Musikvidenskab og musikhistorie
I forbindelse med udarbejdelsen af den nye bachelor-studieordninger ved Musikvidenskab, som jeg sammen med en række medstuderende og undervisere deltager i, diskuterer vi en stor del af tiden, hvilken plads og form musikhistorien og musikhistorieundervisningen skal have. Der er meget delte meninger om dette spørgsmål, som er af helt central betydning for forståelse af musikvidenskabens (og kulturvidenskabernes) rolle og forpligtelser. Jeg må indrømme, at jeg er meget i tvivl om disse spørgsmål og inde i en fase, hvor mine holdninger udvikler sig. Jeg poster derfor det følgende, som jeg skrev kladde til for et stykke tid siden, og hvor jeg stadig kan stå inde for meget af det.
Min gode ven og medstuderende, Mikkel Vad, har for nyligt skrevet et indlæg på sin blog om Richard Taruskins store 5-binds musikhistorie. Han stiller sig som udgangspunkt kritisk over for fremstillinger af musikshistorien som sådan, og viser sig dermed som en god postmodernist. Det er en udbredt holdning at ideen om den store musikhistorie er kritisabel af i hvert fald 3 grunde: 1) Der findes mange forskellige musikhistorier både geografisk og kronologisk, og det er umuligt at få alt med. 2) Alle historeskrivninger er (med Hayden Whites termer) udtryk for en narrativisering af en række udvalgte begivenhed. De er således i langt højere grad beslægtet med med den fiktionen end med naturvidenskaben. 3) Gennem udvælgelsen og eventuelle historiefilosofiske skemaer der lægges ned over begivenhederne, kan idéen om en fastlagt entydig musikhistorie bruges til at udgrænse det anderledes, det som ikke passer ind. Således kan musikhistorien medvirke til at opretholde undertrykkelse på baggrund af etnicitet, køn og samfundstatus. Kort sagt, den optik, du vælger at lægge på de historiske begivenheder er ideologisk.
Jeg sad for nogen tid siden og snakkede med en anden af mine gode venner, der også har læst musikvidenskab, men nu går på konservartoriet, og da vi kom til at tale om musikhistorieundervisning, ytrede han, at det værste ved Musikvidenskab (ved KU) var, at der ikke var et alment musikhistoriekursus. Altså en kronologisk gennemgang af (primært den klassiske) musikhistorie.
Ganske rigtigt findes der ikke et sådan kursus på Musikvidenskab, al musikvidenskabelig (her brugt i modsætning til de praktiske fag og satslære/analyse) undervisning går under navne som musikvidenskabelige “problemstillinger”, “emner” eller “discipliner”, og de fleste af disse er, som navnene antyder, problemorienterede – dvs. de beskæftiger sig med musikken ud fra en specifik afgrænset problemstilling, fx.”Musik og Religion”, “Caribisk populærmusik i et postkolonialt perspektiv”, “Divas and Dandys” m.v.
Resultatet af dette er, at man får kendskab til nogle (få) meget specifikke områder, men et langt stykke hen ad vejen mangler de lange linjer. Dem kan man selvfølgelig selv læse op på, men problemet med dette er, at det kommer til at favorisere dem, der i forvejen kan disse ting, mens en meget stor gruppe studerende lades totalt i stikken. Det må efter min mening være en del af akademisk uddannelse i Musikvidenskab i et eller andet omfang at have et kendskab til de lange linjer i musikhistorien, og det er derfor nødvendigt at der både undervises i det og eksamineres i det.
Den store forskel mellem mine to venners forståelse af musikhistorien er ret sigende for det skel der findes mellem universitetet og den virkelige verden. Dette gælder særligt inden for musikvidenskaben, men også resten af humaniora. Den forestilling at musikhistorien er udtryk for en konstruktion (med eventulle undertrykkende træk) findes nærmest udelukkende inden for universitetets elfenbenstårn, ude i den “virkelige” verden har man et totalt uproblematisk forhold til den. Selv på Musikkonservatoriet har de god gammeldags kronologisk musikhistorie det meste af bachelor-uddannelsen.
