Joshua Redman var som nævnt udsolgt, og der skulle jo også skulle ses fodbold onsdag, så først efter kampen var færdig, stod den på den sidste halvdel af David Sanborn-koncerten i Tivoli, hvor han spillede sammen med Steve Gadd og Joey DeFrancesco. Tivoli er et hyggeligt sted om aftenen, og når man kan komme gratis ind og høre koncerter på sit årskort, bærer man over med, at der sjældent er de allerfedeste navne på plakaten. Jeg blev dog alligevel noget skuffet over denne koncert, Tivolis lidt stadion-agtige lyd kombineret med Gadds mekaniske trommespil var ikke noget god kombination. Desuden havde musikken det lidt bøvede præg, der kommer af orgelfodbas, og repertoiret, der var holdt i meget gammeldags blues-stil, gjorde ikke dette bedre. Udover fodbassen skulle DeFrancesco også både spille traditionel hammondorgel og keyboard og desuden både spille trompet og synge (dog ikke samtidig!), hvilket gjorde at ingen af delene skete med særlig stor kunstnerisk gennemslagskraft. David Sanborn spillede efter min mening bedst denne aften, hans spil havde en vitalitet, som de andre ikke kunne matche. Det meste interessante denne aften var, at vi fik Michael Jacksons “The Way You Make Me Feel” i en slags blues-udgave, der formåede at bibringe en original, omend noget gammeldags, fortolkning af sangen.

Efter koncerten stod den på mere hammondorgel, Spacelab med Nikolaj Hess, Anders Christensen på bas og Mikkel Hess på trommer på KafKafeen. AC kom en hel del for sent, så første sæt blev en duo mellem de to brødre, og det fungerede faktisk ok. Nikolaj Hess spiller ikke med fodbas, så han måtte klare bassen med venstre hånd, hvilket han faktisk gjorde overraskende godt, han formåede også at kombinere dette med glimrende solospil. Niveauet steg dog markant, da AC kom på banen, og det musikalske overskud blev markant større. Undervejs i koncerten sad bl.a. Jeppe Gram ind. En fyr, hvis navn jeg har glemt, overtog hammond-orglet, og så fortsatte Nikolaj Hess på klaveret, der stod ved siden af. Stemningen var meget uformel denne aften, næsten lidt for uformelt, når man tænker på, vi trods alt havde betalt penge for at høre trioen, men klokken var selvfølgelig også langt over 12 på dette tidspunkt, og så ved man jo aldrig, hvordan det ender, hvilket også er en del af jazzens charme.

Torsdag holdt jeg igen helt jazzfri, jeg var i stedet igen i Tivoli, denne gang koncertsalen, for bl.a. at høre Carl Nielsens blæserkvintet. Jeg har i forbindelse med et kursus om Carl Nielsens musik, jeg har fulgt i sidste semester skrevet en opgave om netop blæserkvintetten, og derfor måtte jeg selvfølgelig nu høre den live, når muligheden bød sig. Igen var det gratis, når bare man har årskort – en god investering, hvis man har en lidt bred musiksmag. Blæserkvintetten er en af Nielsens mest populære værker og det med god grund, det er spændende musik med mange sjove detaljer undervejs. Udover Nielsen, var det en række sange af Richard Strauss, sunget af Mathias Hedegaard, der gjorde størst indtryk på mig denne aften.

Fredag aften blev mere travl, den startede med George Garzone med Ramus Ehlers, Kasper Tagel og Morten Hæsum i Sofiekælderen på Christianshavn. Selvom vi kom i god tid, var der fyldt godt op, stedet har ikke de bedste spillestedforhold, hvis man ikke skal spise, der ikke plads til mange, og der næsten ingen siddepladser, som ikke står i den traditionelle restaurant-opstilling. Den meget kraftige varme i det lille rum, gjorde heller ikke forholdene bedre denne aften. På trods i disse forhold, og at vi således måtte stå det meste af aftenen, fik vi en super fed koncert i tre sæt med pauser imellem, hvor vi kunne komme ud og få lidt luft. Vi fik denne aften både standards og nogle Garzone-originaler, og særligt Garzone var virkelig i stødet. De andre spillede også godt, men det var Garzone, der fik løftet sammenspillet op på et højere niveau. Der var problemet med lydanlægget, så klaveret var desværre meget svært at høre, men den del af Rasmus Ehlers klaverspil, der trængte igennem, lød rigtig godt. Ehlers er en anden type end Garzone, hans spil er mere enkelt og minimalistisk, selvom han da også til tider kan spille kraftfuldt. Hans spil virker dog som en god kontrast til Garzones ekspressive stil. I sidste del af koncerten sad Claus Waidløw ind, og og vi fik noget af en tenorsaxofon-battle med bl.a. Giant Steps, som man ellers næsten aldrig hører spillet. En god afslutning på en koncert, der på trods af omstændighederne var rigtig god.

Efter et lille pitstop stod den på jamsession på det relativt nyåbnede Jazzhus Montmartre. Da vi kom, var der næsten helt fyldt, og Anders Bergcrantz stod sammen med en anden trompetist og spillede meget højt og kraftigt på baggrund af et funk-agtigt groove. Bergcrantz har en meget direkte facon, der denne aften kom til udtryk ved at han, til pianistens store ærgelse, flere gange afskar ham muligheden for at spille solo. Da der desuden blev besluttet at holde pause i jammen, døde den desværre, og de fleste folk forlod stedet. Efter pausen forsøgte husorkesteret at redde den ved at spille “Bye, Bye, Blackbird” og en ballade, hvilket selvsagt ikke lykkedes. Vi måtte derfor forlade stedet en del tidligere end forventet og med en lidt flad fornemmelse. Det skal nævnes, at barpriserne er blevet sat en del ned siden sidste gang jeg besøgte stedet. Denne aften kunne man få en Carlsberg for 38 kr, eller tre for 75 kr, hvilket bringer prisen ned på et meget konkurrencedygtigt niveau, hvis man drikker nok!

