Blandede nyheder

Mixed-companyDer er sket en del ting den seneste tid. Jeg har anmeldt den nye cd med musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Mixed Company, over på Seismografs side. Jeg er generelt ret begejstret, men har også et par forbehold. Læs anmeldelsen her.

Jeg har også fået den endelige bedømmelse af mit speciale og bliver altså nu endelig udskrevet af universitetet. Hvis der er nogen, der er interesseret i at læse specialet, som handler om første sats af Gustav Mahlers Niende symfoni, kan det hentes her. Jeg håber også at få tid til at skrive om det her på bloggen snart, men indtil videre kan man høre mig fortælle lidt om det til Omlyd, som led i Omlyd Lytter-videoprojektet. Det er ærefuldt at være den første specialestuderende i det fine selskab, men det er flere på vej, så vidt jeg er orienteret. Se den nedenfor. (Jeg beklager det lidt fjogede stillbillede.)

Omlyd Lytter til Nikolaj Strands from Omlyd on Vimeo.

Endelig skal det nævnes, at jeg har fået arbejde! Jeg er pr. 1. maj ansat som forskningsbibliotekar på musik- og teaterområdet ved Det Kongelige Bibliotek – en job jeg på baggrund af den første uge ser meget frem til.

Tolvtonesensation

I går aftes var jeg i DR’s Koncerthus og høre uropførelsen af Paul von Klenaus Niende symfoni – komponeret i 1945-46. Koncerten var slået op som ”årets musiksensation” og har været nærmest hypet i musikkredse den seneste tid. Hvis man tilslutter sig en musikdefinition, der inkluderer andet end ”klassisk” musik, er det svært ikke at trække lidt på smilebåndet over den bombastiske formulering, men inden den symfoniske musiks område var der faktisk tale om lidt af en sensation, eller i hvert fald en musikhistorisk ret interessant begivenhed.

Læs mere Tolvtonesensation

Rune Glerup: Dust Encapsulated

Jeg har for en uge siden anmeldt Rune Glerups nyudgivne cd, Dust Encapsulated, over på Seismografs side. Den kan læses her. Jeg forsøger i anmeldelsen af skrive noget om såvel værkerne som opførelsen og det mediespecifikke ved cd-optagelsen. Generelt roser jeg Glerups kompositoriske opfindsomhed og hans evne til at finde interessant “musikalske objekter” og sammenstykke dem til et meningsfuldt hele.

Jeg er lidt ked af, jeg ikke fik skrevet så meget om cd’ens sidste track, Divertimento for sinfonietta. Dette stykke er hvad angår længde, instrumentation og musikalske idéer lige så vægtigt som Dust Encapsulated #2, som jeg vier mere plads til. Jeg  har siden lyttet lidt mere til Divertimentoet, og jeg vil give det et par ord med på vejen her. Det kan høres her:

Læs mere Rune Glerup: Dust Encapsulated

Nye skriverier

Messer Kvartet
Messer Kvartetten, som kunne høres ved Suså Festival 2012.

Jeg har for et stykke tid siden skrevet en reportage fra Suså festivalen for ny kompositionsmusik i Næstved for DMT/Seismograf. Den kan læses her.

Jeg har også skrevet en lille “kærlighedserklæring” til basklarinetten, et af mine absolutte yndlingsinstrumenter, hvor jeg har fundet en masse gode YouTube-videoer med dette skønne instrument. Den kan læses over på Omlyds side.

Det autentiske

DetBegrebet autenticitet har været diskuteret indgående i medierne i den seneste tid. Debattør (og provokatør!) Ulla Holm (hende der tidligere har beskyldt Noma for at være fascisme forklædt som avantgarde) beskrev fx i Information tidligere på året, hvordan jagten på sund mad, økologi og dyrevelfærd først og fremmest er udtryk for kulturelitens jagt på autenticitet og på dens afsværgelse af moderniteten til fordel for en idyllisk, præmoderne fortid. Det skabte selvsagt en del debat, ligesom også Andrew Potters bog The Authenticity Hoax: How We Get Lost Finding Ourselves om jagten på autenticitet i det moderne samfund har givet genklang i medierne.

