Joshua Redman var som nævnt udsolgt, og der skulle jo også skulle ses fodbold onsdag, så først efter kampen var færdig, stod den på den sidste halvdel af David Sanborn-koncerten i Tivoli, hvor han spillede sammen med Steve Gadd og Joey DeFrancesco. Tivoli er et hyggeligt sted om aftenen, og når man kan komme gratis ind og høre koncerter på sit årskort, bærer man over med, at der sjældent er de allerfedeste navne på plakaten. Jeg blev dog alligevel noget skuffet over denne koncert, Tivolis lidt stadion-agtige lyd kombineret med Gadds mekaniske trommespil var ikke noget god kombination. Desuden havde musikken det lidt bøvede præg, der kommer af orgelfodbas, og repertoiret, der var holdt i meget gammeldags blues-stil, gjorde ikke dette bedre. Udover fodbassen skulle DeFrancesco også både spille traditionel hammondorgel og keyboard og desuden både spille trompet og synge (dog ikke samtidig!), hvilket gjorde at ingen af delene skete med særlig stor kunstnerisk gennemslagskraft. David Sanborn spillede efter min mening bedst denne aften, hans spil havde en vitalitet, som de andre ikke kunne matche. Det meste interessante denne aften var, at vi fik Michael Jacksons “The Way You Make Me Feel” i en slags blues-udgave, der formåede at bibringe en original, omend noget gammeldags, fortolkning af sangen.

Efter koncerten stod den på mere hammondorgel, Spacelab med Nikolaj Hess, Anders Christensen på bas og Mikkel Hess på trommer på KafKafeen. AC kom en hel del for sent, så første sæt blev en duo mellem de to brødre, og det fungerede faktisk ok. Nikolaj Hess spiller ikke med fodbas, så han måtte klare bassen med venstre hånd, hvilket han faktisk gjorde overraskende godt, han formåede også at kombinere dette med glimrende solospil. Niveauet steg dog markant, da AC kom på banen, og det musikalske overskud blev markant større. Undervejs i koncerten sad bl.a. Jeppe Gram ind. En fyr, hvis navn jeg har glemt, overtog hammond-orglet, og så fortsatte Nikolaj Hess på klaveret, der stod ved siden af. Stemningen var meget uformel denne aften, næsten lidt for uformelt, når man tænker på, vi trods alt havde betalt penge for at høre trioen, men klokken var selvfølgelig også langt over 12 på dette tidspunkt, og så ved man jo aldrig, hvordan det ender, hvilket også er en del af jazzens charme.

Torsdag holdt jeg igen helt jazzfri, jeg var i stedet igen i Tivoli, denne gang koncertsalen, for bl.a. at høre Carl Nielsens blæserkvintet. Jeg har i forbindelse med et kursus om Carl Nielsens musik, jeg har fulgt i sidste semester skrevet en opgave om netop blæserkvintetten, og derfor måtte jeg selvfølgelig nu høre den live, når muligheden bød sig. Igen var det gratis, når bare man har årskort – en god investering, hvis man har en lidt bred musiksmag. Blæserkvintetten er en af Nielsens mest populære værker og det med god grund, det er spændende musik med mange sjove detaljer undervejs. Udover Nielsen, var det en række sange af Richard Strauss, sunget af Mathias Hedegaard, der gjorde størst indtryk på mig denne aften.

Fredag aften blev mere travl, den startede med George Garzone med Ramus Ehlers, Kasper Tagel og Morten Hæsum i Sofiekælderen på Christianshavn. Selvom vi kom i god tid, var der fyldt godt op, stedet har ikke de bedste spillestedforhold, hvis man ikke skal spise, der ikke plads til mange, og der næsten ingen siddepladser, som ikke står i den traditionelle restaurant-opstilling. Den meget kraftige varme i det lille rum, gjorde heller ikke forholdene bedre denne aften. På trods i disse forhold, og at vi således måtte stå det meste af aftenen, fik vi en super fed koncert i tre sæt med pauser imellem, hvor vi kunne komme ud og få lidt luft. Vi fik denne aften både standards og nogle Garzone-originaler, og særligt Garzone var virkelig i stødet. De andre spillede også godt, men det var Garzone, der fik løftet sammenspillet op på et højere niveau. Der var problemet med lydanlægget, så klaveret var desværre meget svært at høre, men den del af Rasmus Ehlers klaverspil, der trængte igennem, lød rigtig godt. Ehlers er en anden type end Garzone, hans spil er mere enkelt og minimalistisk, selvom han da også til tider kan spille kraftfuldt. Hans spil virker dog som en god kontrast til Garzones ekspressive stil. I sidste del af koncerten sad Claus Waidløw ind, og og vi fik noget af en tenorsaxofon-battle med bl.a. Giant Steps, som man ellers næsten aldrig hører spillet. En god afslutning på en koncert, der på trods af omstændighederne var rigtig god.