Aftenen blev afsluttet med et besøg på Dunkel, hvor Detroit dj’en Kyle Hall spillede (hør et mix af ham her). Da vi kom ind ad døren, var han netop gået igang med sit dj-set, der primært bestod af deep og soulful house. Som om det var koordineret med jazzfestivalen, fik vi både vokal, blæsere og synth-soloer undervejs, hvilket er usædvanligt på et sted som Dunkel, hvor det ofte er det mere hårde og minimale, der spilles. Jeg var helt op at køre over hans dj-set, faktisk var det et af de bedste, jeg længe har hørt, men der var desværre ikke så mange på Dunkel denne fredag nat, og dem, der var der, så ikke ud til nyde det i lige så høj grad som jeg gjorde.

Lørdag stod den igen på jazz. Vi startede med Jesper Løvdal og Nils Wogram w. Friends i Huset teater, Halmtorvet. Hvor mange venner de to musikere har i almindelighed, skal jeg ikke gisne om, men denne aften var det kun en, nemlig Anders Mogensen på trommer. Løvdal spillede på tenor og baritonsaxofon samt på et arabisk lydende, oboagtigt instrument. Tyske Nils Wogram er kendt som en virkelig dygtig basunist, men spillede også lidt klaver denne aften. Desuden fik vi eksempler på hans kunnen inden for strubesang, en meget mærkværdig lyd. Der var næsten ingen publikum til koncerten, hvilket måske hænger sammen med, at den startede over en halv time for sent, da Løvdal (og også Wogram) skulle spille færdig med Hvad er klokken? i Råhuset ved siden af. Mens vi ventede smuglyttede vi lidt til ekstranummeret her, og Kresten Osgood supplerede denne gang saxofon-”spillet” med at synge den så kendte melodi fra 90′ernes DK Bezin reklamer: “Hos DK Benzin, der koster benzin, det, den koster. Her er ingen rabatter og bonusfis. Til gengæld får du den til nettopris.” Igen en vanvittigt ide, der dog blev udført overraskende musikalsk! Men trio-koncerten gik i gang, og vi fik et enkelt sæt med mere eller mindre frit improviseret spil. Der blev dog opbygget grooves, og de to skiftedes til at spille solistisk og akkompagnerende. Et par enkelte standard blev også vævet ind, vi fik fx Coltranes Countdown! Udover strubesangen demonstrerede Wogram også, at han kunne spille tostemmigt vha. overtoner på sin basun, hvilket gav nogle interessante passager. Anders Mogensen leverede fint og varieret akkompagnerende trommespil, der dog ikke på nogen måder var prangende.

Efter trio-koncerten stod den på La Fontaine jam til den lyse morgen. Husbandet bestod af Jan Harbeck på saxofon, Jens Kristian Andersen på bas og Andreas Fryland på trommer. Vi var således fri for Kjeld Lauritzens hammondorgel denne aften, hvilket der vist er delte meninger om, men han var til gengæld oppe og spille klaver senere på aftenen. En række musikere jammede i løbet af natten, bl.a. Jesper Løvdal og Nils Wogram og der var på et tidspunkt stopfyldt og kø for at komme ind. Det var dog ikke en af de fedeste jams jeg har været til, men til gengæld blev det sent, musikken spillede vist stadig klokken 5. Det var en god måde at afslutte året festival på for mit vedkommende.

Da begge koncerter med Joshua Redmans dobbelt-trio var udsolgt, fik jeg kun hørt to koncerter i Jazzhouse i år, Vijay Iyer med sin trio søndag aften og Fly mandag aften. Den amerikanske trommeslager Jason Marsalis, som er lillebror til den (herostratisk) berømte Wynton Marsalis, har været været ude med en opdatering af den neoklassicistiske jazzkritik (se her og her), hvor han mener, at de såkaldte “Jazz Nerds”, der lægger vægt på komplicerede strukturer, “odd meters” m.v. og ser bort fra jazzens historiske arv, har taget magten inden for jazzverdenen. Marsalis begræder bl.a., at swing af mange unge jazzmusikere anses for uinteressant. På mange måder er Jason Marsalis kritik problematisk, ligesom hans brors kritik var det i 80′erne, hvis den i for høj grad kommer til at diktere snævre rammer for, hvad jazz er og ikke er. På den anden side må jeg på det personlige plan give Marsalis ret i nogle af hans pointer: Jeg savner tit hos de unge amerikanere en tættere forbindelse til musikken i 60′erne, som er min favoritepoke. Den postmoderne jazz, vi har i dag, plukker fra alle mulige steder, men går ofte uden om det, der ligger lige for, den store arv fra 50′erne og 60′erne. Det hjælper dog ikke at forsøge at definere sig ud at dette, ved at sige at jazz fx skal indeholde swing eller blues-feeling (som Wynton Marsalis fx har gjort sig til talsmand for), musikerne laver den musik, de vil, uanset om det hedder jazz eller ej. Man må i stedet håbe, at nok musikere støtter op om og rent faktisk spiller med fx swing. Kun sådan kan det overleve, og det tror jeg nu nok skal ske.

Det var en såden dobbelt fornemmelse, jeg stod tilbage med efter koncerterne søndag og mandag, musikken havde været spændende, groovy, interessant, smuk og til tider grim (på den gode måde). Der manglede dog begge aftener det sidste, for at jeg var 100 % med, den kropslige fornemmelse ved rigtig god jazz udeblev det meste af tiden. Jeg tror dog i lige så høj grad dette er tilvænningsspørgsmål, min krop er desværre ikke helt kommet med ind i det 21. århundrede endnu.

