Som nogen måske ved, er jeg medredaktør på bladet Omlyd, der er et tidsskrift, der udkommer hvert halve år, handler om musik og musikvidenskab og har sin base blandt de studerende ved Musikvidenskab ved Københavns Universitet. I fredags har vi release-fest på Omlyd #3 med stor succes. Vi har fået tilknyttet en rigtig dygtig grafisk designer til bladet (tjek hende ud her), så bladet begynder efterhånden at se helt professionelt ud.

Vi er også gået online, og man således finde alle artikler fra de sidste tre udgivelser på nettet nu på adressen www.omlyd.com. Det er vores intention, at bladet skal leve mindst lige så meget på nettet som på skrift, og at hjemmesiden og dens indhold forhåbentlig kan anspore til debat. Vi håber at hjemmesiden kunne blive et vigtigt sted for en intellektuel tilgang til musik, der placerer sig imellem den egentlig forskningsverden inden for musikvidenskab og kulturforskning og den mere populære musikkritik – et sted, der sjovt nok ikke er videre befolket!

Til Omlyd #3 har jeg skrevet en artikel, der opridser debatten om Musikvidenskab ved Aarhus Universitet i Weekendavisen i sommers. Den kan læses her. Til Omlyd #1 skrev jeg en artikel om jazz, tradition og Marsalis-brødrene, der kan læses her.

Bogen er en antologi med i alt 18 artikler skrevet af en række filosoffer og andre akademikere, primært fra diverse “English departments” i USA. Efterhånden som jeg fik læst mig igennem bogen, fandt jeg ud af, at det måske ikke i så høj grad var den filosofiske spekulation, der interessede mig, men mere de kulturvidenskabelige aspekter af denne populære amerikanske tv-serier.

Efter min mening er The Simpsons noget af det mest fantastiske, der nogensinde er kommet ud ad den amerikanske kulturindustri, og jeg mener, at serien langt overgår andre tilsvarende eller afledte serier, såsom Futurama, Family Guy og South Park. Jeg tror, at det jeg synes gør The Simpsons særligt vellykket er to ting: For det første den måde serien tematiserer politiske, samfundsmæssige og kulturelle emner og ofte rammer overraskende dybt både på det deskriptive og normative plan uden at forfalde til flad politisering. For det andet er der dobbeltheden i serien. Både i forhold til de utallige kulturelle og historiske henvisninger og allusioner og i forhold til humoren. Serien kan forstås, grines af og nydes på mange forskellige niveauer, lige fra falden-på-halen niveau til niveauet for den mest obskure intellektuelle henvisninger.

I The Simpsons and Philosophy behandles disse emner, men desværre ikke i lige så høj grad og lige så dybdegående, som man kunne ønske sig. Mange af artiklerne bærer præg af at være skrevet af filosoffer af den lidt kedelige slags, hvilket fx giver sig til udtryk i en overvægt af artikler, der fokuserer på etiske aspekter af den forskellige karakterers personlighed. Både Homer, Marge, Mr. Burns og Flanders udsættes for analyser af, hvorvidt de kan betragtes som “virtuous” el.lign., og dette gøres ofte efter den kendte Erasmus Montanus-agtige logiske metode, hvor argumenter (såsom spørgsmål om liv og død!) deles op i delargumenter, der granskes i detaljer. Efter min mening en meget lidt frugtbar tilgang til “livets store spørgsmål”. Det er tydeligt, at flere af fagfilosofferne ikke i særlig stor udstrækning er vant til at forholde sig til litterære og kunstneriske former, hvorfor der fx også er dedikeret et helt kapitel til spørgsmålet “kan vi overhovedet lære noget af fiktion?”

Bogen indeholder dog flere interessante kapitler. I “Thus Spake Bart: On Nietzsche and the Virtues of Being Bad” af Mark T. Conard, undersøges det, om Bart Simpson kan ses som et en realisering af Nietzsches Übermensch. Artikelen giver et (overfladisk) indblik i såvel Schopenhauers som Nietzsches filosofi og sætter Barts ballademagerfigur ind i denne kontekst. I “The Simpsons and Allusion: “Worst Essay Ever”" af W. Irwin og J.R. Lombardo analyseres seriens udstrakte brug af såvel fin- som populærkulturelle henvisninger. Artiklen er mere oplysende end egentlig filosofisk spekulerende. Artiklerne “Simpsonian Sexual Politics” (D.E. Snow og J. Snow) og “The Simpsons: Atomistic Politics and the Nuclear Family” (P.A. Cantor) analyserer køns- og familiemæssige spørgsmål på en interessant måde, uden dog at udfolde diskussionen på baggrund af et gender-teoretisk eller feministisk fundament. Artiklen “A (Karl, not Groucho) Marxist in Springfield” af J. Wallace analyserer lidt på samme måde seriens kritiske potentiale, men dog med et noget ensporet begreb om marxistisk inspireret kritisk tænkning.

Den bedste artikel synes jeg faktisk er “”And the Rest Writes Itself”: Roland Barthes Watches The Simpsons” af D.L.G. Arnold, hvor både Barthes tidlige strukturalistisk metode (fra bl.a. Mythologies, 1957) og den senere “post-strukturalistiske” og receptions-fokuserede tilgang (fx i S/Z, 1970) tages i anvendelse i en analyse af seriens flerlagede og mangetydige kommunikation. Med afsæt i en episode hvor Bart og Lisa selv skriver manuskriptet til et Itchy & Scratcy tegneserieafsnit, argumenteres der for, at The Simpsons kan ses som udtryk for Barthes’ “skrivelige tekst” og i modsætning til mange andre serier lader sine signifianter flyde mere frit:

The writerly or plural text like The Simpsons, however, resists this push to conform. By foregrounding its signifiers, the show permits a freer, more richly associative kind of reading, and effects a more penetrating social satire. Barthes’s “galaxy of trifling data” aptly describes Bart’s world of Elvis-impersonators and flesh-eating ants, the world with which The Simpsons presents us, the skill of narrative arising, as Barthes suggests, from the “distance between” the data, between denotation and connotation, between signifier and signified. It’s a random, absurd; to admit that it is really out own, to admit that we have to this extent lost control of the mechanism of stability and meaning would be too embarassing. We find instead that we must laugh, if only in self-defense. (s. 268)

Alt i alt synes jeg bogen er læseværdig pga. de ovennævnte artikler, men der er dog som nævnt også en del mindre spændende passager i bogen og enkelte artikler, der virker helt ude af trit med hvad analyse og tolkning af “tekst” er og bør være i dag.

Ændringerne i P2′s musikformidling er igennem de seneste år blevet kritiseret voldsomt for at tale ned til folk og for at erstatte den seriøse og vidende formidling med pop. I mange år var P2 en højborg for en mere indforstået og højtidelig musikformidling som passede godt til folk med en klassisk (elitær) musikhabitus. Den tilnærmelse mellem P2′s radioformat og det format man finde på P3 samt de kommercielle radiostationer har naturligvis virket stødende på mange. Hvis ændringen af P2 overhovedet har haft nogen betydning lyttermæssigt, har man ikke hørt meget om det, primært har de været de kritiske røster, der har fået spalteplads.