Efter min mening bør man indføre kronologisk musikhistorie på 1. år af Musikvidenskabs BA-uddannelse efter det princip de har på Aalborg universitet, hvor både den klassiske musikhistorie, samt jazzen og populærmusikkens hovedstrømme er medtaget. Eksamen er her en lytteopgave, hvor en række (karakteristiske) stykker musik skal kunne placeres kronologisk og stilistisk. Jeg mener at et sådant grundkursus ville kunne danne en solid basis for arbejde med musikalske emnekurser. De historiografiske problemstillinger skulle selvfølgeligt behandles grundigt enten i forbindelse med det kronologiske kursus eller senere, men det giver efter min mening ingen mening at dekonstruere en musikhistorie man overhovedet ikke kender! Det er sigende for hele det universitære miljø, at man fuldstændigt har afskaffet idéen om musikhistorien, uden at det er gået op for nogen ude i samfundet, og at man inden for universitetet anser det for sådan en selvfølgelighed, at man knap nok gider argumenterer for det.
En stor del af dem der uddannes fra Musikvidenskab skal ud i den virkelige verden og og undervise i en eller anden form. Her forventes det, at man har et bredt kendskab til musikhistoriske forhold, ikke meget specialiseret viden om ganske få emner. Man forventes fx i en gymnasiesammenhæng at kunne undervise og vejlede i en bred vifte af emner/stilarter. Desuden er der brug for, at den moderne forståelse af humaniora og de problemer der knytter sig til historieskrivning og humanistisk forskning i det hele tages udbredes til det omgivende samfund. De studerende bliver efter min mening ikke rustet godt nok til nogen af disse to forhold som undervisningen er nu.
Når jeg nu genlæser dette, er jeg i tvivl med hensyn til det kronologiske/narrative aspekt. Jeg kan godt se pointen om, at hvis man mener det er så forkasteligt at konstruere disse “lange linjer”, hvorfor så undervise i det, for senere at dekonstruere det igen? Men det, der efter min mening står tilbage, er spørgsmålet om, hvorvidt man mener, at en BA-uddannelse i musikvidenskab skal videreformidle en historisk kanon af musikværker (kompositionsmusik såvel som populærmusik) i en eller anden systematisk form eller ej. Dette har traditionelt været en af de humanistiske fags vigtigste opgaver, og jeg er tilbøjelig til at mene, at det stadig bør være det. Det skal dog ikke foregår i en ukritisk form. Hver generation må på baggrund af den overleverede kanon tage stilling til denne på ny, supplere den, rydde ud i den og nyfortolke den. Selvom man ikke siger det højt, er det jo faktisk også det, man allerede gør nu, bare i fragmentarisk form. I kraft af de musikeksempler, der bruges i den tematiske kurser, reproducerer man alligevel en kanon, dog uden at gøre det klart. Jeg tror i virkeligheden, jeg ønsker dette forhold til den overleverede kanon frem i lyset. Altså 1) en eksplicit stillingtagen til musikvidenskabens forhold til kanonen. 2) en systematisk tilgang til det, der ønskes overleveret. (Så systematisk som tiden nu tillader. Jeg forestiller mig ikke på nogen måde man kan nå alt). 3) Samt en kritisk tilgang til det overleverede, som nævnt ovenfor.
Hvis Musikvidenskab skal kunne tages alvorligt som et et akademisk fag med en vigtig historisk dimension, mener jeg ikke man kan komme uden om at behandle det forhold, at det musikalske kunstværk, som Carl Dahlhaus beskriver det, både fremstår som historisk dokument og som nutidig æstetisk oplevelse. Spørgsmålet om historisk videreførsel af æstetiske oplevelser, dvs. kanondannelse, udspringer, som jeg ser det, af dette forhold, og det har krav på en systematisk behandling i en BA-uddannelse.
Kommenter endelig, hvis I er enige eller uenige både i hvad jeg tidligere mente, og hvad jeg mener nu.