Den musik, Vijay Iyer spiller med sin trio, der udover ham består af Stephan Crump og Marcus Gilmore, må siges at være enorm original og interessant, og de er alle super dygtige musikere. Rytmisk set føles det meget kompliceret, en stor udfordring for en musiknørd, der ikke kan lade være med altid lige at “tælle med”. Det var dog umuligt for mig denne aften, musikkens swinger ikke på regulær facon, og kun ganske sjældent hørtes 4/4, men man måtte lade sig rive med af den vitalitet, som prægede musikken. Vi fik denne aften en række numre fra trioens seneste plade Historicity, både originale kompositioner og “standards” i bred forstand. Jeg bed særligt mærke i, at selvom trioens egne kompositioner er eksperimenterende, holder de sig ikke tilbage for at spille Bernsteins “Somewhere” og Michael Jacksons “Human Nature”, begge numre i den mere “cheesy” afdeling efter min mening. En af aftenens højdepunkter var en en lang trommesolo af den unge Gilmore. Den var opbygget fra start til slut og havde en konstant storetrommefigur hele vejen igennem, og Gilmore viste her, at han mestrede trommesættet til perfektion – det var absolut en af de mest spændende trommesoloer jeg nogensinde har hørt! Lad os være ærlige, tit er trommesoloer ret kedelige, her var en musiker, der rent faktisk spillede trommer i stedet for bare at slå på trommer, som min ledsager formulerede det.

Efter koncerten blev vi ført direkte ind i en ny koncert, nemlig med Copenhagen Jazzhouse trio (Magnus Hjorth, Petter Eldh og Snorre Kirk) med gæstesaxofonist i stueetagen af Jazzhouse. Der var her tale om den mere traditionelle koncerttype, der blev primært spillet standards og i den klassiske form: tema, soloer, evt. bassolo, tromme-chase-solo, tema. Uformelt, simpelt og super velspillet. Stemningen var næsten som ved jam, men det var der ikke noget af. Selvom Vijay Iyer og de andre kredsede lidt rundt om scenen, spillede kvartetten dog begge sæt selv.

Mandag aften stod den på Fly, trioen bestående af Mark Turner på saxofon, Larry Grenadier på bas og Jeff Ballard på trommer. Med en saxofontrio er det er det altid spændende, hvordan “problemet” med det manglende akkordinstrument håndteres. Flys musik er meget groovebaseret, og formår på denne måde at holde fast i formen. Vi fik ved denne koncert desuden en enkelt bebop-klassiker med walking bass, rhytm changes og det hele. Når tema og saxsolo er færdig, ved man, at der venter bas og trommesolo, og jeg var i den forbindelse særligt imponeret over, hvordan Turner spiler guidelines bagved bassoloerne og derved skabte en anderledes form akkompagnement, end man er vant til.

Efter koncerten stod den igen på jazz i stueetagen, men jeg blev dog ikke hængende så længe denne aften, men tog i stedet over og hørte slutningen af en koncert med Kresten Osgood og Hvad er klokken? i Huset. Jeg har aldrig hørt orkesteret før og blev derfor noget overrumplet af denne optræden, der kun kan betegnes som vanvittig. Kresten Osgood er centrum for begivenhederne, og han giver den som både sanger og saxofonist udover sin rolle ved trommerne. Jeg fik således hørt et nummer med fællessang, et hvor Osgood “spillede” saxofon (dvs. pustede i den med skingre og skrigende lyde til følge) nede blandt publikum og ekstranummeret, hvor Jesper Løvdal, da et vers af “skilsmisse-sangen” var blevet glemt, ringede en ven op fra scenen for at få hjælp.  Min mandag aften blev således rundet af med denne blanding af avantgardistisk provokationskunst, stand-up comedy og lejrbålshygge.

Festivalen startede fredag den 2. juli, og jeg plejer ikke at deltage i selve den officielle åbning, men var i år så jazz-hungrende, at jeg måtte igang fra starten. Det var annonceret at kulturministeren skulle holde en åbningstale, men hvem, der skulle spille, fremgik ikke af programmet før samme dag. Per Stig Møllers holdt en tale, hvor han udover at citere Platon fik beskrevet sin eget forhold til jazzen, og hvordan han bl.a. havde siddet inde på det hedengangne Vingården og snakket med diverse jazzmusikere. Desuden fremhævede han Miles Davis’ rytmegruppe fra 60′erne med Ron Carter, Herbie Hancock og Tony Williams, som er en af mine absolutte yndlingsrytmegruppe, i forbindelse med forholdet mellem jazzens tradition og fornyelse (så vidt jeg husker). 2 point til de konservative!

Musikalsk blev festivalen åbnet dels af en tromme/sousafon duo (Stefan Pasborg og Jacob Munch), der spillede lidt fri impro, og dels af det svenske band Odd Job, der leverede en god omgang jazz/rock, der bragte minderne hen på Miles Davis anno slut 60′erne. Åbningskoncerten virkede dog ikke som et festfyrværkeri af musik, og den sene annoncering kunne dog også få en til at tro, at festival måske oprindelig havde haft et andet åbningsband i tankerne end dette lidt obskure svenske orkester.

