Da jeg i efteråret fulgte kurset “Modernisme og avantgarde” ved Musikvidenskab, blev jeg for alvor gjort opmærksom på Steve Reichs musik. I forbindelse med en ved første øjekast temmelig obskur analyse af forholdet mellem minimalistisk kunstmusik, disko og det amerikanske (repetitive) massesamfund anno slut-70′erne fra bogen Repeating Ourselves af Robert Fink (som jeg dog kun har fået præsenteret) hørte jeg stykket Music for 18 Musicians, og dette åbnede mine øjne for minimalismen, som jeg tidligere havde betragte med skepsis. I søndags (6. juni) opførtes dette værk for første gang i Danmark i forbindelse med Athelas New Music Festival.

Music for 18 Musicians er bygget op ud fra en cyklus af 11 akkorder som præsenteres i første del, Pulses I. Derefter danner hver af disse akkorder basis for en del, Section I-XI, og til sidst kommer hele cyklussen igen, Pulses II. Værket er skrevet for violin, cello, 2 klarinetter (begge spiller også basklarinet), 4 klaverer, 3 marimbaer, to xylophoner, en metallofon (en vibrafon uden vibrator) og 4 kvindestemmer. Denne noget specielle besætning giver mulighed for at lave en klanglig tekstur, der minder mere om elektronisk musik end om et klassisk ensemble. En lille bid af Pulses I kan høres nedenfor, og det hele kan høres på Grooveshark.

Eftersom jeg kun har hørt værket i en studieoptagelse før, var jeg spændt om en live-opførelse kunne matche denne i præcision og klanglig henseende. Både sangere og instrumentalister var forstærket op, og der var en lydmand, der stod for at skabe det rigtige klangbillede denne aften, så lyden var faktisk overraskende god. Visse steder kunne man da godt høre, at det mudrede en anelse, at en enkelt fejl sneg sig ind, eller at præcisionen faldt en tand, men disse steder blev opvejet af den meget præcise udførelse og det meget afbalancerede lydbillede det mest af tiden.

En ting jeg særligt holder af ved dette værk er de dybe pulseringer, der danner kontrast til de repetitive figurer i slagtøj og klaver. Jeg havde ikke gjort mig klart hvilke instrumenter, der spiller dette (en af de fine ting ved dette værk er, at man kan høre det uden at kunne gennemskue præcis, hvordan de forskellige klangfarver er sammensat), og blev derfor positivt overrasket over, at det udover cello er de to basklarinetter der står for det. Jeg bliver altid overrasket over hvor fantastisk et instrument basklarinetten er; den holder jeg rigtig meget af – mere end af dens almindelige lillebror.

Værket varer omkring en times tid, og man kan således tro, at det bliver kedeligt undervejs. Visse passager er da mere spændende end andre, men efter min mening er akkordcyklussen lige så frisk, når den kommer i Pulses II som i Pulses I. Dette er egentlig utroligt, i betragtning af hvor meget repetition værket indeholder, men de mange små variation undervejs gør alligevel at musikken hele tiden fremstår som ny.

Koncerten foregik i Teater Republique, og det var faktisk et rigtig dejligt rum til en koncert som denne. De højt placerede teatersæder gjorde, at man havde både godt udsyn og kunne høre rigtig godt. Der var dog utroligt varmt denne aften, hvilket (sammen med den ukendte musik) gjorde nogle folk meget urolige. Det generede dog ikke syndeligt, stilen ved denne koncert var meget afslappet, og som jeg talte med mine koncertledsagere om, kunne netop Steve Reich være fedt at have med ved et crossover-arrangement på fx Roskilde Festival – det ville det egne sig glimrende til.

Der kørte igennem hele koncerten nogle visuals bag ved musikerne, som bl.a. markerede overgangene mellem de forskellige sektioner. Det var som udgangspunkt en god ide, men den konkrete udformning fungerede efter min mening ikke. Det lignede mere noget grafik fra TV 2 i starten af 90′erne eller en dårlig udgave af Windows Media Player end noget der var tænkt kunstnerisk sammen med musikken. Man kunne i stedet have fulgt den minimalistiske tilgang og nøjedes med at markere overgangene ved hjælp af lyset på musikerne, for derved at fremstille musikerne i deres egen ret.

Alt i alt var dog en vellykket koncert, og jeg må sige, at jeg ovenpå denne koncert har fået lyst til at sætte mig mere ind Reichs musik og minimalismen i det hele taget. Jeg har også fået lyst til at læse analysen i Repeating Ourselves for måske at få en forståelse af baggrunden for denne specielle og mærkeligt tillokkende musik.