Når man hører Åbent Hus, virker det dog som om, at der rent faktisk findes mange mennesker, der nyder at lytte til klassisk musik, men ikke har følt, at den hidtidige formidling har tiltalt dem. Det er selvfølgelig en del af programmets selvpromovering at fokusere på, hvor meget positiv respons de har fået, men når man som musik-”ekspert” hører nogle af de ting, der bliver skrevet ind, læst op og diskuteret, kan man alligevel ikke helt lade være med at tænke at den mere traditionelle formidling af den klassiske musik har slået fejl. Klassisk musik er notorisk marginaliseret i dagens Danmark. Blandt unge er den klassiske musik for langt de fleste et kuriøst fænomen, der hører fortiden til. De klassiske koncerters publikum består primært af folk over 50, og der er en ret entydig sammenhæng mellem interessen for klassisk musik og kulturelt kapital (hvilket primært vil sige uddannelse) og dermed med økonomiske og klassemæssige forskelle.

Er den formidling, der foregår i et program som Åbent Hus udtryk for, at den traditionelle formidling har udelukket store dele af befolkningen fra at få kendskab og interesse for klassisk musik netop i kraft af en formidling, der tager lytterens forudsætninger for givet? Er vi vidne til dette regimes sammenbrud og vil vi nu se en opblomstring af interessen for klassiske musik i alle samfundsgrupper? Eller er programmet og P2′s musikformidling generelt udtryk for en kvalitetssænkning, der kan beskrives objektivt og faktuelt? Kan man forestille sig en musikformidling der på sammen tid virker tiltalende for den indviede og den uindviede, eller må der altid vælges mellem en “seriøs” formidling, der bekræfter den sociale eksklusion og en “populær” formidling, der nødvendigvis må virke banal og populistisk for den indviede?

Jeg vil tage udgangspunkt i Hassings begrædelse af en udvikling i jazzanmelderiet, som Hassing beskriver på følgende måde:

Anmelderiet i dansk kulturpresse synes i stigende grad at være angrebet af kedelige konventioner, hvilket betyder en anonymisering af anmelderen, som skriver “intetsteds” fra men til gavn for den ansigstløse læser, der først og sidst ses som forbruger.

Det beklages i den forbindelse, at der findes så få anmelderpersonligheder som fx Boris Rabinowitsch, som formår at skabe en “stiltiende overenskomst mellem anmelder og læser om, at de har et fælles ærinde.” Anmeldelsen kan ikke bare være udtryk for en smagsdom, men må være en dialog mellem anmelder og læser på baggrund af præmisser, der er lagt åbent frem:

En god anmeldelse er en levende tekst, der først bliver levende i mødet med læseren.

Denne beskrivelse af “den gode anmeldelse” leder naturligt Hassing videre på sporet af en sondring mellem anmeldelse og kritik:

Hvor anmeldelsen holder sig til en vurdering af produktet i sig selv og dermed giver læseren mulighed for at tage stilling til et spørgsmål, der i sidste instans kan koges ned til: Skal jeg købe den her cd eller skal jeg lade være? Kort og klar forbrugervejledning. Mens kritiken søger at perspektivere udgivelsen i forhold til kunstnerens ståsted i karrieren og tidligere udgivelser – at se udgivelsen i lyset af historien, orienteringer, perioder og færdselsårer, der har betydning for det udtryk, der skal bedømmes.

Denne sondring mellem anmeldelse og kritik ser Hassing som udtryk for henholdsvis en købskultur og en dannelseskultur, hvor anmeldelsen henvender sig til forbrugeren, og kritikken henvender sig til den kulturelt interesserede borger. Anmeldelsen kan være interessant nok som dokumentation og som medvirkende til at skabe “en offentlighed om udenlandsk og især dansk jazz”, men et større fokus på en genuin jazzkritik er absolut nødvendig, hvis jazzen skal overleve:

Et spirende og blomstrende kulturliv skal have næring mange steder fra – også i refleksivt perspektiv. En kunst der ties om, dør en stille død.

Jeg kan til fulde tilslutte mig Hassings kritik (på trods af den efter min mening lidt altmodische implicitte kapitalismekritik), og jeg vil i det følge sætte sagen lidt mere på spidsen end Hassing har haft lyst til (eller har turdet gøre i Jazz Special). Jeg har i efterhånden en del år abonneret på og læst Jazz Special, men jeg har ved flere lejligheder overvejet, om jeg skulle sige mit abonnement op. Bladet er dog relativt billigt, og jeg er alligevel så gammeldags, at jeg godt kan lide, at der dumper et flot layoutet magasin ind ad brevsprækken (eller i postkassen nu) en gang imellem. Desuden synes jeg stadig der er gode nyhedsopsummeringer fra jazzverdenen samt enkelte gode artikler i bladet. Jeg må dog sige, at jeg synes i bladet og i øvrigt i hele det danske jazzsamfund er skrigende mangel på netop jazzkritik.

Jeg har diskuteret dette spørgsmål med flere jævnaldrende og jazzinteresserede, der for de flestes vedkommende ikke læser Jazz Speciel længere. Kombinationen af korte, købsorienterede og uinspirerede anmeldelser, musikerpotrætter, der ofte mere har karakter af mikronfonholderi end kritisk interview samt artikler, der nostalgisk ser tilbage på de gode gamle dage i Store Regnegade 19A skræmmer mange væk. Jeg er tilbøjelig til at give folk ret i langt stykke hen ad vejen. Selvom der kan være såvel interessante portrætartikler som anmeldelser, savner man i allerhøjste grad artikler, der sætter tager udgangspunkt i musikken og sætter den ind i bl.a. de sammenhænge som Hassing beskriver ovenfor.

Alt for ofte er interviewene blot ren biografisme kombineret med musikernes egne mere eller mindre indsigtsfulde æstetiske overvejelser, som tit fortaber sig i tågesnak og luftige udtalelser om musikkens uugrundelighed. På trods af den tilbagevendende Blindebuks noget fragmentariske form, er der faktisk ofte mere interessante ting at hente her end i de længere interviews. En klog mand sagde på et tidspunkt til mig, at han synes det var mere interessant at høre komponister tale om andres musik end om deres egen. Det samme kan ofte siges om musikere.

Hvor er artiklerne og anmeldelserne, hvor musikken perspektiveres i forhold til samtiden og udviklingen i denne? Og som ikke blot er henvisninger til i hvor høj grad DR og politikerne svigter den jazz, der angiveligt er så vital for samfundet. Hvor er perpektiveringerne i forhold til tidens (og tidligere tiders) kunst, litteratur og videnskab? Hvorfor går man ikke for alvor ind på forholdet til andre musikformer, kompositionsmusikken, rocken, poppen og den elektroniske musik? Hvor er dialogen med de sidste 30 års filosofi, kulturteori og æstetik for slet ikke at nævne musikvidenskaben eller den mere seriøse jazzforskning. Selvom den egentlige jazzforskning er decimeret i Danmark, findes der dog masser af interessant forskning i udlandet, man kunne behandle mere indgående. Hvor er skikkelse, som de store, der tidligere præget den danske jazzkritik, Poul Henningsen, Svend Møller Kristensen, Jørgen Leth, Erik Wiedeman, som udover deres store viden og engagement for jazzen havde det ene ben solidt plantet i verden udenfor.

Som musikvidenskabsstuderende kan jeg ikke lade være med at bringe et musikvidenskabeligt perspektiv for dagen i form af en artikel af Joseph Kerman, en af de største foretalere for kritik (“criticism”) i den musikvidenskabelige praksis. I artiklen “How We Got into Analysis, and How to Get Out” (Critical Inquiry, 7 (1980)) beskriver han, hvordan musikvidenskaben mangler end pendant til den litterære kritik (“criticism”) som han beskriver som “extended, detailed, and complex mulling over of the matter at hand”. I stedet har man anmelderiet på den ene side, en journalistisk praksis, der ofte er overfladisk og præget af hastværk, og den musikalske analyse på den anden side, der er en akademisk disciplin, der ikke har nogen forbindelse med “almindelige” mennesker. Dette gælder særligt i USA, hvor den musikalske analyse er institutionaliseret som et fag i sig selv ved universiteterne (“Theory”) og desuden ofte benytter strukturelle tilgange, der i deres formalisme kan være uforståelige for andre end de indviede. Kermans pointe i artiklen er, at analytikernes positivistiske tilgang i virkeligheden ofte er udtryk for en ideologisk undertone, for en skjult æstetisk dagsorden omkring værdien af musikalsk “enhed”, som bør stilles åbent til skue. Hvis musikalsk analyse på denne måde kan gøres mere sensibel over for det enkelte musikalsk værk, kan en egentlig musikkritik vokse herudfra.

Det er i denne forbindelse interessant, at der stort set intet musikanalytisk aspekt indgår i Jazz Special, og at der, så længe jeg har læst det i hvert fald, aldrig har været trykt én eneste nodelinje, becifring eller lignende i bladet. Jeg er udemærket klar over, at bladet henvender sig til lægmænd og derfor ikke kan indholder detaljerede musikalske analyser, men en vis hældning imod en analytisk tænkemåde, der tager udgangspunkt i konkret musik og underlægger det en “udvidet, detaljeret og kompleks gennemtænkning”, for at bruge Kermans ord, kunne måske være en måde at gribe en egentlig jazzkritik an på. På dansk grund kan man sammeligne med bladet Kritik, som udover at rumme meget spændende artikler om alt lige fra kunst og litteratur til samfundsforhold har kritik af få udvalgte litterære værker, som til gengæld gives en fyldig behandling af nogle af landets skarpester hjerner. Kunne man forestille sig noget tilsvarende for jazzen?

Dette indlæg skal ikke ses som en nedrakning af Jazz Special, men snarere som en opfordring til en diskussion af mulighederne for en udvidelse af de danske jazzskriveri til at omfatte mere dybdegående og interessante artikler, som i sandhed fortjener navnet kritik.

Min gode ven og medstuderende, Mikkel Vad, har for nyligt skrevet et indlæg på sin blog om Richard Taruskins store 5-binds musikhistorie. Han stiller sig som udgangspunkt kritisk over for fremstillinger af musikshistorien som sådan, og viser sig dermed som en god postmodernist. Det er en udbredt holdning at ideen om den store musikhistorie er kritisabel af i hvert fald 3 grunde: 1) Der findes mange forskellige musikhistorier både geografisk og kronologisk, og det er umuligt at få alt med.  2) Alle historeskrivninger er (med Hayden Whites termer) udtryk for en narrativisering af en række udvalgte begivenhed. De er således i langt højere grad beslægtet med med den fiktionen end med naturvidenskaben. 3) Gennem udvælgelsen og eventuelle historiefilosofiske skemaer der lægges ned over begivenhederne, kan idéen om en fastlagt entydig musikhistorie bruges til at udgrænse det anderledes, det som ikke passer ind. Således kan musikhistorien medvirke til at opretholde undertrykkelse på baggrund af etnicitet, køn og samfundstatus. Kort sagt, den optik, du vælger at lægge på de historiske begivenheder er ideologisk.

Jeg sad for nogen tid siden og snakkede  med en anden af mine gode venner, der også har læst musikvidenskab, men nu går på konservartoriet, og da vi kom til at tale om musikhistorieundervisning, ytrede han, at det værste ved Musikvidenskab (ved KU) var, at der ikke var et alment musikhistoriekursus. Altså en kronologisk gennemgang af (primært den klassiske) musikhistorie.

Ganske rigtigt findes der ikke et sådan kursus på Musikvidenskab, al musikvidenskabelig (her brugt i modsætning til de praktiske fag og satslære/analyse) undervisning går under navne som musikvidenskabelige “problemstillinger”, “emner” eller “discipliner”, og de fleste af disse er, som navnene antyder, problemorienterede – dvs. de beskæftiger sig med musikken ud fra en specifik afgrænset problemstilling, fx.”Musik og Religion”, “Caribisk populærmusik i et postkolonialt perspektiv”, “Divas and Dandys” m.v.

Resultatet af dette er, at man får kendskab til nogle (få) meget specifikke områder, men et langt stykke hen ad vejen mangler de lange linjer. Dem kan man selvfølgelig selv læse op på, men problemet med dette er, at det kommer til at favorisere dem, der i forvejen kan disse ting, mens en meget stor gruppe studerende lades totalt i stikken. Det må efter min mening være en del af akademisk uddannelse i Musikvidenskab i et eller andet omfang at have et kendskab til de lange linjer i musikhistorien, og det er derfor nødvendigt at der både undervises i det og eksamineres i det.

Den store forskel mellem mine to venners forståelse af musikhistorien er ret sigende for det skel der findes mellem universitetet og den virkelige verden. Dette gælder særligt inden for musikvidenskaben, men også resten af humaniora. Den forestilling at musikhistorien er udtryk for en konstruktion (med eventulle undertrykkende træk) findes nærmest udelukkende inden for universitetets elfenbenstårn, ude i den “virkelige” verden har man et totalt uproblematisk forhold til den. Selv på Musikkonservatoriet har de god gammeldags kronologisk musikhistorie det meste af bachelor-uddannelsen.

Efter min mening bør man indføre kronologisk musikhistorie på 1. år af Musikvidenskabs BA-uddannelse efter det princip de har på Aalborg universitet, hvor både den klassiske musikhistorie, samt jazzen og populærmusikkens hovedstrømme er medtaget. Eksamen er her en lytteopgave, hvor en række (karakteristiske) stykker musik skal kunne placeres kronologisk og stilistisk. Jeg mener at et sådant grundkursus ville kunne danne en solid basis for arbejde med musikalske emnekurser. De historiografiske problemstillinger skulle selvfølgeligt behandles grundigt enten i forbindelse med det kronologiske kursus eller senere, men det giver efter min mening ingen mening at dekonstruere en musikhistorie man overhovedet ikke kender! Det er sigende for hele det universitære miljø, at man fuldstændigt har afskaffet idéen om musikhistorien, uden at det er gået op for nogen ude i samfundet, og at man inden for universitetet anser det for sådan en selvfølgelighed, at man knap nok  gider argumenterer for det.