Jeg er trods min postmoderne sensibilitet ganske enig i mange af dine pointer, Nikolaj. Som jeg allerede skrev i mit oprindelige blogindlæg, mener jeg at nødvendigheden af en mere eller mindre samlet musikhistorisk fremstilling er ligeså selvevident som den dekonstruerede, akademiske (u)virkelighed er. Jeg er dog mere i tvivl, når det angår din påstand om at det stadig er centralt for cand.mag.’er i musikvidenskab at kende de såkaldt “lange linjer” musikhistorien. Det er vigtigt, at have kompetencer til at forstå musik som æstetisk og historisk produkt, men jeg ved ikke, om jeg tror, at kronologisk musikhistorieundervisning er den bedste måde at lære dette på? Her gælder det i langt højere grad om at lære et bredt udvalg af analytiske redskaber, som man kan anvende i forståelsen og fortolkningen af musikhistorien. Hvis dette er udgangspunktet (altså kompetencer frem for kendskab, så at sige), så er kan andre narrative modeller end blot den kronologiske være ligeså så gode, og i mange tilfælde bedre, til at forstå musikhistorien.
Jeg mener faktisk, at disse kompetencer er nogle, der allerede findes og dyrkes på musikvidenskabsstudiet i København. Det der imidlertid kan være skræmmende, er at repertoirekendskabet for mange studerendes vedkommende, er meget ringe. Folk har desværre en tendens til at tage kurser om den musik, de allerede ved en del om. Selvom jeg ikke tror, at det gamle spredningskrav bør genindføres, så kunne man godt overveje, om man ikke kunne vride armen om på de studerende og tvinge dem til at beskæftige sig med de “lange linjer”. Jeg tror, at en af mulighederne kunne være, at betragte dette stilkendskab, som noget man kan opdyrke i forbindelse med en musikanalytisk praksis. Derved ville man afspejle den musikvidenskabelige praksis, idet musikalsk analyse i højere grad beskæftiger sig med kanoniske værker end historiografiske discipliner gør.
[…] af et af mine blogindlæg har den gode Nikolaj Strands skrevet om den nuværende debat på Afdeling for musikvidenskab og jeg kan kun anbefale at man […]
Som nævnt er jeg selv i tvivl med hensyn til kronologien, og jer er enig i, at et kronologisk kursus ikke er specielt godt i forhold til at forstå musikken som “æstetisk og historisk produkt”, tværtimod. Jeg ser det lidt som et nødvendigt onde for at opdyrke et repertoirekendskab. Jeg har (tror jeg) aldrig ment, at kronologien (og den dertil ofte hørende teleologi, som vel særligt må anses for forkasteligt i dag) er et mål i selv for et oversigtskursus, men bare er den umiddelbart mest logiske måde at strukturere det på.
Jeg kan godt se pointen i at musikanalytisk praksis kan bidrage til et repertoire- og stilkendskab, og dette mener jeg i øvrigt også skulle indgå i et evt. musikhistorisk oversigtskursus, da netop kendskab til værker er det centrale her. Problemet med dette, og det vel i virkeligheden sagens kerne, er, at det er svært at legitimere en kanon, hvis den ikke er historisk/kulturelt defineret. Hvilke kriterier skulle ligge til grund for udvalget af kanoniske værker på baggrund af analysemetoder? Ville udvalget ikke komme til at ske på baggrund af den relativt tilfældige faghistoriske udvikling inden for de analytiske discipliner? Så vidt jeg kan se, er pointen, når det hævdes, at man ikke på nogen måde kan nå at give en systematisk gennemgang af værker på en BA-uddannelse den, at man har løsrevet kanonen fra det historisk/kulturelle dannelsesaspekt og dets nationalistiske, klasse- og kønsmæssige bias, og dermed i princippet tager udgangspunkt i al musik nogensinde skabt, hvilket selvfølgelig umuliggør et overblik.
At den klassiske dannelsestradition er blevet udfordret er der selvfølgelig en vis ræson i, men jeg mener at der bør sættes noget andet i stedet, så det ikke ender i et totalt videnstomrum. Det må være muligt at definere en mængde af musikalske strømninger og værker (kunst- som populærmusikalske), der anses for værdifulde og derfor værd at viderebringe, ud fra nogle klare og systematiske kriterier. Men hvordan det skal gøres, synes jeg er svært at sige.
