Franz Liszt og fremskridtet

Hosemann, Friedrich Wilhelm Heinrich Theodor, 1942.
Theodor Hoseman, karikatur af Liszt i koncertsalen, 1842. (Wikimedia Commons)

Jeg er for nylig faldet over en interessant anmeldelse af Franz Liszts koncertbesøg i København i begyndelsen af 1840’erne. Liszt var på dette tidspunkt på toppen af sin karriere som omrejsende klavervirtuos, og han gav tre koncerter på Det Kongelige Teater i juli 1841.1

Artiklen er fra dagbladet Fædrelandet,2 som var talerør for de nationalliberale, der i 1840’erne stod i spidsen for kampen for en fri forfatning og enevældens ophævelse i Danmark.

Anmeldelsen – hvis det er den rette betegnelse – er bemærkelsesværdig både for sin floromvundne stil og for det samfundsmæssige engagement, der lægges for dagen. Ikke mindst hvis man sammenligner med vor tids ofte noget blodfattige musikkritik.

Det er et af de tidligste eksempler i en danske kontekst, jeg kender til, hvor musik så åbenlyst kobles med en modernitetsdiskurs. Årtier før Det Moderne Gennembrud kobles Liszts musik med den revolutionære ånd fra Den Franske Revolution, de teknologiske fremskridt, religionskritikken og den moderne verdens hvileløshed – den kerne i modernitetserfaringen, som Marx og Engels få år efter skulle sætte på formel: ”Alt fast og solidt fordufter”.

Anmeldelsen kan læses i sin oprindelige form via Mediestream Aviser, hvor der er fri online adgang til aviserne fra 1800-tallet. Men pga. frakturskriften har jeg transskriberet anmeldelsen in extenso nedenfor, så den er mere læselig, og jeg har af samme grund tilføjet linjeskift. (Som et kuriosum kan nævnes, at Fædrelandet faktisk er den første danske avis, der udskifter den ”tyske” frakturskrift med latinske bogstaver, antikva. Det sker allerede i 1848, året hvor Første Slesvigske Krig bryder ud.3)

***

I Løverdags gav den berømte Liszt sin første Concert – den anden, og rimeligvis sidste, bliver paa Onsdag.

Ved en Konstner, som alt i en Række af Aar har hævdet den af de competenteste Autoriteter anerkjendte og af de mest dannede og forvænte Stæders tusindtungede Jubel bekræftede Hæder, at være en af vor Tids største Virtuoser – om ikke den største af alle – kan der fornuftigvis ikke være Tale om, at denne Dom kunde enten stadfæstes eller underkjendes af Kjøbenhavn.

Ingen kan have os mistænkt for, at vi skulde prædike den blinde Autoritetstro, – tvertimod jo mere selvstændigt Enhver dømmer, desto bedre. Men med den fulde Anerkjendelse af Enhvers uimodsigelige Berettigelse – eller rettere Forpligtelse – til at hente sin Mening ud af sin egen Følelse, bliver det dog ligefuldt vist, at fra et almindeligere og mere objectivt Synspunct Dommen skal afgjøre – ikke om Liszt er en genial og phantasirig Tonekonstner, men om de Dømmende, om Kjøbenhavnerne kunne forstaae ham.

Vi sidde nemlig alle i denne, som i flere Henseender til op over Ørerne i visse Kategorier, der ere smaa og snevre, som vort Land og alle vore Forhold, – det kan nu engang ikke være andet, det maae vi finde os i. Spørgsmaalet er kun, om disse Kategorier for os ere en blød Lænestol i en varm Kakkelovnskrog, eller om vi føle os deri som i et Fængsel, for snævert til Aandens længselfulde ahnelsesrige Higen. Er det sidste Tilfældet, da ville vi føle os opløftede og udvidede, naar en mægtig og dristig Aand, der staaer udenfor eller over vore Kategorier, bryder disse, og saaledes aabner os en viid Udsigt ind i frie og lyse Regioner hiinsides vor vante Kreds ; i modsat Fald betragte vi det som et Indbrud, der kan være udført med Mesterhaand, men dog er et Fredsbrud, et fredsforstyrrende Knæk i det System, hvori vor Magelighed har fundet sit Comfort.

Vi tale naturligvis ikke om dem, for hvem “O, du lieber Augstin” og “Skære skære Havre” er Typus paa god Musik, men om Folk med en meget respectabel musicalsk Livanskuelse – der muligen endog i al sin Bornerthed staaer Centrum nærmere, end Liszt i al sin Genialitet og centrifugale Svingkraft, – vi tale altsaa om Folk, der ere “god Borgere og gode Musikanter”, men hvis Phantasi er for doven, og hvis Aand ikke er bevægelig nok til at kunne gaae ud af sig selv og ind paa et dem fremmed Gebeet. Det, der mangler dem, det er Mod, Mod til at styrte sig ind i hiint nye Element. De troe ikke paa deres egen Muskelkraft, de er bange for at drukne, – det er Selvopholdelsesdriften, der kyser dem tilbage fra at hengive sig til en Magt, som truer med at opsluge dem. En saadan Magt er Liszt – han er over deres Kategorier, han er en Oprører mod det hele gode, gamle, orthodoxe System.