En stor del af dem der uddannes fra Musikvidenskab skal ud i den virkelige verden og og undervise i en eller anden form. Her forventes det, at man har et bredt kendskab til musikhistoriske forhold, ikke meget specialiseret viden om ganske få emner. Man forventes fx i en gymnasiesammenhæng at kunne undervise og vejlede i en bred vifte af emner/stilarter. Desuden er der brug for, at den moderne forståelse af humaniora og de problemer der knytter sig til historieskrivning og humanistisk forskning i det hele tages udbredes til det omgivende samfund. De studerende bliver efter min mening ikke rustet godt nok til nogen af disse to forhold som undervisningen er nu.

Hvis Musikvidenskab skal kunne tages alvorligt som et et akademisk fag med en vigtig historisk dimension, mener jeg ikke man kan komme uden om at behandle det forhold, at det musikalske kunstværk, som Carl Dahlhaus beskriver det, både fremstår som historisk dokument og som nutidig æstetisk oplevelse. Spørgsmålet om historisk videreførsel af æstetiske oplevelser, dvs. kanondannelse, udspringer, som jeg ser det, af dette forhold, og det har krav på en systematisk behandling i en BA-uddannelse.

Kommenter endelig, hvis I er enige eller uenige både i hvad jeg tidligere mente, og hvad jeg mener nu.

Joshua Redman var som nævnt udsolgt, og der skulle jo også skulle ses fodbold onsdag, så først efter kampen var færdig, stod den på den sidste halvdel af David Sanborn-koncerten i Tivoli, hvor han spillede sammen med Steve Gadd og Joey DeFrancesco. Tivoli er et hyggeligt sted om aftenen, og når man kan komme gratis ind og høre koncerter på sit årskort, bærer man over med, at der sjældent er de allerfedeste navne på plakaten. Jeg blev dog alligevel noget skuffet over denne koncert, Tivolis lidt stadion-agtige lyd kombineret med Gadds mekaniske trommespil var ikke noget god kombination. Desuden havde musikken det lidt bøvede præg, der kommer af orgelfodbas, og repertoiret, der var holdt i meget gammeldags blues-stil, gjorde ikke dette bedre. Udover fodbassen skulle DeFrancesco også både spille traditionel hammondorgel og keyboard og desuden både spille trompet og synge (dog ikke samtidig!), hvilket gjorde at ingen af delene skete med særlig stor kunstnerisk gennemslagskraft. David Sanborn spillede efter min mening bedst denne aften, hans spil havde en vitalitet, som de andre ikke kunne matche. Det meste interessante denne aften var, at vi fik Michael Jacksons “The Way You Make Me Feel” i en slags blues-udgave, der formåede at bibringe en original, omend noget gammeldags, fortolkning af sangen.

Efter koncerten stod den på mere hammondorgel, Spacelab med Nikolaj Hess, Anders Christensen på bas og Mikkel Hess på trommer på KafKafeen. AC kom en hel del for sent, så første sæt blev en duo mellem de to brødre, og det fungerede faktisk ok. Nikolaj Hess spiller ikke med fodbas, så han måtte klare bassen med venstre hånd, hvilket han faktisk gjorde overraskende godt, han formåede også at kombinere dette med glimrende solospil. Niveauet steg dog markant, da AC kom på banen, og det musikalske overskud blev markant større. Undervejs i koncerten sad bl.a. Jeppe Gram ind. En fyr, hvis navn jeg har glemt, overtog hammond-orglet, og så fortsatte Nikolaj Hess på klaveret, der stod ved siden af. Stemningen var meget uformel denne aften, næsten lidt for uformelt, når man tænker på, vi trods alt havde betalt penge for at høre trioen, men klokken var selvfølgelig også langt over 12 på dette tidspunkt, og så ved man jo aldrig, hvordan det ender, hvilket også er en del af jazzens charme.

Torsdag holdt jeg igen helt jazzfri, jeg var i stedet igen i Tivoli, denne gang koncertsalen, for bl.a. at høre Carl Nielsens blæserkvintet. Jeg har i forbindelse med et kursus om Carl Nielsens musik, jeg har fulgt i sidste semester skrevet en opgave om netop blæserkvintetten, og derfor måtte jeg selvfølgelig nu høre den live, når muligheden bød sig. Igen var det gratis, når bare man har årskort – en god investering, hvis man har en lidt bred musiksmag. Blæserkvintetten er en af Nielsens mest populære værker og det med god grund, det er spændende musik med mange sjove detaljer undervejs. Udover Nielsen, var det en række sange af Richard Strauss, sunget af Mathias Hedegaard, der gjorde størst indtryk på mig denne aften.

Fredag aften blev mere travl, den startede med George Garzone med Ramus Ehlers, Kasper Tagel og Morten Hæsum i Sofiekælderen på Christianshavn. Selvom vi kom i god tid, var der fyldt godt op, stedet har ikke de bedste spillestedforhold, hvis man ikke skal spise, der ikke plads til mange, og der næsten ingen siddepladser, som ikke står i den traditionelle restaurant-opstilling. Den meget kraftige varme i det lille rum, gjorde heller ikke forholdene bedre denne aften. På trods i disse forhold, og at vi således måtte stå det meste af aftenen, fik vi en super fed koncert i tre sæt med pauser imellem, hvor vi kunne komme ud og få lidt luft. Vi fik denne aften både standards og nogle Garzone-originaler, og særligt Garzone var virkelig i stødet. De andre spillede også godt, men det var Garzone, der fik løftet sammenspillet op på et højere niveau. Der var problemet med lydanlægget, så klaveret var desværre meget svært at høre, men den del af Rasmus Ehlers klaverspil, der trængte igennem, lød rigtig godt. Ehlers er en anden type end Garzone, hans spil er mere enkelt og minimalistisk, selvom han da også til tider kan spille kraftfuldt. Hans spil virker dog som en god kontrast til Garzones ekspressive stil. I sidste del af koncerten sad Claus Waidløw ind, og og vi fik noget af en tenorsaxofon-battle med bl.a. Giant Steps, som man ellers næsten aldrig hører spillet. En god afslutning på en koncert, der på trods af omstændighederne var rigtig god.

Efter et lille pitstop stod den på jamsession på det relativt nyåbnede Jazzhus Montmartre. Da vi kom, var der næsten helt fyldt, og Anders Bergcrantz stod sammen med en anden trompetist og spillede meget højt og kraftigt på baggrund af et funk-agtigt groove. Bergcrantz har en meget direkte facon, der denne aften kom til udtryk ved at han, til pianistens store ærgelse, flere gange afskar ham muligheden for at spille solo. Da der desuden blev besluttet at holde pause i jammen, døde den desværre, og de fleste folk forlod stedet. Efter pausen forsøgte husorkesteret at redde den ved at spille “Bye, Bye, Blackbird” og en ballade, hvilket selvsagt ikke lykkedes. Vi måtte derfor forlade stedet en del tidligere end forventet og med en lidt flad fornemmelse. Det skal nævnes, at barpriserne er blevet sat en del ned siden sidste gang jeg besøgte stedet. Denne aften kunne man få en Carlsberg for 38 kr, eller tre for 75 kr, hvilket bringer prisen ned på et meget konkurrencedygtigt niveau, hvis man drikker nok!