Det er mange ting jeg kunne ha lyst å kommentere, men jeg skal forsøke å begrense meg noe. Jeg tror jeg forstår ønsket om en kronologisk musikkhistorieframstilling, men for meg å se er ulempene større enn fordelene. Det skyldes flere ting, men først av alt, tiden er så begrenset at det utvalget man blir nødt til å gjøre for meg blir altfor problematisk. Jeg har undervist hele musikkhistorien kronologisk, riktignok for konservatoriestuderende, men det var med 2 timer i uken i 2 semester. Og min opplevelse var at det man så måtte velge ut for å forsøke å være representativ, gjorde at sluttresultatet likevel ble punktnedslag innenfor musikkhistorien. Det er litt avhenging av hvor man begynner, men går man til klassiske fremstillinger som fx Grout, er det ikke uvanlig at det er med den Pytagoras og den gamle greske filosofien. (Dette er i seg selv litt pussig, man kunne hevde at den gregorianske sang var et mer logisk sted i og med at vi så har musikalske eksempler å forholde oss til, men også her er det tilsynelatende viktig å få etablert et “europeisk” utgangspunkt – den gregorianske sangen kunne ellers komme til å minne om synagogesang eller annen “utenomeuropeisk” musikk). Uansett begynnelsestidspunkt skal man så gjennom 1200 eller 2000 års historie på 44 timer eller så, og det er bare umulig. Man kan fx ikke få med seg både Haydn, Mozart, og Beethoven, og i hvert fall ikke hvis man vil si noe om både strykekvartetten, operaen og symfonien som sjanger. Muligens kunne man finne en akseptabel løsning på disse problemene, men mitt hovedproblem med en slik kronologi er at det skal mye til å få gitt et for meg fyllestgjørende bilde av det 20. århundret. Også da jeg selv var student (langt tilbake i det forrige århundret) hadde vi en kronologisk musikkhistorie, da med 5 timer i uken i 2 semester, og selv da ble det altfor lite av det tjuende århundret.
For meg er en orientering i samtiden og den nære fortid helt sentrale kompetanser for en musikkvitenskapsstuderende. Og jeg er villig til å kompromisse med fortiden i forhold til en slik samtid. Selvsagt kan samtiden også være historisk, noe som er en mulig fortolkning av Dahlhaus’ poeng. Også fortidens musikk er nærværende for oss når den spilles, og slik er verkene både historiske og samtidige. Dermed er utvalget av verker som spilles med på å etablere eller konstruere fortiden, eller den kanoniske musikkhistorien. Men hvis vi samtidig underviser den samme historien – eller underviser den alene – så gjentar vi bare kanon, og reetablerer den. Jeg ser ikke det du kaller en “dekonstruksjon” av historien som et prosjekt som skal etablere en ny kanon. Snarere som en kontinuerlig problematisering av selve ideen om kanon. Dermed problematiseres vel også den form for dannelse du beskriver som “en af de humanistiske fags vigtigste opgaver,” men her tror jeg bare vi er uenige. (?)
Det finnes andre måter å gå til musikkhistorien på. Jeg har alltid tenkt at man kunne ta utgangspunkt i mer eller mindre samtidig musikk og så gå “arkeologisk” til verks. Fx kunne man med utgangspunkt i Ligeti komme vidt omkring (minimalisme, serialisme, elektronisk musikk, Bartók, Debussy, Chopin, Ars Nova, afrikanske rytmer, etc.). Lignende arkeologier kunne konstrueres med andre utgangspunkt. Slik kunne man også komme vidt omkring i fortiden. Men jeg ser hvordan “alternative” musikkhistorier muligens bygger på en allerede eksisterende forståelse av “mainstream”-historien.