Efter et lille pitstop stod den på jamsession på det relativt nyåbnede Jazzhus Montmartre. Da vi kom, var der næsten helt fyldt, og Anders Bergcrantz stod sammen med en anden trompetist og spillede meget højt og kraftigt på baggrund af et funk-agtigt groove. Bergcrantz har en meget direkte facon, der denne aften kom til udtryk ved at han, til pianistens store ærgelse, flere gange afskar ham muligheden for at spille solo. Da der desuden blev besluttet at holde pause i jammen, døde den desværre, og de fleste folk forlod stedet. Efter pausen forsøgte husorkesteret at redde den ved at spille “Bye, Bye, Blackbird” og en ballade, hvilket selvsagt ikke lykkedes. Vi måtte derfor forlade stedet en del tidligere end forventet og med en lidt flad fornemmelse. Det skal nævnes, at barpriserne er blevet sat en del ned siden sidste gang jeg besøgte stedet. Denne aften kunne man få en Carlsberg for 38 kr, eller tre for 75 kr, hvilket bringer prisen ned på et meget konkurrencedygtigt niveau, hvis man drikker nok!

Aftenen blev afsluttet med et besøg på Dunkel, hvor Detroit dj’en Kyle Hall spillede (hør et mix af ham her). Da vi kom ind ad døren, var han netop gået igang med sit dj-set, der primært bestod af deep og soulful house. Som om det var koordineret med jazzfestivalen, fik vi både vokal, blæsere og synth-soloer undervejs, hvilket er usædvanligt på et sted som Dunkel, hvor det ofte er det mere hårde og minimale, der spilles. Jeg var helt op at køre over hans dj-set, faktisk var det et af de bedste, jeg længe har hørt, men der var desværre ikke så mange på Dunkel denne fredag nat, og dem, der var der, så ikke ud til nyde det i lige så høj grad som jeg gjorde.

Lørdag stod den igen på jazz. Vi startede med Jesper Løvdal og Nils Wogram w. Friends i Huset teater, Halmtorvet. Hvor mange venner de to musikere har i almindelighed, skal jeg ikke gisne om, men denne aften var det kun en, nemlig Anders Mogensen på trommer. Løvdal spillede på tenor og baritonsaxofon samt på et arabisk lydende, oboagtigt instrument. Tyske Nils Wogram er kendt som en virkelig dygtig basunist, men spillede også lidt klaver denne aften. Desuden fik vi eksempler på hans kunnen inden for strubesang, en meget mærkværdig lyd. Der var næsten ingen publikum til koncerten, hvilket måske hænger sammen med, at den startede over en halv time for sent, da Løvdal (og også Wogram) skulle spille færdig med Hvad er klokken? i Råhuset ved siden af. Mens vi ventede smuglyttede vi lidt til ekstranummeret her, og Kresten Osgood supplerede denne gang saxofon-”spillet” med at synge den så kendte melodi fra 90′ernes DK Bezin reklamer: “Hos DK Benzin, der koster benzin, det, den koster. Her er ingen rabatter og bonusfis. Til gengæld får du den til nettopris.” Igen en vanvittigt ide, der dog blev udført overraskende musikalsk! Men trio-koncerten gik i gang, og vi fik et enkelt sæt med mere eller mindre frit improviseret spil. Der blev dog opbygget grooves, og de to skiftedes til at spille solistisk og akkompagnerende. Et par enkelte standard blev også vævet ind, vi fik fx Coltranes Countdown! Udover strubesangen demonstrerede Wogram også, at han kunne spille tostemmigt vha. overtoner på sin basun, hvilket gav nogle interessante passager. Anders Mogensen leverede fint og varieret akkompagnerende trommespil, der dog ikke på nogen måder var prangende.