Aftenen blev afsluttet med et besøg på Dunkel, hvor Detroit dj’en Kyle Hall spillede (hør et mix af ham her). Da vi kom ind ad døren, var han netop gået igang med sit dj-set, der primært bestod af deep og soulful house. Som om det var koordineret med jazzfestivalen, fik vi både vokal, blæsere og synth-soloer undervejs, hvilket er usædvanligt på et sted som Dunkel, hvor det ofte er det mere hårde og minimale, der spilles. Jeg var helt op at køre over hans dj-set, faktisk var det et af de bedste, jeg længe har hørt, men der var desværre ikke så mange på Dunkel denne fredag nat, og dem, der var der, så ikke ud til nyde det i lige så høj grad som jeg gjorde.

Lørdag stod den igen på jazz. Vi startede med Jesper Løvdal og Nils Wogram w. Friends i Huset teater, Halmtorvet. Hvor mange venner de to musikere har i almindelighed, skal jeg ikke gisne om, men denne aften var det kun en, nemlig Anders Mogensen på trommer. Løvdal spillede på tenor og baritonsaxofon samt på et arabisk lydende, oboagtigt instrument. Tyske Nils Wogram er kendt som en virkelig dygtig basunist, men spillede også lidt klaver denne aften. Desuden fik vi eksempler på hans kunnen inden for strubesang, en meget mærkværdig lyd. Der var næsten ingen publikum til koncerten, hvilket måske hænger sammen med, at den startede over en halv time for sent, da Løvdal (og også Wogram) skulle spille færdig med Hvad er klokken? i Råhuset ved siden af. Mens vi ventede smuglyttede vi lidt til ekstranummeret her, og Kresten Osgood supplerede denne gang saxofon-”spillet” med at synge den så kendte melodi fra 90′ernes DK Bezin reklamer: “Hos DK Benzin, der koster benzin, det, den koster. Her er ingen rabatter og bonusfis. Til gengæld får du den til nettopris.” Igen en vanvittigt ide, der dog blev udført overraskende musikalsk! Men trio-koncerten gik i gang, og vi fik et enkelt sæt med mere eller mindre frit improviseret spil. Der blev dog opbygget grooves, og de to skiftedes til at spille solistisk og akkompagnerende. Et par enkelte standard blev også vævet ind, vi fik fx Coltranes Countdown! Udover strubesangen demonstrerede Wogram også, at han kunne spille tostemmigt vha. overtoner på sin basun, hvilket gav nogle interessante passager. Anders Mogensen leverede fint og varieret akkompagnerende trommespil, der dog ikke på nogen måder var prangende.

Efter trio-koncerten stod den på La Fontaine jam til den lyse morgen. Husbandet bestod af Jan Harbeck på saxofon, Jens Kristian Andersen på bas og Andreas Fryland på trommer. Vi var således fri for Kjeld Lauritzens hammondorgel denne aften, hvilket der vist er delte meninger om, men han var til gengæld oppe og spille klaver senere på aftenen. En række musikere jammede i løbet af natten, bl.a. Jesper Løvdal og Nils Wogram og der var på et tidspunkt stopfyldt og kø for at komme ind. Det var dog ikke en af de fedeste jams jeg har været til, men til gengæld blev det sent, musikken spillede vist stadig klokken 5. Det var en god måde at afslutte året festival på for mit vedkommende.

Da begge koncerter med Joshua Redmans dobbelt-trio var udsolgt, fik jeg kun hørt to koncerter i Jazzhouse i år, Vijay Iyer med sin trio søndag aften og Fly mandag aften. Den amerikanske trommeslager Jason Marsalis, som er lillebror til den (herostratisk) berømte Wynton Marsalis, har været været ude med en opdatering af den neoklassicistiske jazzkritik (se her og her), hvor han mener, at de såkaldte “Jazz Nerds”, der lægger vægt på komplicerede strukturer, “odd meters” m.v. og ser bort fra jazzens historiske arv, har taget magten inden for jazzverdenen. Marsalis begræder bl.a., at swing af mange unge jazzmusikere anses for uinteressant. På mange måder er Jason Marsalis kritik problematisk, ligesom hans brors kritik var det i 80′erne, hvis den i for høj grad kommer til at diktere snævre rammer for, hvad jazz er og ikke er. På den anden side må jeg på det personlige plan give Marsalis ret i nogle af hans pointer: Jeg savner tit hos de unge amerikanere en tættere forbindelse til musikken i 60′erne, som er min favoritepoke. Den postmoderne jazz, vi har i dag, plukker fra alle mulige steder, men går ofte uden om det, der ligger lige for, den store arv fra 50′erne og 60′erne. Det hjælper dog ikke at forsøge at definere sig ud at dette, ved at sige at jazz fx skal indeholde swing eller blues-feeling (som Wynton Marsalis fx har gjort sig til talsmand for), musikerne laver den musik, de vil, uanset om det hedder jazz eller ej. Man må i stedet håbe, at nok musikere støtter op om og rent faktisk spiller med fx swing. Kun sådan kan det overleve, og det tror jeg nu nok skal ske.

Det var en såden dobbelt fornemmelse, jeg stod tilbage med efter koncerterne søndag og mandag, musikken havde været spændende, groovy, interessant, smuk og til tider grim (på den gode måde). Der manglede dog begge aftener det sidste, for at jeg var 100 % med, den kropslige fornemmelse ved rigtig god jazz udeblev det meste af tiden. Jeg tror dog i lige så høj grad dette er tilvænningsspørgsmål, min krop er desværre ikke helt kommet med ind i det 21. århundrede endnu.

Den musik, Vijay Iyer spiller med sin trio, der udover ham består af Stephan Crump og Marcus Gilmore, må siges at være enorm original og interessant, og de er alle super dygtige musikere. Rytmisk set føles det meget kompliceret, en stor udfordring for en musiknørd, der ikke kan lade være med altid lige at “tælle med”. Det var dog umuligt for mig denne aften, musikkens swinger ikke på regulær facon, og kun ganske sjældent hørtes 4/4, men man måtte lade sig rive med af den vitalitet, som prægede musikken. Vi fik denne aften en række numre fra trioens seneste plade Historicity, både originale kompositioner og “standards” i bred forstand. Jeg bed særligt mærke i, at selvom trioens egne kompositioner er eksperimenterende, holder de sig ikke tilbage for at spille Bernsteins “Somewhere” og Michael Jacksons “Human Nature”, begge numre i den mere “cheesy” afdeling efter min mening. En af aftenens højdepunkter var en en lang trommesolo af den unge Gilmore. Den var opbygget fra start til slut og havde en konstant storetrommefigur hele vejen igennem, og Gilmore viste her, at han mestrede trommesættet til perfektion – det var absolut en af de mest spændende trommesoloer jeg nogensinde har hørt! Lad os være ærlige, tit er trommesoloer ret kedelige, her var en musiker, der rent faktisk spillede trommer i stedet for bare at slå på trommer, som min ledsager formulerede det.