Med jazzfestivalen skudt i gang på behørig vis, stod den kl. 16 på god, solid bop med Tomas Francks kvartet ved Vandkunsten. Der er altid mange mennesker her, når vejret er godt, men vi fik dog kilet os ind tæt på scenen med en fadøl, og var således klar til et par sæt med no-nonsense jazz med de erfarne herrer Franck på tenorsaxofon, Ben Besiakov på klaver, Daniel Franck på bas og Jeppe Gram på trommer. Kvartetten skuffede da heller ikke, Tomas Franck er en af mine absolutte yndlingssaxofonister i Danmark, og selvom jeg ikke er kæmpe fan af lillebror Daniel Franck, spillede han rigtig godt til denne koncert. Besiakov virkede ikke helt på toppen denne dag, men leverede dog glimrende akkompagnement og enkelte gode soli. Fra Gram savnede jeg lidt mere med- og modspil til solisterne, han holdt sig lidt for meget i baggrunden for min smag, men leverede dog et solidt rytmisk fundament til sine medspillere. Jens Winther (som har haft både brødrene Franck og Besiakov med i sine grupper) sad ind i de sidste to numre, men han nåede dog ikke op i niveau i soloerne i forhold til Tomas Franck denne eftermiddag. Selvom jeg holder meget af, at komme ud og høre noget nyt, moderne og eksperimenterende, holder jeg dog ikke mindre af velspillet standard-jazz i høj solskin med en fadøl i hånden, og denne koncert var en af de rigtige gode af denne slags i år.

Lørdag stod den på bigband jazz allerede fra kl. 14 i Kongens Have. Jeg ser altid frem til at skulle høre The Orchestra på jazzfestivalen, det er mit yndlings-bigband i Danmark. I år var der annonceret en koncert med operasangerinden Tuva Semmingsen. Jeg var umiddelbart lidt skeptisk over for denne sammenstilling og ankom lidt frygtende/håbende på, at vi ville komme til at høre Wagner og Puccini i swing eller så noget. Koncerten var dog slet ikke så eksperimenterende, som det lød. Tuva Semmingsen har åbenbart udover sin operastemme også en ganske blød og rund (og en smule kedelig) jazzstemme, som hun finder frem ved festlige lejligheder. Hun var desuden kun med på et par af numrene, og disse var efter min mening lidt kedelige. Bigband-arrangementerne er dog altid gode, Lars Møller (og hans medarrangører) har aldrig været bange for “dissonansens emanicapition” , og det er da også derfor, jeg igen og igen vender tilbage for at høre The Orchestra – tonesproget et simpelthen kradsbørstigt på præcis den måde, jeg kan lide det! Resten af af numrene var kompositioner tidligere skrevet til orkesteret, og orkesteret var som sædvanligt velspillende, med gode soli hele vejen rundt.

Efter The Orchestra var Erling Kroner og hans New Music Orchestra på programmet i Kongens Have. Både hans kompositioner og arrangementer, hans forkærlighed for tango og de musikere han havde med, siger mig mindre end Lars Møllers ditto. Musikken gjorde ikke stort nok indtryk, til at jeg rigtig kan beskrive den fyldestgørende, men jeg bed dog mærke i Erling Kroners, for jazzmusikere så uvante mangel på beskedenhed. Fx var han undervejs på fornavn med Astor Piazzolla, og han betegnede en af sine musikere som “dettes orkesters anden store komponist og arrangør” med slet skjult hentydning til sig selv. Ikke at der egentlig er noget odiøst i disse udtalelser, Erling Kroner kender muligvis Piazzolla personligt, og han er vel en “stor” komponist/arrangør efter danske forhold, men man kan ikke lade være med at lægge mærke til det, når man er vant til fx store amerikanske jazznavnes ydmyghed, hvor de ofte ikke engang præsenterer sig selv. Det er helt almindeligt og måske i virkeligheden udtryk for den lidt overdrevne ydmyghed, der karakteriserer jazzen på overfladen (men også kun her!)

Om aftenen var der købt billet til Herbie Hancock i Operaen. Sidste (og første) gang jeg hørte Hancock var i 2003 i Amager Bio, hvor han spillede med sit Future2Future projekt og det var altså første gang jeg hørte ham på Copenhagen Jazz Festival. Hancock har altid været en af min helt store jazz-helte, hans fusionsplader fra 70′erne (særlig Headhunters og Thrust) fik mine øjne op for jazzen. Det ledte senere til hans akustiske plader fra 60′erne og særligt hans sammenspil med Miles Davis’ gruppe i samme periode. Hancock er, lidt ligesom Miles Davis i høj grad var, en musiker, der er i konstant udvikling. Han plader som regel projekter med nye kunstneriske ideer i form af musikalske samarbejder, udnyttelse af nye teknologiske muligheder, nyt repertoire m.v., i stedet for “bare” nyindspilninger af standards eller gamle kompositioner. Særligt er Hancock kendt for, at overskride genremæssige skel, fx i forbindelse med 70′ernes fusion og 80′ernes elektroniske eksperimenter, og han er dog også blevet kraftigt kritiseret for dette (fx af Wynton Marsalis).

Selvom jeg principielt hylder både det nyskabende og det genrenedbrydende aspekt, mener jeg dog ikke, at Hancock de sidste mange år for alvor har udgivet interessante ting, helller ikke hans seneste Imagine-projekt. Derfor tog jeg til koncerten med lidt blandede følelser, idet den nostalgiske side ønskede at høre musikken fra 60′erne og 70′erne (ideelt set med de gamle musikere), mens den realistiske side vidste, at dette var en umulighed og i øvrigt ikke typisk for Herbie Hancock.

