Athelas New Music Festival 2012 for nettidskriftet SEISMOGRAF. Festivalen leverede bl.a. en rigtig god koncert med pianisten Rolf Hind, der spillede klaverstykker af Satie og Debussy, stykker for præpareret klaver af John Cage samt en uropførelse af Christian Winther Christensen. Læs hele reportagen her.

Omlyd – online!

Omlyd

Omlyd #3

Som nogen måske ved, er jeg medredaktør på bladet Omlyd, der er et tidsskrift, der udkommer hvert halve år, handler om musik og musikvidenskab og har sin base blandt de studerende ved Musikvidenskab ved Københavns Universitet. I fredags har vi release-fest på Omlyd #3 med stor succes. Vi har fået tilknyttet en rigtig dygtig grafisk designer til bladet (tjek hende ud her), så bladet begynder efterhånden at se helt professionelt ud.

Vi er også gået online, og man således finde alle artikler fra de sidste tre udgivelser på nettet nu på adressen www.omlyd.com. Det er vores intention, at bladet skal leve mindst lige så meget på nettet som på skrift, og at hjemmesiden og dens indhold forhåbentlig kan anspore til debat. Vi håber at hjemmesiden kunne blive et vigtigt sted for en intellektuel tilgang til musik, der placerer sig imellem den egentlig forskningsverden inden for musikvidenskab og kulturforskning og den mere populære musikkritik – et sted, der sjovt nok ikke er videre befolket!

Til Omlyd #3 har jeg skrevet en artikel, der opridser debatten om Musikvidenskab ved Aarhus Universitet i Weekendavisen i sommers. Den kan læses her. Til Omlyd #1 skrev jeg en artikel om jazz, tradition og Marsalis-brødrene, der kan læses her.

The Simpsons and Philosophy

The Simpsons and Philosophy

Da jeg så bogen The Simpsons and Philosophy i en amerikansk boghandel for et års tid siden, kunne jeg ikke lade være med at købe den. Ikke alene er The Simpsons mit absolutte yndlings tv-show, men jeg har også en svaghed den slags filosofisk spekulation, som titlen antyder. Jeg har først fået læst bogen nu og vil give den et par ord med på vejen her på bloggen.

Bogen er en antologi med i alt 18 artikler skrevet af en række filosoffer og andre akademikere, primært fra diverse “English departments” i USA. Efterhånden som jeg fik læst mig igennem bogen, fandt jeg ud af, at det måske ikke i så høj grad var den filosofiske spekulation, der interessede mig, men mere de kulturvidenskabelige aspekter af denne populære amerikanske tv-serier.

Continue…

Åbent Hus med Nikolaj og Hella

Hvad skal man synes om et radioprogram som Åbent Hus med Nikolaj og Hella? For dem som ikke ved det, er det P2s relativt nye radioprogram søndag formiddag, hvor den klassiske musik forsøges formidlet på en ungdommelig og uformel måde med de to folkekære værter Hella Joof og Nikolaj Koppel. Musikken krydres med diskussioner om klassisk musik som den ses fra den uindviedes synspunkt, og lytterne inddrages, idet de fx opfordres til at sende “dumme” spørgsmål ind til programmet. På samme måde udspiller de to værter deres respektive roller som henholdsvis den uindviede lytter og begyndende musikelsker (Joof) og den tålmodigt forklarende og overbærende ekspert (Koppel). Endelig diskuteres musikkens rolle i forhold til individ og samfund. Er det arv eller miljø, der determinerer interessen for klassisk musik? Hvordan benyttes musik i forholdet til helbredt ved musikterapi m.v.?

Hvad skal man synes om et radioprogram som Åbent Hus med Nikolaj og Hella? For dem som ikke ved det, er det P2s relativt nye radioprogram søndag formiddag, hvor den klassiske musik forsøges formidlet på en ungdommelig og uformel måde med de to folkekære værter Hella Joof og Nikolaj Koppel. Musikken krydres med diskussioner om klassisk musik som den ses fra den uindviedes synspunkt, og lytterne inddrages, idet de fx opfordres til at sende “dumme” spørgsmål ind til programmet. På samme måde udspiller de to værter deres respektive roller som henholdsvis den uindviede lytter og begyndende musikelsker (Joof) og den tålmodigt forklarende og overbærende ekspert (Koppel). Endelig diskuteres musikkens rolle i forhold til individ og samfund. Er det arv eller miljø, der determinerer interessen for klassisk musik? Hvordan benyttes musik i forholdet til helbredt ved musikterapi m.v.?

Continue…

Jazzkritik eller mangel på samme

I det seneste nummer af Jazz Special (#119) kan man læse en artikel af Jakob Hassing under overskriften “Anmeldere skal have en mening – men hvad er meningen?”, som sætter det danske jazzanmelderi under lup. Jeg har tidligere skrevet en række koncertanmeldelser på denne blog, men er holdt med det igen og har længe ville skrive en artikel om anmelderiets faldgruber eller “hvorfor anmeldelser er noget fis”, som min arbejdstitel har heddet. Hassings artikel har givet mig lyst til at tage denne diskussion op særligt i forbindelse med anmeldelser af jazz.

Continue…

Musikvidenskab og musikhistorie

I forbindelse med udarbejdelsen af den nye bachelor-studieordninger ved Musikvidenskab, som jeg sammen med en række medstuderende og undervisere deltager i, diskuterer vi en stor del af tiden, hvilken plads og form musikhistorien og musikhistorieundervisningen skal have. Der er meget delte meninger om dette spørgsmål, som er af helt central betydning for forståelse af musikvidenskabens (og kulturvidenskabernes) rolle og forpligtelser. Jeg må indrømme, at jeg er meget i tvivl om disse spørgsmål og inde i en fase, hvor mine holdninger udvikler sig. Jeg poster derfor det følgende, som jeg skrev kladde til for et stykke tid siden, og hvor jeg stadig kan stå inde for meget af det.

Continue…

Jazzfestival 2010, 3. del

Efter den indledende runde med en del koncerter, blev de næste par dage lidt mere sløje for mit vedkommende. Tirsdag skulle jeg havde hørt Christina von Bülow på den lokale Bartof Cafe med mine forældre, men da vi kom derned, var der for mange mennesker, så vi gik hjem og så fodbold-semifinale i stedet.

David Sanborn

David Sanborn, Steve Gadd og Joey DeFrancesco i Tivoli.

Joshua Redman var som nævnt udsolgt, og der skulle jo også skulle ses fodbold onsdag, så først efter kampen var færdig, stod den på den sidste halvdel af David Sanborn-koncerten i Tivoli, hvor han spillede sammen med Steve Gadd og Joey DeFrancesco. Tivoli er et hyggeligt sted om aftenen, og når man kan komme gratis ind og høre koncerter på sit årskort, bærer man over med, at der sjældent er de allerfedeste navne på plakaten. Jeg blev dog alligevel noget skuffet over denne koncert, Tivolis lidt stadion-agtige lyd kombineret med Gadds mekaniske trommespil var ikke noget god kombination. Desuden havde musikken det lidt bøvede præg, der kommer af orgelfodbas, og repertoiret, der var holdt i meget gammeldags blues-stil, gjorde ikke dette bedre. Udover fodbassen skulle DeFrancesco også både spille traditionel hammondorgel og keyboard og desuden både spille trompet og synge (dog ikke samtidig!), hvilket gjorde at ingen af delene skete med særlig stor kunstnerisk gennemslagskraft. David Sanborn spillede efter min mening bedst denne aften, hans spil havde en vitalitet, som de andre ikke kunne matche. Det meste interessante denne aften var, at vi fik Michael Jacksons “The Way You Make Me Feel” i en slags blues-udgave, der formåede at bibringe en original, omend noget gammeldags, fortolkning af sangen.

Continue…

Jazzfestival 2010, 2. del

Copenhagen Jazz Festival havde i år indgået et samarbejde med Copenhagen Jazzhouse om en række koncerter under navnet 21st Century Jazz, hvor man bl.a. havde mulighed for at høre en del af de unge musikere fra New York, der angiveligt står for innovationen indenfor jazzen i dag. Man må hilse dette samarbejde velkommen, da det bl.a. er det høje internationale niveau på Jazzhouse, der i år har gjort festivalens program markant mere spændende end sidste år.

Da begge koncerter med Joshua Redmans dobbelt-trio var udsolgt, fik jeg kun hørt to koncerter i Jazzhouse i år, Vijay Iyer med sin trio søndag aften og Fly mandag aften. Den amerikanske trommeslager Jason Marsalis, som er lillebror til den (herostratisk) berømte Wynton Marsalis, har været været ude med en opdatering af den neoklassicistiske jazzkritik (se her og her), hvor han mener, at de såkaldte “Jazz Nerds”, der lægger vægt på komplicerede strukturer, “odd meters” m.v. og ser bort fra jazzens historiske arv, har taget magten inden for jazzverdenen. Marsalis begræder bl.a., at swing af mange unge jazzmusikere anses for uinteressant. På mange måder er Jason Marsalis kritik problematisk, ligesom hans brors kritik var det i 80’erne, hvis den i for høj grad kommer til at diktere snævre rammer for, hvad jazz er og ikke er. På den anden side må jeg på det personlige plan give Marsalis ret i nogle af hans pointer: Jeg savner tit hos de unge amerikanere en tættere forbindelse til musikken i 60’erne, som er min favoritepoke. Den postmoderne jazz, vi har i dag, plukker fra alle mulige steder, men går ofte uden om det, der ligger lige for, den store arv fra 50’erne og 60’erne. Det hjælper dog ikke at forsøge at definere sig ud at dette, ved at sige at jazz fx skal indeholde swing eller blues-feeling (som Wynton Marsalis fx har gjort sig til talsmand for), musikerne laver den musik, de vil, uanset om det hedder jazz eller ej. Man må i stedet håbe, at nok musikere støtter op om og rent faktisk spiller med fx swing. Kun sådan kan det overleve, og det tror jeg nu nok skal ske.

Continue…

Jazzfestival 2010, 1. del

Jazz festival 2010

Plakaten for Jazzfestivalen 2010.

Ligesom folk, der har været på Roskilde festival, vil jeg skrive lidt om mine oplevelser på året Copenhagen Jazz Festival. Da jeg har været til en del koncerter, vil jeg dele det lidt op, så det ikke bare bliver ren opremsning, så her kommer 1. del.

Festivalen startede fredag den 2. juli, og jeg plejer ikke at deltage i selve den officielle åbning, men var i år så jazz-hungrende, at jeg måtte igang fra starten. Det var annonceret at kulturministeren skulle holde en åbningstale, men hvem, der skulle spille, fremgik ikke af programmet før samme dag. Per Stig Møllers holdt en tale, hvor han udover at citere Platon fik beskrevet sin eget forhold til jazzen, og hvordan han bl.a. havde siddet inde på det hedengangne Vingården og snakket med diverse jazzmusikere. Desuden fremhævede han Miles Davis’ rytmegruppe fra 60’erne med Ron Carter, Herbie Hancock og Tony Williams, som er en af mine absolutte yndlingsrytmegruppe, i forbindelse med forholdet mellem jazzens tradition og fornyelse (så vidt jeg husker). 2 point til de konservative!

Musikalsk blev festivalen åbnet dels af en tromme/sousafon duo (Stefan Pasborg og Jacob Munch), der spillede lidt fri impro, og dels af det svenske band Odd Job, der leverede en god omgang jazz/rock, der bragte minderne hen på Miles Davis anno slut 60’erne. Åbningskoncerten virkede dog ikke som et festfyrværkeri af musik, og den sene annoncering kunne dog også få en til at tro, at festival måske oprindelig havde haft et andet åbningsband i tankerne end dette lidt obskure svenske orkester.

Continue…

Festival-minimalisme

Music for 18 Musicians

Uddrag af partituret til Steve Reichs “Music for 18 Musicians”

Da jeg i efteråret fulgte kurset “Modernisme og avantgarde” ved Musikvidenskab, blev jeg for alvor gjort opmærksom på Steve Reichs musik. I forbindelse med en ved første øjekast temmelig obskur analyse af forholdet mellem minimalistisk kunstmusik, disko og det amerikanske (repetitive) massesamfund anno slut-70’erne fra bogen Repeating Ourselves af Robert Fink (som jeg dog kun har fået præsenteret) hørte jeg stykket Music for 18 Musicians, og dette åbnede mine øjne for minimalismen, som jeg tidligere havde betragte med skepsis. I søndags (6. juni) opførtes dette værk for første gang i Danmark i forbindelse med Athelas New Music Festival.

Continue…