Det genåbnede Jazzhus Montmartre

I forbindelse med en konkurrence på den danske jazzblog JazzNyt var jeg så heldig at vinde billetter til tirsdagens (4. maj) koncert med den amerikanske trommeslager Jeff ‘Tain’ Watts. Det foregik i det for nyligt genåbnede Jazzhus Montmartre, og det blev en dejlig koncertaften, som sætter en høj standard for Københavns nye jazzspillested.

Jeff ‘Tain’ Watts spillede sammen en gruppe af svenske og danske musikere, der var sat sammen til lejligheden, bestående af Morten Ramsbøl på bas, Jacob Christoffersen på klaver og Anders Bergcrantz, Tomas Franck og Vincent Nilsson på henholdsvis trompet, saxofon og basun. Repertoiret var Watts’ meget varierede kompositioner, og vi fik denne aften masser af musik og masser af godt sammenspil.

Watts bliver af og til kaldt for “trommemonsteret”, og når man første gang hører hans trommespil (vel særligt på plade), kan det det også virker noget voldsomt. Han spiller højt, og han spiller meget! Desuden kan hans polyrytmiske tilgang få selv den mest garvede jazzlytters fod til at vippe ude af takt. Når man oplever ham live, viser det sig dog, at der er tale om et meget godmodigt monster. På scenen sidder han smilende ved sine trommer, og han virker af og til som et stort legebarn, der fryder sig når det rytmiske sammenspil mellem musikerne opstår. Der skal dog ikke herske tvivl om, at denne anmelder til tider synes at Watts’ trommespil er lige lovligt dominerende, særligt i et forholdsvis lille lokale som Montmartres. Da Watts’ spillede med DR Big Band i Jazzhouse for et års tid siden, var lyden mere afbalanceret (hvilket vel også siger noget!) Man må dog bøje sig og indrømme, at Watts har et gudsbenået swing, men vi fik da også hørt et enkelt eksempel på helt afdæmpet ballade-spil denne aften.

Watts’ nordiske medspillere leverede også varen denne aften. Særligt Ramsbøl imponerede. Han levede til fulde op til Watts, både hvad angår swing og kommunikation. Også Jacob Christoffersens spil var noget, der fornøjede både publikum og Watts. Selvom man godt kan høre, at Christoffersen har lyttet meget til Herbie Hancock, gør dette ikke noget når det forenes med eminent evne til sammenspil. Den rytmiske vekselvirkning mellem klaver og trommer var denne aften i højsædet.

Blæserne viste også alle gode takter og der var skrevet gode arrangementer, som blev forløst fint af de tre. Anders Bergcrantz spiller som regel en god power-trompet, men hans udnyttelse af trompetens dybe leje imponerede særligt denne anmelder. Den altid velspillende Tomas Franck hørte vi denne aften på både tenor- og sopransaxofon, og på trods af af Vincent Nilsson virkede halvberuset (det meste af aftenen han holdt han fast i en stolpe eller i flyglet), fungerede hans spil faktisk fint alligevel som kontrast.

Som nævnt er Watts’ repertoire ganske bredt, vi kom således forbi funk, reggae, New Orleans, Stevie Wonder og salsa denne aften. At Watts også skulle forsøge sig som sanger var en af de få ting, man kunne have været foruden.

Jazzhus Montmartre i dens nye form er præget af en meget eksklusiv stemning både hvad angår indretning, mad og drikke, musikken og klientellet, hvilket jo desværre også resulterer i at fx en Classic flaske-øl koster 45 kr. Desuden har det (til Niels Lan Dokys vist ikke ringe fornøjelse) også et vist internationalt præg. Således blev vi modtaget af den engesktalende manager Riz Merchant, og Lan Doky følte sig forpligtet til at præsentere aftenens koncert på engelsk, da han mente at kunne genkende enkelte ikke dansktalende personer i publikum.

Nå man ser bort fra det kolossale lydtryk, der til tider kom fra trommerne, må man sige lyden generelt var god. Særligt havde bassen en volume der kunne matche trommerne, og også klaveret var tilpasset lydniveauet. Klaverklangen kom dog ikke helt til sin ret denne aften; om det skyldes klaveret eller forstærkningen må tiden vise.

Man må alt i alt sige, at det ny Montmartre lægger en noget anden stil for dagen end det gamle; om det er værre eller bedre skal jeg ikke kunne sige, jeg har kun hørt legenderne om det gamle Montmartre gennem andre. Jeg er dog glad for at København har fået endnu et jazzspillested og oven i købet et sted, der virker så lovende. Man kan, når man tager Copenhagen Jazzhouse’s noget skrantende økonomi i betragtning, frygte at København ikke har jazzpublikum nok til begge steder. Det virker dog som om, at Jazzhus Montmartres fokus på ting-ting-ti-ting-jazz kan være et godt alternativ til netop Jazzhouse’s nye mere brede profil. Vi må håbe på det bedste, og en varm anbefaling til at besøge stedet er hermed givet videre.