Efter trio-koncerten stod den på La Fontaine jam til den lyse morgen. Husbandet bestod af Jan Harbeck på saxofon, Jens Kristian Andersen på bas og Andreas Fryland på trommer. Vi var således fri for Kjeld Lauritzens hammondorgel denne aften, hvilket der vist er delte meninger om, men han var til gengæld oppe og spille klaver senere på aftenen. En række musikere jammede i løbet af natten, bl.a. Jesper Løvdal og Nils Wogram og der var på et tidspunkt stopfyldt og kø for at komme ind. Det var dog ikke en af de fedeste jams jeg har været til, men til gengæld blev det sent, musikken spillede vist stadig klokken 5. Det var en god måde at afslutte året festival på for mit vedkommende.

Da begge koncerter med Joshua Redmans dobbelt-trio var udsolgt, fik jeg kun hørt to koncerter i Jazzhouse i år, Vijay Iyer med sin trio søndag aften og Fly mandag aften. Den amerikanske trommeslager Jason Marsalis, som er lillebror til den (herostratisk) berømte Wynton Marsalis, har været været ude med en opdatering af den neoklassicistiske jazzkritik (se her og her), hvor han mener, at de såkaldte “Jazz Nerds”, der lægger vægt på komplicerede strukturer, “odd meters” m.v. og ser bort fra jazzens historiske arv, har taget magten inden for jazzverdenen. Marsalis begræder bl.a., at swing af mange unge jazzmusikere anses for uinteressant. På mange måder er Jason Marsalis kritik problematisk, ligesom hans brors kritik var det i 80′erne, hvis den i for høj grad kommer til at diktere snævre rammer for, hvad jazz er og ikke er. På den anden side må jeg på det personlige plan give Marsalis ret i nogle af hans pointer: Jeg savner tit hos de unge amerikanere en tættere forbindelse til musikken i 60′erne, som er min favoritepoke. Den postmoderne jazz, vi har i dag, plukker fra alle mulige steder, men går ofte uden om det, der ligger lige for, den store arv fra 50′erne og 60′erne. Det hjælper dog ikke at forsøge at definere sig ud at dette, ved at sige at jazz fx skal indeholde swing eller blues-feeling (som Wynton Marsalis fx har gjort sig til talsmand for), musikerne laver den musik, de vil, uanset om det hedder jazz eller ej. Man må i stedet håbe, at nok musikere støtter op om og rent faktisk spiller med fx swing. Kun sådan kan det overleve, og det tror jeg nu nok skal ske.

Det var en såden dobbelt fornemmelse, jeg stod tilbage med efter koncerterne søndag og mandag, musikken havde været spændende, groovy, interessant, smuk og til tider grim (på den gode måde). Der manglede dog begge aftener det sidste, for at jeg var 100 % med, den kropslige fornemmelse ved rigtig god jazz udeblev det meste af tiden. Jeg tror dog i lige så høj grad dette er tilvænningsspørgsmål, min krop er desværre ikke helt kommet med ind i det 21. århundrede endnu.

Den musik, Vijay Iyer spiller med sin trio, der udover ham består af Stephan Crump og Marcus Gilmore, må siges at være enorm original og interessant, og de er alle super dygtige musikere. Rytmisk set føles det meget kompliceret, en stor udfordring for en musiknørd, der ikke kan lade være med altid lige at “tælle med”. Det var dog umuligt for mig denne aften, musikkens swinger ikke på regulær facon, og kun ganske sjældent hørtes 4/4, men man måtte lade sig rive med af den vitalitet, som prægede musikken. Vi fik denne aften en række numre fra trioens seneste plade Historicity, både originale kompositioner og “standards” i bred forstand. Jeg bed særligt mærke i, at selvom trioens egne kompositioner er eksperimenterende, holder de sig ikke tilbage for at spille Bernsteins “Somewhere” og Michael Jacksons “Human Nature”, begge numre i den mere “cheesy” afdeling efter min mening. En af aftenens højdepunkter var en en lang trommesolo af den unge Gilmore. Den var opbygget fra start til slut og havde en konstant storetrommefigur hele vejen igennem, og Gilmore viste her, at han mestrede trommesættet til perfektion – det var absolut en af de mest spændende trommesoloer jeg nogensinde har hørt! Lad os være ærlige, tit er trommesoloer ret kedelige, her var en musiker, der rent faktisk spillede trommer i stedet for bare at slå på trommer, som min ledsager formulerede det.