Efter koncerten blev vi ført direkte ind i en ny koncert, nemlig med Copenhagen Jazzhouse trio (Magnus Hjorth, Petter Eldh og Snorre Kirk) med gæstesaxofonist i stueetagen af Jazzhouse. Der var her tale om den mere traditionelle koncerttype, der blev primært spillet standards og i den klassiske form: tema, soloer, evt. bassolo, tromme-chase-solo, tema. Uformelt, simpelt og super velspillet. Stemningen var næsten som ved jam, men det var der ikke noget af. Selvom Vijay Iyer og de andre kredsede lidt rundt om scenen, spillede kvartetten dog begge sæt selv.

Mandag aften stod den på Fly, trioen bestående af Mark Turner på saxofon, Larry Grenadier på bas og Jeff Ballard på trommer. Med en saxofontrio er det er det altid spændende, hvordan “problemet” med det manglende akkordinstrument håndteres. Flys musik er meget groovebaseret, og formår på denne måde at holde fast i formen. Vi fik ved denne koncert desuden en enkelt bebop-klassiker med walking bass, rhytm changes og det hele. Når tema og saxsolo er færdig, ved man, at der venter bas og trommesolo, og jeg var i den forbindelse særligt imponeret over, hvordan Turner spiler guidelines bagved bassoloerne og derved skabte en anderledes form akkompagnement, end man er vant til.

Efter koncerten stod den igen på jazz i stueetagen, men jeg blev dog ikke hængende så længe denne aften, men tog i stedet over og hørte slutningen af en koncert med Kresten Osgood og Hvad er klokken? i Huset. Jeg har aldrig hørt orkesteret før og blev derfor noget overrumplet af denne optræden, der kun kan betegnes som vanvittig. Kresten Osgood er centrum for begivenhederne, og han giver den som både sanger og saxofonist udover sin rolle ved trommerne. Jeg fik således hørt et nummer med fællessang, et hvor Osgood “spillede” saxofon (dvs. pustede i den med skingre og skrigende lyde til følge) nede blandt publikum og ekstranummeret, hvor Jesper Løvdal, da et vers af “skilsmisse-sangen” var blevet glemt, ringede en ven op fra scenen for at få hjælp.  Min mandag aften blev således rundet af med denne blanding af avantgardistisk provokationskunst, stand-up comedy og lejrbålshygge.

Festivalen startede fredag den 2. juli, og jeg plejer ikke at deltage i selve den officielle åbning, men var i år så jazz-hungrende, at jeg måtte igang fra starten. Det var annonceret at kulturministeren skulle holde en åbningstale, men hvem, der skulle spille, fremgik ikke af programmet før samme dag. Per Stig Møllers holdt en tale, hvor han udover at citere Platon fik beskrevet sin eget forhold til jazzen, og hvordan han bl.a. havde siddet inde på det hedengangne Vingården og snakket med diverse jazzmusikere. Desuden fremhævede han Miles Davis’ rytmegruppe fra 60′erne med Ron Carter, Herbie Hancock og Tony Williams, som er en af mine absolutte yndlingsrytmegruppe, i forbindelse med forholdet mellem jazzens tradition og fornyelse (så vidt jeg husker). 2 point til de konservative!

Musikalsk blev festivalen åbnet dels af en tromme/sousafon duo (Stefan Pasborg og Jacob Munch), der spillede lidt fri impro, og dels af det svenske band Odd Job, der leverede en god omgang jazz/rock, der bragte minderne hen på Miles Davis anno slut 60′erne. Åbningskoncerten virkede dog ikke som et festfyrværkeri af musik, og den sene annoncering kunne dog også få en til at tro, at festival måske oprindelig havde haft et andet åbningsband i tankerne end dette lidt obskure svenske orkester.

Med jazzfestivalen skudt i gang på behørig vis, stod den kl. 16 på god, solid bop med Tomas Francks kvartet ved Vandkunsten. Der er altid mange mennesker her, når vejret er godt, men vi fik dog kilet os ind tæt på scenen med en fadøl, og var således klar til et par sæt med no-nonsense jazz med de erfarne herrer Franck på tenorsaxofon, Ben Besiakov på klaver, Daniel Franck på bas og Jeppe Gram på trommer. Kvartetten skuffede da heller ikke, Tomas Franck er en af mine absolutte yndlingssaxofonister i Danmark, og selvom jeg ikke er kæmpe fan af lillebror Daniel Franck, spillede han rigtig godt til denne koncert. Besiakov virkede ikke helt på toppen denne dag, men leverede dog glimrende akkompagnement og enkelte gode soli. Fra Gram savnede jeg lidt mere med- og modspil til solisterne, han holdt sig lidt for meget i baggrunden for min smag, men leverede dog et solidt rytmisk fundament til sine medspillere. Jens Winther (som har haft både brødrene Franck og Besiakov med i sine grupper) sad ind i de sidste to numre, men han nåede dog ikke op i niveau i soloerne i forhold til Tomas Franck denne eftermiddag. Selvom jeg holder meget af, at komme ud og høre noget nyt, moderne og eksperimenterende, holder jeg dog ikke mindre af velspillet standard-jazz i høj solskin med en fadøl i hånden, og denne koncert var en af de rigtige gode af denne slags i år.

Lørdag stod den på bigband jazz allerede fra kl. 14 i Kongens Have. Jeg ser altid frem til at skulle høre The Orchestra på jazzfestivalen, det er mit yndlings-bigband i Danmark. I år var der annonceret en koncert med operasangerinden Tuva Semmingsen. Jeg var umiddelbart lidt skeptisk over for denne sammenstilling og ankom lidt frygtende/håbende på, at vi ville komme til at høre Wagner og Puccini i swing eller så noget. Koncerten var dog slet ikke så eksperimenterende, som det lød. Tuva Semmingsen har åbenbart udover sin operastemme også en ganske blød og rund (og en smule kedelig) jazzstemme, som hun finder frem ved festlige lejligheder. Hun var desuden kun med på et par af numrene, og disse var efter min mening lidt kedelige. Bigband-arrangementerne er dog altid gode, Lars Møller (og hans medarrangører) har aldrig været bange for “dissonansens emanicapition” , og det er da også derfor, jeg igen og igen vender tilbage for at høre The Orchestra – tonesproget et simpelthen kradsbørstigt på præcis den måde, jeg kan lide det! Resten af af numrene var kompositioner tidligere skrevet til orkesteret, og orkesteret var som sædvanligt velspillende, med gode soli hele vejen rundt.

Efter The Orchestra var Erling Kroner og hans New Music Orchestra på programmet i Kongens Have. Både hans kompositioner og arrangementer, hans forkærlighed for tango og de musikere han havde med, siger mig mindre end Lars Møllers ditto. Musikken gjorde ikke stort nok indtryk, til at jeg rigtig kan beskrive den fyldestgørende, men jeg bed dog mærke i Erling Kroners, for jazzmusikere så uvante mangel på beskedenhed. Fx var han undervejs på fornavn med Astor Piazzolla, og han betegnede en af sine musikere som “dettes orkesters anden store komponist og arrangør” med slet skjult hentydning til sig selv. Ikke at der egentlig er noget odiøst i disse udtalelser, Erling Kroner kender muligvis Piazzolla personligt, og han er vel en “stor” komponist/arrangør efter danske forhold, men man kan ikke lade være med at lægge mærke til det, når man er vant til fx store amerikanske jazznavnes ydmyghed, hvor de ofte ikke engang præsenterer sig selv. Det er helt almindeligt og måske i virkeligheden udtryk for den lidt overdrevne ydmyghed, der karakteriserer jazzen på overfladen (men også kun her!)