Jeg kan også se flere problemer med den “problemorienterte” undervisningen, men synes ikke det er en løsning å erstatte den med en like problematisk tilgang. Samtidig, jeg har ikke den gode løsningen for hva man gjør, bortsett fra at det må ligge et stort arbeid både for undervisere og studerende her. Og endelig, ja, de mer kompliserte musikkhistorieforståelsene burde nok bredes ut – til det du kaller “den virkelige verden.” Journalister og musikkritikere, programkomiteer for symfoniorkestre og operahus, og musikere. Faktisk synes jeg det er et større problem at musikkonservatoriene fortsetter å undervise en kronologisk musikkhistorie enn at musikkvitenskap ikke gjør det.
Tak for dit svar, Erik (også tak til Mikkel), det er godt at får denne diskussion ned på tryk, både så man kan se hvilke dumheder man tidligere har ytret (hvilket er en vigtig grund til at blogge for mig), og så de reelle uenigheder kan blive identificeret, uden at der skal tales om klaverspil og rotationsundervisning samtidig.
Som jeg er inde på i sidste del af mit indlæg ovenfor, tror jeg at fokus bør flyttes fra spørgsmålet om kronologi til spørgsmålet om repertoirekendskab. Jeg er ikke fortaler for en kronologi for kronologiens skyld eller for en gennemgang af en gammeldags tvivlsom teleologisk stilhistorie. Derimod mener jeg, at et kendskab til en række forskellige kunst- og populærmusikalske genre/stilarter er hensigtsmæssigt for en musikstuderende, og noget man i løbet af en BA-uddannelse bør understøtte opnåelsen af. Jeg kan godt se, at der kan opstå problemer i forholdet til udvalget af komponister/genrer/værker, men jeg er grundlæggende af den opfattelse, at det er bedre at de studerende fx kender én af komponisterne Haydn, Mozart eller Beethoven, end at de ikke kender nogen af dem. Her igennem opnås samtidig kendskab til “wienerklassik”, (sandsynligvis) “sonateform”, “tysk musiktradition”, “opera/symfoni/strygekvartet”, “funktionsharmonik” m.v., alle begreber som er forudsat kendt i selv de mest elementære musikvidenskabelig tekster, men som man ikke kan regne med folk er bekendt med i dag. Den kursusform, som man har i Aalborg, kunne være en måde at opnå dette (overfladiske) repertoire- og begrebskendskab, som senere kan suppleres med mere interessante tilgange. Kurset fylder hos dem 10 ECTS point, hvilket altså svarer til 1/18 af hele BA-uddannelsen. Hvis bare en vis udvidelse af de studerendes repertoirekendskab kunne opnås herigennem, synes jeg det er pointene værd. En anden måde at gøre det på, er Aarhus-modellen, hvor man, så vidt jeg har forstået, har en slags obligatorisk kronologisk spredning af det musikhistoriske stof, men ellers har en mere emnepræget tilgang.
Som jeg forstår dig, Erik, mener du, at det er din rolle at problematisere idéen om en kanon. Men viderefører du ikke i lige så grad en kanon ved at fx bruge Ligeti, Glass, Mahler og Go(u)ldberg-variationerne som musikeksempler i din undervisning? Når du vælger disse komponister ud, er det så ikke fordi du mener, de besidder en værdi (ud over at demonstrere en teoretisk pointe)? Jeg synes det er svært at komme uden om, at vi, når vi beskæftiger os med musik i høj grad beskæftiger os med god musik og ikke kun med musik som kulturelt fænomen (som man kunne beskylde etnologerne for, hvis man var lidt grov). Hermed bliver spørgsmålet om kanonens rolle påtrængende, for hvad er kanon dybest set andet end en liste over gode værker, og dermed interessante studieobjekter?
I forholdet til vigtigheden af samtiden, mener jeg desuden at en en symfoni af Brahms eller en jazzindspilning fra 30’erne kan fremstå som lige så samtidig som fx et værk af Ligeti. Hele grundlaget for idéen om “klassisk” musik er jo, at den kan tale udover sin samtid. Dermed bliver det relevante repertoirekendskab for mig ikke defineret ved den produktionsmæssige samtid, men ved den receptionsmæssige, hvilket for mig indebærer såvel Bach og Brahms som Boulez og Paul Bley.