Koncerten forløb på den måde, at første sæt faktisk i høj grad var dedikeret til Hancocks ældre materiale, både i form af soloklaver, og opdaterede udgaver fra Hancock yderst velspillende band. Soloklaver-delen viste til fulde at Hancock spiller med større harmonisk og klangligt overskud end nogensinde og altså ikke er faldet det mindste af på den på trods af sine 70 år – man sad og ønskede en dag at høre en hel solokoncert med ham! I bandet gjorde særligt den unge, kvindelige bassist Tal Wilkenfeld indtryk. Til gengæld virkede det lidt underlig, at Mr. Keyboard, Herbie Hancock havde valgt at tage en ekstra keyboard-spiller med, og desuden må jeg indrømme, at jeg er jazz-purist nok til at synes, at Hancocks brug af synth-lyde (særlig en fake-trompet-lyd denne aften) til tider grænser til det smagløse. Hvad jeg netop elsker ved fusionspladerne fra start-70′erne er, at de teknologiske muligheder udnyttes i deres egen ret, altså til at skabe nye lyde og ikke i så høj grad til gengivelse af eksisterende lyde og effekter.

Andet sæt var dedikeret til Imagine-projektet, og her stod jeg altså lidt af, må jeg indrømme. Udover at repertoiret ændrede sig fra jazz-standards til pop-klassikere som Imagine, A Change is Gonna Come m.v. og at en sangerinde (der også spillede lidt violin!) kom på banen, var hele sættet præget af projektets idealistiske karakter, der består i, at alle bandet medlemmer kommer fra forskellige lande, og at cd-projektet inkorporerer musikalske elementer fra forskellige verdensdeles musikkulturer. Herbie Hancock havde dog hverken pygmæ-sang, eller gamelan-orkester med på scenen, de var med som playback! I anden del af koncerten skulle vi desuden høre både bassist, guitarist og keyboardspiller synge, og jeg må tilstår at jeg var rimelig utilfreds da ved slutningen af sættet. Om den noget sødladne form Hancocks red-verden-projekt har går ind hos andre end den mest hardcore del Politiken-segmentet ved jeg ikke, men stor kunst kommer der i hverfald ikke ud af det efter min mening.

Jeg nåede dog ikke for alvor at komme i gang med at harcelere før ekstranummeret, Chameleon (fra Headhunters-pladen!) kom som ekstranummer. Dette var også tilfældet i 2003, men denne gang fik vi en super fed og lettere opdateret udgave af nummeret. Særligt glad var jeg over, at den ofte glemte anden del, som hvis jeg skal nævne én ting, fik mig hooked på jazzen, også kom med, og som jeg derfor lige tilføjer her:

Som Thomas Michelsen skriver i sin anmeldelse (som det vist fremgår, jeg er rimelig enig med), blev “æren reddet” af dette ekstranummer, da man huskede tilbage på et ret fedt første sæt.

Da jeg i efteråret fulgte kurset “Modernisme og avantgarde” ved Musikvidenskab, blev jeg for alvor gjort opmærksom på Steve Reichs musik. I forbindelse med en ved første øjekast temmelig obskur analyse af forholdet mellem minimalistisk kunstmusik, disko og det amerikanske (repetitive) massesamfund anno slut-70′erne fra bogen Repeating Ourselves af Robert Fink (som jeg dog kun har fået præsenteret) hørte jeg stykket Music for 18 Musicians, og dette åbnede mine øjne for minimalismen, som jeg tidligere havde betragte med skepsis. I søndags (6. juni) opførtes dette værk for første gang i Danmark i forbindelse med Athelas New Music Festival.

Music for 18 Musicians er bygget op ud fra en cyklus af 11 akkorder som præsenteres i første del, Pulses I. Derefter danner hver af disse akkorder basis for en del, Section I-XI, og til sidst kommer hele cyklussen igen, Pulses II. Værket er skrevet for violin, cello, 2 klarinetter (begge spiller også basklarinet), 4 klaverer, 3 marimbaer, to xylophoner, en metallofon (en vibrafon uden vibrator) og 4 kvindestemmer. Denne noget specielle besætning giver mulighed for at lave en klanglig tekstur, der minder mere om elektronisk musik end om et klassisk ensemble. En lille bid af Pulses I kan høres nedenfor, og det hele kan høres på Grooveshark.

Eftersom jeg kun har hørt værket i en studieoptagelse før, var jeg spændt om en live-opførelse kunne matche denne i præcision og klanglig henseende. Både sangere og instrumentalister var forstærket op, og der var en lydmand, der stod for at skabe det rigtige klangbillede denne aften, så lyden var faktisk overraskende god. Visse steder kunne man da godt høre, at det mudrede en anelse, at en enkelt fejl sneg sig ind, eller at præcisionen faldt en tand, men disse steder blev opvejet af den meget præcise udførelse og det meget afbalancerede lydbillede det mest af tiden.

En ting jeg særligt holder af ved dette værk er de dybe pulseringer, der danner kontrast til de repetitive figurer i slagtøj og klaver. Jeg havde ikke gjort mig klart hvilke instrumenter, der spiller dette (en af de fine ting ved dette værk er, at man kan høre det uden at kunne gennemskue præcis, hvordan de forskellige klangfarver er sammensat), og blev derfor positivt overrasket over, at det udover cello er de to basklarinetter der står for det. Jeg bliver altid overrasket over hvor fantastisk et instrument basklarinetten er; den holder jeg rigtig meget af – mere end af dens almindelige lillebror.

Værket varer omkring en times tid, og man kan således tro, at det bliver kedeligt undervejs. Visse passager er da mere spændende end andre, men efter min mening er akkordcyklussen lige så frisk, når den kommer i Pulses II som i Pulses I. Dette er egentlig utroligt, i betragtning af hvor meget repetition værket indeholder, men de mange små variation undervejs gør alligevel at musikken hele tiden fremstår som ny.

Koncerten foregik i Teater Republique, og det var faktisk et rigtig dejligt rum til en koncert som denne. De højt placerede teatersæder gjorde, at man havde både godt udsyn og kunne høre rigtig godt. Der var dog utroligt varmt denne aften, hvilket (sammen med den ukendte musik) gjorde nogle folk meget urolige. Det generede dog ikke syndeligt, stilen ved denne koncert var meget afslappet, og som jeg talte med mine koncertledsagere om, kunne netop Steve Reich være fedt at have med ved et crossover-arrangement på fx Roskilde Festival – det ville det egne sig glimrende til.

Der kørte igennem hele koncerten nogle visuals bag ved musikerne, som bl.a. markerede overgangene mellem de forskellige sektioner. Det var som udgangspunkt en god ide, men den konkrete udformning fungerede efter min mening ikke. Det lignede mere noget grafik fra TV 2 i starten af 90′erne eller en dårlig udgave af Windows Media Player end noget der var tænkt kunstnerisk sammen med musikken. Man kunne i stedet have fulgt den minimalistiske tilgang og nøjedes med at markere overgangene ved hjælp af lyset på musikerne, for derved at fremstille musikerne i deres egen ret.

Alt i alt var dog en vellykket koncert, og jeg må sige, at jeg ovenpå denne koncert har fået lyst til at sætte mig mere ind Reichs musik og minimalismen i det hele taget. Jeg har også fået lyst til at læse analysen i Repeating Ourselves for måske at få en forståelse af baggrunden for denne specielle og mærkeligt tillokkende musik.

Denne aften var Klüvers bigband ledet af Lars Møller, der udover at være saxofonist også er leder af det danske bigband The Orchestra og en af den førende kræfter inden for dansk bigband-musik de seneste år. Man må nok i høj grad sige, at det er folkene omkring The Orchestra og Lars Møller der i disse år definerer den mere spændende del af bigband-scenen, hvor DR bigbandet holder sig mere til det sikre.

Programmet denne aften bestod af en række numre fra Schneiders debutalbum Evanescence fra 1994 med afstikkere til enkelte numre fra hendes andre plader. Det var mest originale kompositioner vi hørte, men også et par arrangementer af standards havde sneget sig ind. Koncerten begyndte med første nummer fra Evanescence-pladen, Wurgly, og efterhånden som nummeret skred frem, fik både orkesteret og anmelderen vænnet sig til omgivelserne. Med musik der i så grad er udkomponeret som Schneiders, kan man ikke lade være med at sidde med originalindspilningen i tankerne; i højere grad end det ellers gør sig gældende i jazz. Derfor skulle jeg i hvertfald lige vænne mig til orkestrets klang og spillestil denne aften, før jeg rigtig kunne nyde koncerten. Fra Evanescence-pladen fik vi også numrene Evanescence, Green Piece og Dance You Monster To My Soft Song. Derudover fik vi som nævnt både Schneiders arrangement af Days Of Wine And Roses med Niels Lyhne Løkkegaard som solist samt Over The Rainbow. Jeg må indrømme at hvor gode disse to arrangementer end var (med en standard som Over The Rainbow frygter man det værste), tiltaler de originale kompositioner mig altså mere. Aftenens højdepunkt var efter min mening nummeret Hang Gliding fra Allégresse-pladen (2000). Det er et af mine absolutte yndlingsnumre, hvilket selvfølgelig har spillet ind, men jeg synes også det var her orkesterets sammenspil toppede. At slutningen af dette nummer faktisk var et af de eneste tidspunkter i løbet af aftenen, hvor der kunne spores lidt usikkerhed i rytmegruppen, gjorde ikke nogen forskel for mig.

Som det ofte er tilfældet ved bigband-koncerter, fik vi præsenteret en lang række solister i aftenens løb. Vi fik bl.a. saxofonsoloer af Claus Waidtløw (tenor), Niels Lyhne Løkkegaard (alt og sopran) og Lars Møller selv (tenor). Claus Waidløw spiller altid sikkert, men har ofte brug for lidt tid til at udvikle sine soli, hvilket der ikke altid var tid til denne aften. Niels Lyhne Løkkegaard har en noget hakkende stil, når han spiller bop-præget, det virker langt mere besværet, end når han spiller den lyriske og luftige stil, der kendetegner hans soloplader. Men det er utvivlsomt bevidst. Jeg foretrækker dog så Lars Møllers fulstændigt ubesværede, virtuose stil, som vi fik at se et par gange denne aften. Det kommer altid lidt bag på mig, hvordan Lars Møller kan være komponist, orkesterleder og dirigent og samtidig være leveringsdygtig i koncerternes bedste soli – det er en smule flabet! Vi fik også en række gode basun- og trompetsoli denne aften, hvor jeg særligt vil fremhæve wunderkind Mads La Cour, hvis flygelhorn- og trompetevner de færreste vel efterhånden vil stille spørgmålstegn ved.

Med hensyn til aftenens lyd er det jo som regel sådan, at man vænner sig til lydbilledet i løbet af koncerten. Jeg savnede dog det meste af koncerten et lidt højere niveau for bas og klaver. Trommer og guitar kun sagtens matche de 13 blæsere, men bassen var generelt for lav denne aften (ofte overdøvet af basbasun og baritonsax), og klaveret var svært at høre under Mads Bærentzens ellers fine soli.

Aftenens ikke særligt store publikum bestod denne aften også af en noget beruset nordmand, der var yderst engageret i musikken. Fra sin plads på første række, skiftevis dirigerede han med, gestikulerede vildt og headbangede til musikken. I starten var det underholdende, men det blev efterhånden ret anstrengende både for publikum og musikere. Det var dog interessant i den forstand, at det udstillede i hvor høj grad bigband-musikken (og jazzen i det hele taget) har løsrevet sig fra sin oprindelige funktion som danse- og brugsmusik og er blevet til kunstmusik, hvor en opførsel, der ville være helt normalt til en rockkoncert, virker fuldstændig malplaceret. Når et spillested som Jazzhouse, der stadig har bevaret en vis form for natklubstemning, møder en musik, der i så høj grad som Maria Schneiders trækker på en klassisk værkæstetik, kan denne dobbelte status i jazzen åbenbare sig i grotesk form.

Det genåbnede Jazzhus Montmartre

I forbindelse med en konkurrence på den danske jazzblog JazzNyt var jeg så heldig at vinde billetter til tirsdagens (4. maj) koncert med den amerikanske trommeslager Jeff ‘Tain’ Watts. Det foregik i det for nyligt genåbnede Jazzhus Montmartre, og det blev en dejlig koncertaften, som sætter en høj standard for Københavns nye jazzspillested.

Jeff ‘Tain’ Watts spillede sammen en gruppe af svenske og danske musikere, der var sat sammen til lejligheden, bestående af Morten Ramsbøl på bas, Jacob Christoffersen på klaver og Anders Bergcrantz, Tomas Franck og Vincent Nilsson på henholdsvis trompet, saxofon og basun. Repertoiret var Watts’ meget varierede kompositioner, og vi fik denne aften masser af musik og masser af godt sammenspil.

Watts bliver af og til kaldt for “trommemonsteret”, og når man første gang hører hans trommespil (vel særligt på plade), kan det det også virker noget voldsomt. Han spiller højt, og han spiller meget! Desuden kan hans polyrytmiske tilgang få selv den mest garvede jazzlytters fod til at vippe ude af takt. Når man oplever ham live, viser det sig dog, at der er tale om et meget godmodigt monster. På scenen sidder han smilende ved sine trommer, og han virker af og til som et stort legebarn, der fryder sig når det rytmiske sammenspil mellem musikerne opstår. Der skal dog ikke herske tvivl om, at denne anmelder til tider synes at Watts’ trommespil er lige lovligt dominerende, særligt i et forholdsvis lille lokale som Montmartres. Da Watts’ spillede med DR Big Band i Jazzhouse for et års tid siden, var lyden mere afbalanceret (hvilket vel også siger noget!) Man må dog bøje sig og indrømme, at Watts har et gudsbenået swing, men vi fik da også hørt et enkelt eksempel på helt afdæmpet ballade-spil denne aften.

Watts’ nordiske medspillere leverede også varen denne aften. Særligt Ramsbøl imponerede. Han levede til fulde op til Watts, både hvad angår swing og kommunikation. Også Jacob Christoffersens spil var noget, der fornøjede både publikum og Watts. Selvom man godt kan høre, at Christoffersen har lyttet meget til Herbie Hancock, gør dette ikke noget når det forenes med eminent evne til sammenspil. Den rytmiske vekselvirkning mellem klaver og trommer var denne aften i højsædet.

Blæserne viste også alle gode takter og der var skrevet gode arrangementer, som blev forløst fint af de tre. Anders Bergcrantz spiller som regel en god power-trompet, men hans udnyttelse af trompetens dybe leje imponerede særligt denne anmelder. Den altid velspillende Tomas Franck hørte vi denne aften på både tenor- og sopransaxofon, og på trods af af Vincent Nilsson virkede halvberuset (det meste af aftenen han holdt han fast i en stolpe eller i flyglet), fungerede hans spil faktisk fint alligevel som kontrast.

Som nævnt er Watts’ repertoire ganske bredt, vi kom således forbi funk, reggae, New Orleans, Stevie Wonder og salsa denne aften. At Watts også skulle forsøge sig som sanger var en af de få ting, man kunne have været foruden.

Jazzhus Montmartre i dens nye form er præget af en meget eksklusiv stemning både hvad angår indretning, mad og drikke, musikken og klientellet, hvilket jo desværre også resulterer i at fx en Classic flaske-øl koster 45 kr. Desuden har det (til Niels Lan Dokys vist ikke ringe fornøjelse) også et vist internationalt præg. Således blev vi modtaget af den engesktalende manager Riz Merchant, og Lan Doky følte sig forpligtet til at præsentere aftenens koncert på engelsk, da han mente at kunne genkende enkelte ikke dansktalende personer i publikum.

Nå man ser bort fra det kolossale lydtryk, der til tider kom fra trommerne, må man sige lyden generelt var god. Særligt havde bassen en volume der kunne matche trommerne, og også klaveret var tilpasset lydniveauet. Klaverklangen kom dog ikke helt til sin ret denne aften; om det skyldes klaveret eller forstærkningen må tiden vise.

Man må alt i alt sige, at det ny Montmartre lægger en noget anden stil for dagen end det gamle; om det er værre eller bedre skal jeg ikke kunne sige, jeg har kun hørt legenderne om det gamle Montmartre gennem andre. Jeg er dog glad for at København har fået endnu et jazzspillested og oven i købet et sted, der virker så lovende. Man kan, når man tager Copenhagen Jazzhouse’s noget skrantende økonomi i betragtning, frygte at København ikke har jazzpublikum nok til begge steder. Det virker dog som om, at Jazzhus Montmartres fokus på ting-ting-ti-ting-jazz kan være et godt alternativ til netop Jazzhouse’s nye mere brede profil. Vi må håbe på det bedste, og en varm anbefaling til at besøge stedet er hermed givet videre.

Billede fra koncertplakaten

Jeg vil begynde min karriere som blog-bestyrer med en anmeldelse af en dejlig koncert, jeg var til i torsdags (29. april). Det var i Tivolis koncertsal, orkestret var Sjællands Symfoniorkester og på programmet var musik af den store amerikanske filmkomponist John Williams.

Jeg havde set meget frem til denne koncert, da det ikke er særligt tit man har mulighed for at høre filmmusik live i Danmark. I USA er det mere udbredt, jeg var fx inde og høre en koncert med Bill Conti i San Diego i januar i forbindelse med min tur til vestkysten. Jeg holder særligt meget af John Williams’ filmmusik, da han efter min mening kan kombinere den svulstige symfoniske musik vi elsker med en eminent evne til at tilpasse musikken til filmens stemning.

Selvom John Williams måske er en af de mest kendte navne inden for filmmusikken (han har vundet 5 oscars, og været nomineret hele 45 gange!), var det efter sigende først da Tivoli lavede den festlige plakat med et billede af tre lyssværdsvingende musikere at billetsalget for alvor rykkede. Dette resulterede så også i næsten fuldt hus og en rigtig god koncertstemning, ikke mindst på grund af den blandede skare af gæster. Det hav af gråt, man normalt befinder sig i, når man går til klassisk koncert, var suppleret med mange børn, unge og midaldrende. Nikolaj Lie Kaas skulle have været aftenens vært, men han var blevet forhindret, så i stedet fik vi stand-upperen Christian Fuhlendorff, der virkede noget malplaceret denne aften. På nær enkelte gode jokes var hans materiale nok mere egnet til show på TV2 Zulu end til en koncertsal – det var til tider på grænsen til pinligt. Men da hans optræden var ret begrænset, gjorde han ikke større skade denne aften.

Aftenen levede ellers fuldt op til forventningerne. Orkesteret blev dirigeret af tyskeren Frank Strobel, som er ekspert i filmmusik, og han fik da også orkesteret helt op i omdrejninger. Programmet startede med temaer fra Jurassic Park, hvor særligt hovedtemaet er en moderne filmklassiker. Dernæst fulgte det smægtende tema fra Schindler’s List med violinsoloen spillet af Serguie Azizian. Hvor smukt dette tema end er, synes jeg at selve formen på musikstykket er lidt kedeligt, da temaet gentages igen og igen – engelskhornets fremtrædende placering hjælper dog noget på det. Som forventet tog dette stykke musik kegler hos publikum, hvor man hørte dybe suk rundt omkring; det er sikkert og vidst at musikken for mange høres med filmen på nethinden.

Aftenens store satsning fulgte nu, det eneste stykke musik der ikke var filmmusik, John Williams’ Tubakoncert fra 1985, med Tonni Hellebek som solist. Når man hører ordet “tubakoncert” tænker man med det samme: kan det lade sig gøre?, og lad det være sagt med det samme: det fungerede ikke optimalt. Tubaens lydstyrke og klang egner sig dårligt som soloinstrument, og da orkesteret ikke var udvidet i bunden (kun 5 kontrabasser og ingen tuba i orkesteret) mudrede lyden enormt i det dybe leje. Kompositionen var såmænd interessant nok, man sad og fik lyst til at høre mere af John Williams’ ikke-filmmusik, men den fungerede altså bedst, når tubaen ikke spillede med! Folk havde også svært ved at holde koncentrationen, men man må dog tage hatten af for, at programlæggerne prøver at udfordre os lidt. Det var da også en oplevelse at se en tubaist træde frem fra sin sædvanlige hengemte plads nede bagved og udforske sit instruments klanglige muligheder.

Efter tubakoncerten fik vi et uddrag af fire stykker musik fra Harry Potter filmene, efter min mening noget af det bedste John Williams har skrevet. Den magiske verden der fremtrylles i filmene skyldes for en stor dels vedkommende den fantastisk eventyragtige musik. Det var et lidt alternativt uddrag fra filmene vi fik, særligt The Knight Bus fra Fangen fra Azkaban gjorde indtryk. Jeg var dog en smule skuffet over vi ikke fik det så kendte Hedwig’s Theme, som vel er filmenes mest kendte musik. Vi fik til gengæld The Chamber of Secrets, der tematisk set udspringer af Hedwig’s Theme, men dog ikke lever fuldt op til det.

Efter pausen var det tid til et uddrag fra Close Encounters Of The Third Kind fra 1977, en mystisk film, hvor musikken, der i øvrigt er yderst velskrevet og udnytter orkesteret til fulde, spiller en stor rolle. Filmens hovedtema spiller som bekendt en fremtrædende rolle i selve handlingen, og ikke desto mindre fremstår musikken til End Credits som noget af det meste svulstige John Williams har skrevet. At filmen desuden benytter raffineret cluster-teknik (al la Ligetis Atmosphéres) gør det jo kun endnu bedre.

Som sidste punkt på programmet kom Suite fra Star Wars filmene, som nok var det mange var kommet for at høre. Her fik vi syv stykker musik, både de kendte så som Main Title og The Imperial March (der egentlig ikke fungerer særlig godt uden for filmen), men også mere ukendte stykker som den humoristiske Parade of the Ewoks og Jabba the Hut. I den sidstnævnte fik tubaen igen lov at spille en hovedrolle, der fungerede noget bedre end tubakoncerten, måske bare af den simple grund at han var rykket de 5-10 tilbage til sin gamle plads. Lydfordelingen blev simpelthen bedre af det, hvilket dog også kan skyldes tilvænning fra anmelderens side til salens lydforhold, en faktor man ikke skal undervurdere.

Det virkede dog som at orkestret bare blev bedre og bedre som aftenen skred frem, og aftenen endte da også med hele to ekstranumre, temaet fra E.T. som alle havde siddet og håbet på, og til allersidst fik vi Main Theme fra Star Wars næsten endnu bedre end første gang. På dette tidspunkt var salen da også næsten kogende, og således kunne vi gå ud i den varme efterårsaften en dejlig koncertoplevelse rigere.