Også inden for kunstens verden har begrebet fået aktuel opmærksom med Jørgen Dehs’ for nyligt udkomne bog Det autentiske – fortællinger om nutiden kunstbegreb, som jeg vil give et par ord med på vejen her på bloggen. Dehs, som jeg tidligere kun er stødt på i forbindelse med en oversigtartikel om Gilles Deleuze og kunsten, er filosof, lektor og leder af forskeruddannelsen ved Arkitektskolen Aarhus og æstetikken er således et af hans specialer.

Læs mere Det autentiske

Reportage fra Athelas New Music Festival 2012

Pianisten Rolf Hind. Foto: Alexander Banck-Petersen
Pianisten Rolf Hind. Foto: Alexander Banck-Petersen

Jeg har skrevet en reportage fra Athelas New Music Festival 2012 for nettidskriftet SEISMOGRAF. Festivalen leverede bl.a. en rigtig god koncert med pianisten Rolf Hind, der spillede klaverstykker af Satie og Debussy, stykker for præpareret klaver af John Cage samt en uropførelse af Christian Winther Christensen. Læs hele reportagen her.

The Simpsons and Philosophy

Da jeg så bogen The Simpsons and Philosophy i en amerikansk boghandel for et års tid siden, kunne jeg ikke lade være med at købe den. Ikke alene er The Simpsons mit absolutte yndlings tv-show, men jeg har også en svaghed den slags filosofisk spekulation, som titlen antyder. Jeg har først fået læst bogen nu og vil give den et par ord med på vejen her på bloggen.

Bogen er en antologi med i alt 18 artikler skrevet af en række filosoffer og andre akademikere, primært fra diverse “English departments” i USA. Efterhånden som jeg fik læst mig igennem bogen, fandt jeg ud af, at det måske ikke i så høj grad var den filosofiske spekulation, der interessede mig, men mere de kulturvidenskabelige aspekter af denne populære amerikanske tv-serier.

Læs mere The Simpsons and Philosophy

Jazzfestival 2010, 3. del

Efter den indledende runde med en del koncerter, blev de næste par dage lidt mere sløje for mit vedkommende. Tirsdag skulle jeg havde hørt Christina von Bülow på den lokale Bartof Cafe med mine forældre, men da vi kom derned, var der for mange mennesker, så vi gik hjem og så fodbold-semifinale i stedet.

David SanbornJoshua Redman var som nævnt udsolgt, og der skulle jo også skulle ses fodbold onsdag, så først efter kampen var færdig, stod den på den sidste halvdel af David Sanborn-koncerten i Tivoli, hvor han spillede sammen med Steve Gadd og Joey DeFrancesco. Tivoli er et hyggeligt sted om aftenen, og når man kan komme gratis ind og høre koncerter på sit årskort, bærer man over med, at der sjældent er de allerfedeste navne på plakaten. Jeg blev dog alligevel noget skuffet over denne koncert, Tivolis lidt stadion-agtige lyd kombineret med Gadds mekaniske trommespil var ikke noget god kombination. Desuden havde musikken det lidt bøvede præg, der kommer af orgelfodbas, og repertoiret, der var holdt i meget gammeldags blues-stil, gjorde ikke dette bedre. Udover fodbassen skulle DeFrancesco også både spille traditionel hammondorgel og keyboard og desuden både spille trompet og synge (dog ikke samtidig!), hvilket gjorde at ingen af delene skete med særlig stor kunstnerisk gennemslagskraft. David Sanborn spillede efter min mening bedst denne aften, hans spil havde en vitalitet, som de andre ikke kunne matche. Det meste interessante denne aften var, at vi fik Michael Jacksons “The Way You Make Me Feel” i en slags blues-udgave, der formåede at bibringe en original, omend noget gammeldags, fortolkning af sangen.