Ja vist er Liszt en Oprører. Han er en Magyarer, en Ætling af hiin stolte, ridderlige, vilde, tappre Slægt af Heroer, hvis urolige Blod og høitfarende Sind fører dem Undergangens store Verdenstragoedie imøde; – han er fra Barn af opdraget i Frankrig, en Elev af den romantiske Skole, en Ven af Lamennais og George Sand, Revolutionens ætbaarne Barn, med dens glødende Phantasi, dens livstrætte Jammer, dens dristige, maalløse Længsel. Han er Tidens udtrykte Billede. Hans Fingre ere lutter Dampmaskiner og Jernbaner – et Herredømme over Formen, en Hurtighed og Energi i den materielle Udvikling, hvorom ingen tidligere Tid har drømt – en hundredarmet Briareus, et heelt Orchester.

Hans Hjerte er fuldt af Jammer og Dødsforagt, hans Hoved er svangert med store, men ufuldbaarne Planer. Derfor er han exentrisk, barok, – ja han er fredløs, – fredsløs og excentrisk som vor Tid; som den har han frigjort sig fra de gamle Lænker, men saalidt som den har han fundet den nye Lov, hvori den nye Frihed kunde finde Hvile. Hvileløs – de er det fælles Særkjende.

Men netop derfor staaer han uendelig høiere, end alle disse Hvilere, hvis Hvile kommer deraf, at Tøbruddet endnu ikke er begyndt, at de endnu ikke ere grebne af Verdensdialektikens Malstrøm ; høiere f. Ex. end Prume4, hvor mesterlig denne end er i sin lille Sphære, og hvor ganske han i sin sentimentale Blødhed end staaer indenfor vor egen Synskreds. Derfor ville vi ikke fortænke dem deri, som holde mere af Prume, og vi ville endog prise den Ærlighed, at de sige det; thi Prume løser den Opgave, de have sat sig, og den Opgave, Liszt har sat sig, have de end ikke tænkt sig som saadan.

Spørgsmaalet er altsaa kun, som vi ovenfor have antydet, om vi besidde Mod og indre Bevægelighed nok til – om endog hypothetisk, endog kun for et Øieblik – at gaae ind paa dette Andet, og nyde det ud af dets egne Forudsætninger. Dette er den eneste retfærdige Maade at betragte et fremragende Phænomen paa, og til dem, som komme med Kategoriernes Kræmmeralen, have vi ikke noget andet Svar, end at de fortjente dermed at faae noget over Rygstykkerne.

Men de, som – vi ville ikke sige afføre sig den gamle Adam, men kun for et Øieblik abstrahere fra sig selv og fra – Balles Lærebog5, de ville see, eller i det mindste ahne, Sammenhængen mellem den nyere Musik og hele Verdensudviklingen, hvori ogsaa den er baade en Medvirkning og en medvirkende Aarsag, og om de end finde, at det er Centrifugalskab eller anden Galskab, ville de dog erkjende, at det er noget Mere og Større, end den Ro, der endnu ikke er kommet ind i Tidens Svingning.

Overhovedet er alt Geni centrifugalt; det eneste Geni, hvori der er Hvile, er Gud, men Straalerne fra samme, de flyve ud i det vide Rum, hurtig paa lette Æthervinger, ustandset og ustandseligt. En saadan Straale reflecterer ogsaa fra denne Konstner, og hvad der gjør ham dobbelt indholdsrig og tiltrækkende, er, at det er Tidens Strømning , hiin store bugtede Melkevei af Lysbølger, hvorpaa han svømmer.

Den, der forstaaer Liszt, forstaaer ogsaa, hvorfor og hvorledes de stormede Bastillen, han ahner Forjettelsen om Fremtidens Frelse. Ahner? Ja, hvo gjør mere end ahne? Hvo er mere end et Speilbillede af Tidens Fylde, af dens Dyder og af dens Feil?

Og – besynderligt nok!– ogsaa udvortes bærer Liszt Tidens Billede; thi hvo kunde bedre repræsentere denne, end Napoleon i Spidsen for den italienske Armee? Det er hans Profil, og netop fra hiin Tid, vi faae, og som ved vort Theaters slette Belysning paa en forunderlig malerisk, næsten magisk Maade i mørke, skarpe Conturer hævede sig frem paa den lyse Baggrund. Det var selv i plastisk Henseende en yderst effectfuld Gruppe, da ligesom paa en eensom Klippe – og Gud skee Lov at hverken Orchester eller Sang eller nogetsomhelst levende Væsen forstyrrende blandede sig ind i det Hele – hiint stolte, alvorlige, ubevægelige Hoved roligen svævede over den vildtbrusende Kamp.

Han kæmpede med Revolutionens store Hydra, der larmede og hulkede, og skreg i vilden Sky, og ind i hvis brede, hvidtandede Gab han strakte sin Haand, – han kæmpede og seirede. For at tilintetgøre den? O nei! For ordnet og befæstet at sætte den paa Verdens Throne!

  1. Man kan læse mere om Liszts besøg i København i Peter E. Nissens artikel, “Da Franz Liszt Kom Til Byen. Musik Og Revolution I København år 1841.” Fortid Og Nutid 2009: s. 3-21 og i hans konferensspeciale, Klaverkonge i Abbatedragt? – Franz Liszts receptions- og virkningshistorie i dansk musikliv 1839–1928, Københavns Universitet, 2005. 
  2. 19. juli 1841.
  3. Jf.  Balling, Mads Ole (1999). “Da gotisk blev grotesk”. Bogens verden, 81(5), 34-39. Også tilgængelig online
  4. Må være den belgiske violinist François Prume, 1816-49.
  5. Danske kommenteret udgave af Luthers Katekismus, udgivet af biskop N. E. Balle i 1791.

Leave a comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *