En Berg-anekdote

I morgen aften spiller DR SymfoniOrkestret Alban Bergs Drei Orchesterstücke, op. 6 (1913-15) til torsdagskoncerten. Adorno var som bekendt kompositionselev hos Berg og i hans monografi, Berg – Der Meister des kleinsten Übergangs, kan man læse følgende anekdote om Adornos første møde orkesterstykkerne:

Da han [Berg] viste og forklarede mig partituret, sagde jeg ved det første grafiske indtryk: ”Det må klinge, som hvis man spiller Schönbergs Orkesterstykker og Mahler Niende symfoni samtidig. Aldrig vil jeg glemme den glæde, det for ethvert kulturøre betænkelige kompliment opblussede i hans ansigt. Med en vildhed, der lavineagtigt begravede alt johannesk [johanneische] sagtmodighed, sagde han: ”Ja, så måtte man endelig høre, hvordan en messingblæserakkord med otte forskellige toner virkelig klinger”, som om han var sikker på, intet publikum kunne overleve sådan en akkord; At det dog overlevede det og i mellemtiden vænnede sig til langt mere uregerligt materiale er vel snarere et tegn på neutralisering end på et succesfuldt fremskridt for den for musikalske bevidsthed. (Gesammelte Schriften, bd. 13, s. 352, min oversættelse)

Som det ofte er tilfældet hos Adorno, krydres den godmodige historie med en let resignerende kulturkritik til sidst. Jeg glæder mig meget til at høre stykkerne i morgen, ikke mindst fordi jeg for nylig har afleveret speciale om netop Mahlers Niende symfoni og desuden interesserer mig meget for Schönbergs musik, begge ting jeg håber at kunne skrive mere om her på bloggen snart. Først og fremmest glæder jeg mig bare ved Adornos tankeeksperiment, som jeg vil lytte efter i morgen aften.

Tolvtonesensation

I går aftes var jeg i DR’s Koncerthus og høre uropførelsen af Paul von Klenaus Niende symfoni – komponeret i 1945-46. Koncerten var slået op som ”årets musiksensation” og har været nærmest hypet i musikkredse den seneste tid. Hvis man tilslutter sig en musikdefinition, der inkluderer andet end ”klassisk” musik, er det svært ikke at trække lidt på smilebåndet over den bombastiske formulering, men inden den symfoniske musiks område var der faktisk tale om lidt af en sensation, eller i hvert fald en musikhistorisk ret interessant begivenhed.

Læs mere Tolvtonesensation

Det autentiske

DetBegrebet autenticitet har været diskuteret indgående i medierne i den seneste tid. Debattør (og provokatør!) Ulla Holm (hende der tidligere har beskyldt Noma for at være fascisme forklædt som avantgarde) beskrev fx i Information tidligere på året, hvordan jagten på sund mad, økologi og dyrevelfærd først og fremmest er udtryk for kulturelitens jagt på autenticitet og på dens afsværgelse af moderniteten til fordel for en idyllisk, præmoderne fortid. Det skabte selvsagt en del debat, ligesom også Andrew Potters bog The Authenticity Hoax: How We Get Lost Finding Ourselves om jagten på autenticitet i det moderne samfund har givet genklang i medierne.

Også inden for kunstens verden har begrebet fået aktuel opmærksom med Jørgen Dehs’ for nyligt udkomne bog Det autentiske – fortællinger om nutiden kunstbegreb, som jeg vil give et par ord med på vejen her på bloggen. Dehs, som jeg tidligere kun er stødt på i forbindelse med en oversigtartikel om Gilles Deleuze og kunsten, er filosof, lektor og leder af forskeruddannelsen ved Arkitektskolen Aarhus og æstetikken er således et af hans specialer.

Læs mere Det autentiske