Efter koncerten blev vi ført direkte ind i en ny koncert, nemlig med Copenhagen Jazzhouse trio (Magnus Hjorth, Petter Eldh og Snorre Kirk) med gæstesaxofonist i stueetagen af Jazzhouse. Der var her tale om den mere traditionelle koncerttype, der blev primært spillet standards og i den klassiske form: tema, soloer, evt. bassolo, tromme-chase-solo, tema. Uformelt, simpelt og super velspillet. Stemningen var næsten som ved jam, men det var der ikke noget af. Selvom Vijay Iyer og de andre kredsede lidt rundt om scenen, spillede kvartetten dog begge sæt selv.

Mandag aften stod den på Fly, trioen bestående af Mark Turner på saxofon, Larry Grenadier på bas og Jeff Ballard på trommer. Med en saxofontrio er det er det altid spændende, hvordan “problemet” med det manglende akkordinstrument håndteres. Flys musik er meget groovebaseret, og formår på denne måde at holde fast i formen. Vi fik ved denne koncert desuden en enkelt bebop-klassiker med walking bass, rhytm changes og det hele. Når tema og saxsolo er færdig, ved man, at der venter bas og trommesolo, og jeg var i den forbindelse særligt imponeret over, hvordan Turner spiler guidelines bagved bassoloerne og derved skabte en anderledes form akkompagnement, end man er vant til.

Efter koncerten stod den igen på jazz i stueetagen, men jeg blev dog ikke hængende så længe denne aften, men tog i stedet over og hørte slutningen af en koncert med Kresten Osgood og Hvad er klokken? i Huset. Jeg har aldrig hørt orkesteret før og blev derfor noget overrumplet af denne optræden, der kun kan betegnes som vanvittig. Kresten Osgood er centrum for begivenhederne, og han giver den som både sanger og saxofonist udover sin rolle ved trommerne. Jeg fik således hørt et nummer med fællessang, et hvor Osgood “spillede” saxofon (dvs. pustede i den med skingre og skrigende lyde til følge) nede blandt publikum og ekstranummeret, hvor Jesper Løvdal, da et vers af “skilsmisse-sangen” var blevet glemt, ringede en ven op fra scenen for at få hjælp.  Min mandag aften blev således rundet af med denne blanding af avantgardistisk provokationskunst, stand-up comedy og lejrbålshygge.

Festivalen startede fredag den 2. juli, og jeg plejer ikke at deltage i selve den officielle åbning, men var i år så jazz-hungrende, at jeg måtte igang fra starten. Det var annonceret at kulturministeren skulle holde en åbningstale, men hvem, der skulle spille, fremgik ikke af programmet før samme dag. Per Stig Møllers holdt en tale, hvor han udover at citere Platon fik beskrevet sin eget forhold til jazzen, og hvordan han bl.a. havde siddet inde på det hedengangne Vingården og snakket med diverse jazzmusikere. Desuden fremhævede han Miles Davis’ rytmegruppe fra 60′erne med Ron Carter, Herbie Hancock og Tony Williams, som er en af mine absolutte yndlingsrytmegruppe, i forbindelse med forholdet mellem jazzens tradition og fornyelse (så vidt jeg husker). 2 point til de konservative!

Musikalsk blev festivalen åbnet dels af en tromme/sousafon duo (Stefan Pasborg og Jacob Munch), der spillede lidt fri impro, og dels af det svenske band Odd Job, der leverede en god omgang jazz/rock, der bragte minderne hen på Miles Davis anno slut 60′erne. Åbningskoncerten virkede dog ikke som et festfyrværkeri af musik, og den sene annoncering kunne dog også få en til at tro, at festival måske oprindelig havde haft et andet åbningsband i tankerne end dette lidt obskure svenske orkester.