Når jeg taler for kurser med obligatorisk indhold, såvel repertoiremæssigt som videnskabsteoretisk, skal det ikke ses som en fuldstændig erstatning af emnekurser (selv om jeg måske er kommet til at give indtryk af dette). Jeg forestiller mig en kombination, hvor begge dele indgår i et eller andet forhold der afgøres af mange ting, studieordningens opbygning, forholdet til det “praktiske”, undervisernes præferencer m.v.
Jeg tror det er flere ting vi langt på vei er enige i, men fornemmer også noen mer substansielle uenigheter (og det er jo sjovt). Jeg får lyst til å komme med noen kommentarer (også fordi du spør meg direkte om noen ting).
Kronologi og repertoirekendskab er i mine øyne to veldig ulike dimensjoner. Noen problemer med kronologi kommenterte jeg i forrige svar, så det lar jeg ligge. Men i forhold til repertoirekendskab er det også noen problemer. Men først, ja, vi er enige om at en relativt bred kjennskap til sjangere/stilarter/historiske perioder/etc. er sentralt for en musikkvitenskapsstuderende. Og jeg tror også nåværende modell, med emnekursus, kan gi viktige innspill til en slik kjennskap (i tillegg, selvsagt, til studentenes eget arbeid utover undervisning og eksamen – men dette tillegget er muligens litt for idealistisk). Spørsmålet blir så igjen hvordan man velger ut hva som skal presenteres/undervises; vi er simpelthen nødt til å velge bort det beste og sitter dermed igjen med noen bestemte utvalg. Og der melder så spørsmålene seg for meg. Hvis vi tar ditt eksempel med Haydn, Mozart eller Beethoven, så blir vi simpelthen nødt til å velge Mozart hvis vi skal få sagt noe om opera. Med andre ord, det er ikke lige meget hvilken komponist vi velger, og velger vi Haydn eller Beethoven velger vi i denne sammenhengen bort operaen som genre. Men hvis vi så velger å fokusere på operaen er det sannsynlig at vi ikke får sagt så meget om strykekvartetten. Og dermed har vi altså gjort en prioritering. Velger vi, for nå å fortsette samme tanken, at både operaen, strykekvartetten og symfonien er viktig i arbeidet med klassisismen (og det finnes det riktig gode argumenter for), blir vi så nødt – tenker jeg – til å utvide til å diskutere elementer av hele troikaen. Det kunne også være riktig sjovt (man kunne eksempelvis bruke, og samtidig problematisere, Charles Rosens The Classical Style, som jeg fortsatt synes er en riktig god bok), men i så fall ville vi innenfor et semesters undervisning med nødvendighet velge bort så mye annet at å si at vi gir en slags generell repertoirekundskab ville være svært. Dette er for meg å se sakens kjerne. Skal vår behandling av det musikkvitenskapelige stoffet bli noe annet enn overflatisk namedropping og repetisjon av en form for mainstream-historie, men også – enda verre – skal det i det hele tatt gi “kunnskap,” blir vi nødt til å velge og prioritere på en slik måte at det alltid vil være interessante dimensjoner vi velger bort.
Dermed nærmer jeg meg det andre momentet som er viktig for meg. En slik “velgen bort” vil nærmest implisitt konstituere en naiv kanon. Som Anthony Tommasinis liste over “top 10 composers” fra New York Times http://www.nytimes.com/2011/01/23/arts/music/23composers.html?_r=1&src=me&ref=arts som også ble referert i The Guardian http://www.guardian.co.uk/culture/charlottehigginsblog/2011/jan/24/classicalmusicandopera-top-10-composers I mine øyne/ører er dette ikke en god måte å bedrive musikkhistorie på. Men, si nå at vi har et semester med 11 undervisningsganger a 2 timer (altså 22 timer i alt), hva rekker vi så?