Om aftenen var der købt billet til Herbie Hancock i Operaen. Sidste (og første) gang jeg hørte Hancock var i 2003 i Amager Bio, hvor han spillede med sit Future2Future projekt og det var altså første gang jeg hørte ham på Copenhagen Jazz Festival. Hancock har altid været en af min helt store jazz-helte, hans fusionsplader fra 70′erne (særlig Headhunters og Thrust) fik mine øjne op for jazzen. Det ledte senere til hans akustiske plader fra 60′erne og særligt hans sammenspil med Miles Davis’ gruppe i samme periode. Hancock er, lidt ligesom Miles Davis i høj grad var, en musiker, der er i konstant udvikling. Han plader som regel projekter med nye kunstneriske ideer i form af musikalske samarbejder, udnyttelse af nye teknologiske muligheder, nyt repertoire m.v., i stedet for “bare” nyindspilninger af standards eller gamle kompositioner. Særligt er Hancock kendt for, at overskride genremæssige skel, fx i forbindelse med 70′ernes fusion og 80′ernes elektroniske eksperimenter, og han er dog også blevet kraftigt kritiseret for dette (fx af Wynton Marsalis).

Selvom jeg principielt hylder både det nyskabende og det genrenedbrydende aspekt, mener jeg dog ikke, at Hancock de sidste mange år for alvor har udgivet interessante ting, helller ikke hans seneste Imagine-projekt. Derfor tog jeg til koncerten med lidt blandede følelser, idet den nostalgiske side ønskede at høre musikken fra 60′erne og 70′erne (ideelt set med de gamle musikere), mens den realistiske side vidste, at dette var en umulighed og i øvrigt ikke typisk for Herbie Hancock.

Koncerten forløb på den måde, at første sæt faktisk i høj grad var dedikeret til Hancocks ældre materiale, både i form af soloklaver, og opdaterede udgaver fra Hancock yderst velspillende band. Soloklaver-delen viste til fulde at Hancock spiller med større harmonisk og klangligt overskud end nogensinde og altså ikke er faldet det mindste af på den på trods af sine 70 år – man sad og ønskede en dag at høre en hel solokoncert med ham! I bandet gjorde særligt den unge, kvindelige bassist Tal Wilkenfeld indtryk. Til gengæld virkede det lidt underlig, at Mr. Keyboard, Herbie Hancock havde valgt at tage en ekstra keyboard-spiller med, og desuden må jeg indrømme, at jeg er jazz-purist nok til at synes, at Hancocks brug af synth-lyde (særlig en fake-trompet-lyd denne aften) til tider grænser til det smagløse. Hvad jeg netop elsker ved fusionspladerne fra start-70′erne er, at de teknologiske muligheder udnyttes i deres egen ret, altså til at skabe nye lyde og ikke i så høj grad til gengivelse af eksisterende lyde og effekter.

Andet sæt var dedikeret til Imagine-projektet, og her stod jeg altså lidt af, må jeg indrømme. Udover at repertoiret ændrede sig fra jazz-standards til pop-klassikere som Imagine, A Change is Gonna Come m.v. og at en sangerinde (der også spillede lidt violin!) kom på banen, var hele sættet præget af projektets idealistiske karakter, der består i, at alle bandet medlemmer kommer fra forskellige lande, og at cd-projektet inkorporerer musikalske elementer fra forskellige verdensdeles musikkulturer. Herbie Hancock havde dog hverken pygmæ-sang, eller gamelan-orkester med på scenen, de var med som playback! I anden del af koncerten skulle vi desuden høre både bassist, guitarist og keyboardspiller synge, og jeg må tilstår at jeg var rimelig utilfreds da ved slutningen af sættet. Om den noget sødladne form Hancocks red-verden-projekt har går ind hos andre end den mest hardcore del Politiken-segmentet ved jeg ikke, men stor kunst kommer der i hverfald ikke ud af det efter min mening.

Jeg nåede dog ikke for alvor at komme i gang med at harcelere før ekstranummeret, Chameleon (fra Headhunters-pladen!) kom som ekstranummer. Dette var også tilfældet i 2003, men denne gang fik vi en super fed og lettere opdateret udgave af nummeret. Særligt glad var jeg over, at den ofte glemte anden del, som hvis jeg skal nævne én ting, fik mig hooked på jazzen, også kom med, og som jeg derfor lige tilføjer her:

Som Thomas Michelsen skriver i sin anmeldelse (som det vist fremgår, jeg er rimelig enig med), blev “æren reddet” af dette ekstranummer, da man huskede tilbage på et ret fedt første sæt.

Da jeg i efteråret fulgte kurset “Modernisme og avantgarde” ved Musikvidenskab, blev jeg for alvor gjort opmærksom på Steve Reichs musik. I forbindelse med en ved første øjekast temmelig obskur analyse af forholdet mellem minimalistisk kunstmusik, disko og det amerikanske (repetitive) massesamfund anno slut-70′erne fra bogen Repeating Ourselves af Robert Fink (som jeg dog kun har fået præsenteret) hørte jeg stykket Music for 18 Musicians, og dette åbnede mine øjne for minimalismen, som jeg tidligere havde betragte med skepsis. I søndags (6. juni) opførtes dette værk for første gang i Danmark i forbindelse med Athelas New Music Festival.

Music for 18 Musicians er bygget op ud fra en cyklus af 11 akkorder som præsenteres i første del, Pulses I. Derefter danner hver af disse akkorder basis for en del, Section I-XI, og til sidst kommer hele cyklussen igen, Pulses II. Værket er skrevet for violin, cello, 2 klarinetter (begge spiller også basklarinet), 4 klaverer, 3 marimbaer, to xylophoner, en metallofon (en vibrafon uden vibrator) og 4 kvindestemmer. Denne noget specielle besætning giver mulighed for at lave en klanglig tekstur, der minder mere om elektronisk musik end om et klassisk ensemble. En lille bid af Pulses I kan høres nedenfor, og det hele kan høres på Grooveshark.

Eftersom jeg kun har hørt værket i en studieoptagelse før, var jeg spændt om en live-opførelse kunne matche denne i præcision og klanglig henseende. Både sangere og instrumentalister var forstærket op, og der var en lydmand, der stod for at skabe det rigtige klangbillede denne aften, så lyden var faktisk overraskende god. Visse steder kunne man da godt høre, at det mudrede en anelse, at en enkelt fejl sneg sig ind, eller at præcisionen faldt en tand, men disse steder blev opvejet af den meget præcise udførelse og det meget afbalancerede lydbillede det mest af tiden.