Læs mere Jazzfestival 2010, 3. del

Jazzfestival 2010, 2. del

Copenhagen Jazz Festival havde i år indgået et samarbejde med Copenhagen Jazzhouse om en række koncerter under navnet 21st Century Jazz, hvor man bl.a. havde mulighed for at høre en del af de unge musikere fra New York, der angiveligt står for innovationen indenfor jazzen i dag. Man må hilse dette samarbejde velkommen, da det bl.a. er det høje internationale niveau på Jazzhouse, der i år har gjort festivalens program markant mere spændende end sidste år.

Da begge koncerter med Joshua Redmans dobbelt-trio var udsolgt, fik jeg kun hørt to koncerter i Jazzhouse i år, Vijay Iyer med sin trio søndag aften og Fly mandag aften. Den amerikanske trommeslager Jason Marsalis, som er lillebror til den (herostratisk) berømte Wynton Marsalis, har været været ude med en opdatering af den neoklassicistiske jazzkritik (se her og her), hvor han mener, at de såkaldte “Jazz Nerds”, der lægger vægt på komplicerede strukturer, “odd meters” m.v. og ser bort fra jazzens historiske arv, har taget magten inden for jazzverdenen. Marsalis begræder bl.a., at swing af mange unge jazzmusikere anses for uinteressant. På mange måder er Jason Marsalis kritik problematisk, ligesom hans brors kritik var det i 80’erne, hvis den i for høj grad kommer til at diktere snævre rammer for, hvad jazz er og ikke er. På den anden side må jeg på det personlige plan give Marsalis ret i nogle af hans pointer: Jeg savner tit hos de unge amerikanere en tættere forbindelse til musikken i 60’erne, som er min favoritepoke. Den postmoderne jazz, vi har i dag, plukker fra alle mulige steder, men går ofte uden om det, der ligger lige for, den store arv fra 50’erne og 60’erne. Det hjælper dog ikke at forsøge at definere sig ud at dette, ved at sige at jazz fx skal indeholde swing eller blues-feeling (som Wynton Marsalis fx har gjort sig til talsmand for), musikerne laver den musik, de vil, uanset om det hedder jazz eller ej. Man må i stedet håbe, at nok musikere støtter op om og rent faktisk spiller med fx swing. Kun sådan kan det overleve, og det tror jeg nu nok skal ske.

Læs mere Jazzfestival 2010, 2. del

Jazzfestival 2010, 1. del

Jazz festival 2010Ligesom folk, der har været på Roskilde festival, vil jeg skrive lidt om mine oplevelser på året Copenhagen Jazz Festival. Da jeg har været til en del koncerter, vil jeg dele det lidt op, så det ikke bare bliver ren opremsning, så her kommer 1. del.

Festivalen startede fredag den 2. juli, og jeg plejer ikke at deltage i selve den officielle åbning, men var i år så jazz-hungrende, at jeg måtte igang fra starten. Det var annonceret at kulturministeren skulle holde en åbningstale, men hvem, der skulle spille, fremgik ikke af programmet før samme dag. Per Stig Møllers holdt en tale, hvor han udover at citere Platon fik beskrevet sin eget forhold til jazzen, og hvordan han bl.a. havde siddet inde på det hedengangne Vingården og snakket med diverse jazzmusikere. Desuden fremhævede han Miles Davis’ rytmegruppe fra 60’erne med Ron Carter, Herbie Hancock og Tony Williams, som er en af mine absolutte yndlingsrytmegruppe, i forbindelse med forholdet mellem jazzens tradition og fornyelse (så vidt jeg husker). 2 point til de konservative!

Musikalsk blev festivalen åbnet dels af en tromme/sousafon duo (Stefan Pasborg og Jacob Munch), der spillede lidt fri impro, og dels af det svenske band Odd Job, der leverede en god omgang jazz/rock, der bragte minderne hen på Miles Davis anno slut 60’erne. Åbningskoncerten virkede dog ikke som et festfyrværkeri af musik, og den sene annoncering kunne dog også få en til at tro, at festival måske oprindelig havde haft et andet åbningsband i tankerne end dette lidt obskure svenske orkester.

Læs mere Jazzfestival 2010, 1. del