I det seneste nummer af Jazz Special (#119) kan man læse en artikel af Jakob Hassing under overskriften “Anmeldere skal have en mening – men hvad er meningen?”, som sætter det danske jazzanmelderi under lup. Jeg har tidligere skrevet en række koncertanmeldelser på denne blog, men er holdt med det igen og har længe ville skrive en artikel om anmelderiets faldgruber eller “hvorfor anmeldelser er noget fis”, som min arbejdstitel har heddet. Hassings artikel har givet mig lyst til at tage denne diskussion op særligt i forbindelse med anmeldelser af jazz.

Jeg vil tage udgangspunkt i Hassings begrædelse af en udvikling i jazzanmelderiet, som Hassing beskriver på følgende måde:

Anmelderiet i dansk kulturpresse synes i stigende grad at være angrebet af kedelige konventioner, hvilket betyder en anonymisering af anmelderen, som skriver “intetsteds” fra men til gavn for den ansigstløse læser, der først og sidst ses som forbruger.

Det beklages i den forbindelse, at der findes så få anmelderpersonligheder som fx Boris Rabinowitsch, som formår at skabe en “stiltiende overenskomst mellem anmelder og læser om, at de har et fælles ærinde.” Anmeldelsen kan ikke bare være udtryk for en smagsdom, men må være en dialog mellem anmelder og læser på baggrund af præmisser, der er lagt åbent frem:

En god anmeldelse er en levende tekst, der først bliver levende i mødet med læseren.

Denne beskrivelse af “den gode anmeldelse” leder naturligt Hassing videre på sporet af en sondring mellem anmeldelse og kritik:

Hvor anmeldelsen holder sig til en vurdering af produktet i sig selv og dermed giver læseren mulighed for at tage stilling til et spørgsmål, der i sidste instans kan koges ned til: Skal jeg købe den her cd eller skal jeg lade være? Kort og klar forbrugervejledning. Mens kritiken søger at perspektivere udgivelsen i forhold til kunstnerens ståsted i karrieren og tidligere udgivelser – at se udgivelsen i lyset af historien, orienteringer, perioder og færdselsårer, der har betydning for det udtryk, der skal bedømmes.

Denne sondring mellem anmeldelse og kritik ser Hassing som udtryk for henholdsvis en købskultur og en dannelseskultur, hvor anmeldelsen henvender sig til forbrugeren, og kritikken henvender sig til den kulturelt interesserede borger. Anmeldelsen kan være interessant nok som dokumentation og som medvirkende til at skabe “en offentlighed om udenlandsk og især dansk jazz”, men et større fokus på en genuin jazzkritik er absolut nødvendig, hvis jazzen skal overleve:

Et spirende og blomstrende kulturliv skal have næring mange steder fra – også i refleksivt perspektiv. En kunst der ties om, dør en stille død.

Jeg kan til fulde tilslutte mig Hassings kritik (på trods af den efter min mening lidt altmodische implicitte kapitalismekritik), og jeg vil i det følge sætte sagen lidt mere på spidsen end Hassing har haft lyst til (eller har turdet gøre i Jazz Special). Jeg har i efterhånden en del år abonneret på og læst Jazz Special, men jeg har ved flere lejligheder overvejet, om jeg skulle sige mit abonnement op. Bladet er dog relativt billigt, og jeg er alligevel så gammeldags, at jeg godt kan lide, at der dumper et flot layoutet magasin ind ad brevsprækken (eller i postkassen nu) en gang imellem. Desuden synes jeg stadig der er gode nyhedsopsummeringer fra jazzverdenen samt enkelte gode artikler i bladet. Jeg må dog sige, at jeg synes i bladet og i øvrigt i hele det danske jazzsamfund er skrigende mangel på netop jazzkritik.

Jeg har diskuteret dette spørgsmål med flere jævnaldrende og jazzinteresserede, der for de flestes vedkommende ikke læser Jazz Speciel længere. Kombinationen af korte, købsorienterede og uinspirerede anmeldelser, musikerpotrætter, der ofte mere har karakter af mikronfonholderi end kritisk interview samt artikler, der nostalgisk ser tilbage på de gode gamle dage i Store Regnegade 19A skræmmer mange væk. Jeg er tilbøjelig til at give folk ret i langt stykke hen ad vejen. Selvom der kan være såvel interessante portrætartikler som anmeldelser, savner man i allerhøjste grad artikler, der sætter tager udgangspunkt i musikken og sætter den ind i bl.a. de sammenhænge som Hassing beskriver ovenfor.