En ting jeg særligt holder af ved dette værk er de dybe pulseringer, der danner kontrast til de repetitive figurer i slagtøj og klaver. Jeg havde ikke gjort mig klart hvilke instrumenter, der spiller dette (en af de fine ting ved dette værk er, at man kan høre det uden at kunne gennemskue præcis, hvordan de forskellige klangfarver er sammensat), og blev derfor positivt overrasket over, at det udover cello er de to basklarinetter der står for det. Jeg bliver altid overrasket over hvor fantastisk et instrument basklarinetten er; den holder jeg rigtig meget af – mere end af dens almindelige lillebror.

Værket varer omkring en times tid, og man kan således tro, at det bliver kedeligt undervejs. Visse passager er da mere spændende end andre, men efter min mening er akkordcyklussen lige så frisk, når den kommer i Pulses II som i Pulses I. Dette er egentlig utroligt, i betragtning af hvor meget repetition værket indeholder, men de mange små variation undervejs gør alligevel at musikken hele tiden fremstår som ny.

Koncerten foregik i Teater Republique, og det var faktisk et rigtig dejligt rum til en koncert som denne. De højt placerede teatersæder gjorde, at man havde både godt udsyn og kunne høre rigtig godt. Der var dog utroligt varmt denne aften, hvilket (sammen med den ukendte musik) gjorde nogle folk meget urolige. Det generede dog ikke syndeligt, stilen ved denne koncert var meget afslappet, og som jeg talte med mine koncertledsagere om, kunne netop Steve Reich være fedt at have med ved et crossover-arrangement på fx Roskilde Festival – det ville det egne sig glimrende til.

Der kørte igennem hele koncerten nogle visuals bag ved musikerne, som bl.a. markerede overgangene mellem de forskellige sektioner. Det var som udgangspunkt en god ide, men den konkrete udformning fungerede efter min mening ikke. Det lignede mere noget grafik fra TV 2 i starten af 90′erne eller en dårlig udgave af Windows Media Player end noget der var tænkt kunstnerisk sammen med musikken. Man kunne i stedet have fulgt den minimalistiske tilgang og nøjedes med at markere overgangene ved hjælp af lyset på musikerne, for derved at fremstille musikerne i deres egen ret.

Alt i alt var dog en vellykket koncert, og jeg må sige, at jeg ovenpå denne koncert har fået lyst til at sætte mig mere ind Reichs musik og minimalismen i det hele taget. Jeg har også fået lyst til at læse analysen i Repeating Ourselves for måske at få en forståelse af baggrunden for denne specielle og mærkeligt tillokkende musik.

Denne aften var Klüvers bigband ledet af Lars Møller, der udover at være saxofonist også er leder af det danske bigband The Orchestra og en af den førende kræfter inden for dansk bigband-musik de seneste år. Man må nok i høj grad sige, at det er folkene omkring The Orchestra og Lars Møller der i disse år definerer den mere spændende del af bigband-scenen, hvor DR bigbandet holder sig mere til det sikre.

Programmet denne aften bestod af en række numre fra Schneiders debutalbum Evanescence fra 1994 med afstikkere til enkelte numre fra hendes andre plader. Det var mest originale kompositioner vi hørte, men også et par arrangementer af standards havde sneget sig ind. Koncerten begyndte med første nummer fra Evanescence-pladen, Wurgly, og efterhånden som nummeret skred frem, fik både orkesteret og anmelderen vænnet sig til omgivelserne. Med musik der i så grad er udkomponeret som Schneiders, kan man ikke lade være med at sidde med originalindspilningen i tankerne; i højere grad end det ellers gør sig gældende i jazz. Derfor skulle jeg i hvertfald lige vænne mig til orkestrets klang og spillestil denne aften, før jeg rigtig kunne nyde koncerten. Fra Evanescence-pladen fik vi også numrene Evanescence, Green Piece og Dance You Monster To My Soft Song. Derudover fik vi som nævnt både Schneiders arrangement af Days Of Wine And Roses med Niels Lyhne Løkkegaard som solist samt Over The Rainbow. Jeg må indrømme at hvor gode disse to arrangementer end var (med en standard som Over The Rainbow frygter man det værste), tiltaler de originale kompositioner mig altså mere. Aftenens højdepunkt var efter min mening nummeret Hang Gliding fra Allégresse-pladen (2000). Det er et af mine absolutte yndlingsnumre, hvilket selvfølgelig har spillet ind, men jeg synes også det var her orkesterets sammenspil toppede. At slutningen af dette nummer faktisk var et af de eneste tidspunkter i løbet af aftenen, hvor der kunne spores lidt usikkerhed i rytmegruppen, gjorde ikke nogen forskel for mig.

Som det ofte er tilfældet ved bigband-koncerter, fik vi præsenteret en lang række solister i aftenens løb. Vi fik bl.a. saxofonsoloer af Claus Waidtløw (tenor), Niels Lyhne Løkkegaard (alt og sopran) og Lars Møller selv (tenor). Claus Waidløw spiller altid sikkert, men har ofte brug for lidt tid til at udvikle sine soli, hvilket der ikke altid var tid til denne aften. Niels Lyhne Løkkegaard har en noget hakkende stil, når han spiller bop-præget, det virker langt mere besværet, end når han spiller den lyriske og luftige stil, der kendetegner hans soloplader. Men det er utvivlsomt bevidst. Jeg foretrækker dog så Lars Møllers fulstændigt ubesværede, virtuose stil, som vi fik at se et par gange denne aften. Det kommer altid lidt bag på mig, hvordan Lars Møller kan være komponist, orkesterleder og dirigent og samtidig være leveringsdygtig i koncerternes bedste soli – det er en smule flabet! Vi fik også en række gode basun- og trompetsoli denne aften, hvor jeg særligt vil fremhæve wunderkind Mads La Cour, hvis flygelhorn- og trompetevner de færreste vel efterhånden vil stille spørgmålstegn ved.

Med hensyn til aftenens lyd er det jo som regel sådan, at man vænner sig til lydbilledet i løbet af koncerten. Jeg savnede dog det meste af koncerten et lidt højere niveau for bas og klaver. Trommer og guitar kun sagtens matche de 13 blæsere, men bassen var generelt for lav denne aften (ofte overdøvet af basbasun og baritonsax), og klaveret var svært at høre under Mads Bærentzens ellers fine soli.

Aftenens ikke særligt store publikum bestod denne aften også af en noget beruset nordmand, der var yderst engageret i musikken. Fra sin plads på første række, skiftevis dirigerede han med, gestikulerede vildt og headbangede til musikken. I starten var det underholdende, men det blev efterhånden ret anstrengende både for publikum og musikere. Det var dog interessant i den forstand, at det udstillede i hvor høj grad bigband-musikken (og jazzen i det hele taget) har løsrevet sig fra sin oprindelige funktion som danse- og brugsmusik og er blevet til kunstmusik, hvor en opførsel, der ville være helt normalt til en rockkoncert, virker fuldstændig malplaceret. Når et spillested som Jazzhouse, der stadig har bevaret en vis form for natklubstemning, møder en musik, der i så høj grad som Maria Schneiders trækker på en klassisk værkæstetik, kan denne dobbelte status i jazzen åbenbare sig i grotesk form.