Med jazzfestivalen skudt i gang på behørig vis, stod den kl. 16 på god, solid bop med Tomas Francks kvartet ved Vandkunsten. Der er altid mange mennesker her, når vejret er godt, men vi fik dog kilet os ind tæt på scenen med en fadøl, og var således klar til et par sæt med no-nonsense jazz med de erfarne herrer Franck på tenorsaxofon, Ben Besiakov på klaver, Daniel Franck på bas og Jeppe Gram på trommer. Kvartetten skuffede da heller ikke, Tomas Franck er en af mine absolutte yndlingssaxofonister i Danmark, og selvom jeg ikke er kæmpe fan af lillebror Daniel Franck, spillede han rigtig godt til denne koncert. Besiakov virkede ikke helt på toppen denne dag, men leverede dog glimrende akkompagnement og enkelte gode soli. Fra Gram savnede jeg lidt mere med- og modspil til solisterne, han holdt sig lidt for meget i baggrunden for min smag, men leverede dog et solidt rytmisk fundament til sine medspillere. Jens Winther (som har haft både brødrene Franck og Besiakov med i sine grupper) sad ind i de sidste to numre, men han nåede dog ikke op i niveau i soloerne i forhold til Tomas Franck denne eftermiddag. Selvom jeg holder meget af, at komme ud og høre noget nyt, moderne og eksperimenterende, holder jeg dog ikke mindre af velspillet standard-jazz i høj solskin med en fadøl i hånden, og denne koncert var en af de rigtige gode af denne slags i år.

Lørdag stod den på bigband jazz allerede fra kl. 14 i Kongens Have. Jeg ser altid frem til at skulle høre The Orchestra på jazzfestivalen, det er mit yndlings-bigband i Danmark. I år var der annonceret en koncert med operasangerinden Tuva Semmingsen. Jeg var umiddelbart lidt skeptisk over for denne sammenstilling og ankom lidt frygtende/håbende på, at vi ville komme til at høre Wagner og Puccini i swing eller så noget. Koncerten var dog slet ikke så eksperimenterende, som det lød. Tuva Semmingsen har åbenbart udover sin operastemme også en ganske blød og rund (og en smule kedelig) jazzstemme, som hun finder frem ved festlige lejligheder. Hun var desuden kun med på et par af numrene, og disse var efter min mening lidt kedelige. Bigband-arrangementerne er dog altid gode, Lars Møller (og hans medarrangører) har aldrig været bange for “dissonansens emanicapition” , og det er da også derfor, jeg igen og igen vender tilbage for at høre The Orchestra – tonesproget et simpelthen kradsbørstigt på præcis den måde, jeg kan lide det! Resten af af numrene var kompositioner tidligere skrevet til orkesteret, og orkesteret var som sædvanligt velspillende, med gode soli hele vejen rundt.

Efter The Orchestra var Erling Kroner og hans New Music Orchestra på programmet i Kongens Have. Både hans kompositioner og arrangementer, hans forkærlighed for tango og de musikere han havde med, siger mig mindre end Lars Møllers ditto. Musikken gjorde ikke stort nok indtryk, til at jeg rigtig kan beskrive den fyldestgørende, men jeg bed dog mærke i Erling Kroners, for jazzmusikere så uvante mangel på beskedenhed. Fx var han undervejs på fornavn med Astor Piazzolla, og han betegnede en af sine musikere som “dettes orkesters anden store komponist og arrangør” med slet skjult hentydning til sig selv. Ikke at der egentlig er noget odiøst i disse udtalelser, Erling Kroner kender muligvis Piazzolla personligt, og han er vel en “stor” komponist/arrangør efter danske forhold, men man kan ikke lade være med at lægge mærke til det, når man er vant til fx store amerikanske jazznavnes ydmyghed, hvor de ofte ikke engang præsenterer sig selv. Det er helt almindeligt og måske i virkeligheden udtryk for den lidt overdrevne ydmyghed, der karakteriserer jazzen på overfladen (men også kun her!)