Alt for ofte er interviewene blot ren biografisme kombineret med musikernes egne mere eller mindre indsigtsfulde æstetiske overvejelser, som tit fortaber sig i tågesnak og luftige udtalelser om musikkens uugrundelighed. På trods af den tilbagevendende Blindebuks noget fragmentariske form, er der faktisk ofte mere interessante ting at hente her end i de længere interviews. En klog mand sagde på et tidspunkt til mig, at han synes det var mere interessant at høre komponister tale om andres musik end om deres egen. Det samme kan ofte siges om musikere.

Hvor er artiklerne og anmeldelserne, hvor musikken perspektiveres i forhold til samtiden og udviklingen i denne? Og som ikke blot er henvisninger til i hvor høj grad DR og politikerne svigter den jazz, der angiveligt er så vital for samfundet. Hvor er perpektiveringerne i forhold til tidens (og tidligere tiders) kunst, litteratur og videnskab? Hvorfor går man ikke for alvor ind på forholdet til andre musikformer, kompositionsmusikken, rocken, poppen og den elektroniske musik? Hvor er dialogen med de sidste 30 års filosofi, kulturteori og æstetik for slet ikke at nævne musikvidenskaben eller den mere seriøse jazzforskning. Selvom den egentlige jazzforskning er decimeret i Danmark, findes der dog masser af interessant forskning i udlandet, man kunne behandle mere indgående. Hvor er skikkelse, som de store, der tidligere præget den danske jazzkritik, Poul Henningsen, Svend Møller Kristensen, Jørgen Leth, Erik Wiedeman, som udover deres store viden og engagement for jazzen havde det ene ben solidt plantet i verden udenfor.

Som musikvidenskabsstuderende kan jeg ikke lade være med at bringe et musikvidenskabeligt perspektiv for dagen i form af en artikel af Joseph Kerman, en af de største foretalere for kritik (“criticism”) i den musikvidenskabelige praksis. I artiklen “How We Got into Analysis, and How to Get Out” (Critical Inquiry, 7 (1980)) beskriver han, hvordan musikvidenskaben mangler end pendant til den litterære kritik (“criticism”) som han beskriver som “extended, detailed, and complex mulling over of the matter at hand”. I stedet har man anmelderiet på den ene side, en journalistisk praksis, der ofte er overfladisk og præget af hastværk, og den musikalske analyse på den anden side, der er en akademisk disciplin, der ikke har nogen forbindelse med “almindelige” mennesker. Dette gælder særligt i USA, hvor den musikalske analyse er institutionaliseret som et fag i sig selv ved universiteterne (“Theory”) og desuden ofte benytter strukturelle tilgange, der i deres formalisme kan være uforståelige for andre end de indviede. Kermans pointe i artiklen er, at analytikernes positivistiske tilgang i virkeligheden ofte er udtryk for en ideologisk undertone, for en skjult æstetisk dagsorden omkring værdien af musikalsk “enhed”, som bør stilles åbent til skue. Hvis musikalsk analyse på denne måde kan gøres mere sensibel over for det enkelte musikalsk værk, kan en egentlig musikkritik vokse herudfra.

Det er i denne forbindelse interessant, at der stort set intet musikanalytisk aspekt indgår i Jazz Special, og at der, så længe jeg har læst det i hvert fald, aldrig har været trykt én eneste nodelinje, becifring eller lignende i bladet. Jeg er udemærket klar over, at bladet henvender sig til lægmænd og derfor ikke kan indholder detaljerede musikalske analyser, men en vis hældning imod en analytisk tænkemåde, der tager udgangspunkt i konkret musik og underlægger det en “udvidet, detaljeret og kompleks gennemtænkning”, for at bruge Kermans ord, kunne måske være en måde at gribe en egentlig jazzkritik an på. På dansk grund kan man sammeligne med bladet Kritik, som udover at rumme meget spændende artikler om alt lige fra kunst og litteratur til samfundsforhold har kritik af få udvalgte litterære værker, som til gengæld gives en fyldig behandling af nogle af landets skarpester hjerner. Kunne man forestille sig noget tilsvarende for jazzen?

Dette indlæg skal ikke ses som en nedrakning af Jazz Special, men snarere som en opfordring til en diskussion af mulighederne for en udvidelse af de danske jazzskriveri til at omfatte mere dybdegående og interessante artikler, som i sandhed fortjener navnet kritik.