Om aftenen var der købt billet til Herbie Hancock i Operaen. Sidste (og første) gang jeg hørte Hancock var i 2003 i Amager Bio, hvor han spillede med sit Future2Future projekt og det var altså første gang jeg hørte ham på Copenhagen Jazz Festival. Hancock har altid været en af min helt store jazz-helte, hans fusionsplader fra 70′erne (særlig Headhunters og Thrust) fik mine øjne op for jazzen. Det ledte senere til hans akustiske plader fra 60′erne og særligt hans sammenspil med Miles Davis’ gruppe i samme periode. Hancock er, lidt ligesom Miles Davis i høj grad var, en musiker, der er i konstant udvikling. Han plader som regel projekter med nye kunstneriske ideer i form af musikalske samarbejder, udnyttelse af nye teknologiske muligheder, nyt repertoire m.v., i stedet for “bare” nyindspilninger af standards eller gamle kompositioner. Særligt er Hancock kendt for, at overskride genremæssige skel, fx i forbindelse med 70′ernes fusion og 80′ernes elektroniske eksperimenter, og han er dog også blevet kraftigt kritiseret for dette (fx af Wynton Marsalis).

Selvom jeg principielt hylder både det nyskabende og det genrenedbrydende aspekt, mener jeg dog ikke, at Hancock de sidste mange år for alvor har udgivet interessante ting, helller ikke hans seneste Imagine-projekt. Derfor tog jeg til koncerten med lidt blandede følelser, idet den nostalgiske side ønskede at høre musikken fra 60′erne og 70′erne (ideelt set med de gamle musikere), mens den realistiske side vidste, at dette var en umulighed og i øvrigt ikke typisk for Herbie Hancock.

Koncerten forløb på den måde, at første sæt faktisk i høj grad var dedikeret til Hancocks ældre materiale, både i form af soloklaver, og opdaterede udgaver fra Hancock yderst velspillende band. Soloklaver-delen viste til fulde at Hancock spiller med større harmonisk og klangligt overskud end nogensinde og altså ikke er faldet det mindste af på den på trods af sine 70 år – man sad og ønskede en dag at høre en hel solokoncert med ham! I bandet gjorde særligt den unge, kvindelige bassist Tal Wilkenfeld indtryk. Til gengæld virkede det lidt underlig, at Mr. Keyboard, Herbie Hancock havde valgt at tage en ekstra keyboard-spiller med, og desuden må jeg indrømme, at jeg er jazz-purist nok til at synes, at Hancocks brug af synth-lyde (særlig en fake-trompet-lyd denne aften) til tider grænser til det smagløse. Hvad jeg netop elsker ved fusionspladerne fra start-70′erne er, at de teknologiske muligheder udnyttes i deres egen ret, altså til at skabe nye lyde og ikke i så høj grad til gengivelse af eksisterende lyde og effekter.

Andet sæt var dedikeret til Imagine-projektet, og her stod jeg altså lidt af, må jeg indrømme. Udover at repertoiret ændrede sig fra jazz-standards til pop-klassikere som Imagine, A Change is Gonna Come m.v. og at en sangerinde (der også spillede lidt violin!) kom på banen, var hele sættet præget af projektets idealistiske karakter, der består i, at alle bandet medlemmer kommer fra forskellige lande, og at cd-projektet inkorporerer musikalske elementer fra forskellige verdensdeles musikkulturer. Herbie Hancock havde dog hverken pygmæ-sang, eller gamelan-orkester med på scenen, de var med som playback! I anden del af koncerten skulle vi desuden høre både bassist, guitarist og keyboardspiller synge, og jeg må tilstår at jeg var rimelig utilfreds da ved slutningen af sættet. Om den noget sødladne form Hancocks red-verden-projekt har går ind hos andre end den mest hardcore del Politiken-segmentet ved jeg ikke, men stor kunst kommer der i hverfald ikke ud af det efter min mening.

Jeg nåede dog ikke for alvor at komme i gang med at harcelere før ekstranummeret, Chameleon (fra Headhunters-pladen!) kom som ekstranummer. Dette var også tilfældet i 2003, men denne gang fik vi en super fed og lettere opdateret udgave af nummeret. Særligt glad var jeg over, at den ofte glemte anden del, som hvis jeg skal nævne én ting, fik mig hooked på jazzen, også kom med, og som jeg derfor lige tilføjer her:

Som Thomas Michelsen skriver i sin anmeldelse (som det vist fremgår, jeg er rimelig enig med), blev “æren reddet” af dette ekstranummer, da man huskede tilbage på et ret fedt første sæt.