Når jeg velger musikkeksempler i min undervisning er det ikke min mening å etablere en ny/alternativ kanon. Og jeg ser problematiseringen av kanon som helt sentral for enhver akademiker fra humaniora i dag. Det betyr ikke at alle komponister som er tatt inn i tidligere kanoner skal ut; de kan godt være fantastisk interessante komponister. Men for meg betyr det at diskusjonen av hvorfor vi lige velger disse komponister eller verker er en nødvendig og integrert del av musikkhistorien. For meg er det viktigere å finne eksempler som kommuniserer med musikkvitenskapelige problemstillinger; det være seg som eksempler, som mulige svar, som spørsmål, og sikkert andre måter. Det kan godt være at jeg primært anvender musikkeksempler jeg synes er gode, men først og fremst forsøker jeg å finne musikk som i en eller annen forstand er interessant (det tar for langt å gå inn i nærmere definisjoner av hva “interessant” her vil si). Dermed behøver det ikke være noen verdidom involvert i valget av eksempler (altså, jeg synes ikke jeg behøver å hevde at musikken er verken god eller dårlig). Men her har jeg nok også tilbøyeligheter i retning av det du litt nedsettende beskriver som den etnologiske tendensen – en kulturhistorisk behandling av musikk er for meg beslektet med den etnologiske diskusjonen av musikk som kulturelt fenomen, og jeg ser altså ingen radikal forskjell her mellom musikketnologer og musikkhistorikere (eller hva vi nå kaller dem).
Og en siste ting om samtiden. Ja, som klingende er musikk samtidig – altså vi lytter her og nå. Dette kan vi gjøre “live” eller på “innspillinger.” Og dette kunne vi knyttet til Dahlhaus’ distinksjon mellom det historiske og det estetiske som du beskriver i ditt innlegg. Samtidig vil jeg hevde at det også utgjør en forskjell om vi lytter til Brahms eller Boulez eller Bley. Relasjonen mellom “nå” (og lyttingen) og det historiske er annerledes, og denne annerledesheten synes jeg er musikkhistorisk relevant og musikkvitenskapelig relevant. I en kontekstuell musikkhistorie – altså ikke bare om “verkene,” men der verkene også er knyttet til sin komposisjons- og resepsjonshistorie (og for meg også den kulturhistoriske kontekst) – er der adskillig interessant knyttet til det tjuende århundret som i mindre grad er behandlet enn eksempelvis 1700- og 1800-tallet. Og jeg synes altså det er helt sentralt at en musikkvitenskapelig utdannelse i dag forsøker å gjøre noe med dette.
Jeg kan godt følge alle dine konkrete eksempler på til- og fravalg, men mener alligevel, at det må kunne lade sig gøre at give et fornuftigt repertoirekendskab på den ene eller den anden måde uden at hele uddannelse går med det. Med fx et 10 ECTS point kursus er der trods alt 13 studenterarbejdstimer at bruge af om ugen. Hvis en væsentlig del denne tid går til at lytte til musik (enten hjemme eller ved nogle lyttetimer), kan man da komme noget stof igennem. Man kunne også forestille sig 2 7,5 ECTS kurser fordelt over hele første år. Kombineret med lyttegrupper, god litteratur, velvalgte diskografier osv. kunne man da komme et stykke, selvom der måske kun er 11 (eller 22) undervisningsgange. Desuden er det jo faktisk noget man gør rigtig mange steder udenfor KU og Danmark, så man kunne måske finde en løsning. Som du også skriver, kunne man godt nå en vis bredde i kendskabet udelukkende vha. emne-kurser, hvis det blev suppleret med “selvstudier”. Når jeg har kaldt dette idealistisk, har det været fordi jeg mener der er urealistisk at studerende skulle gøre det under den nuværende studieordning, uden at blive opfordret til det og uden at få nogen hjælp overhovedet. Jeg tror faktisk, man kunne opbygge en kultur, hvor musikstuderende kunne have lyst til at udbrede deres kendskab til musik, hvis man hjalp dem lidt på vej på den ene eller den anden måde, men måske er det mig der er for idealistisk her.
Mht. kanondiskussionen kan jeg godt følge din sondring mellem god og interessant musik. Og jeg kan godt se at dit fokus dermed rykkes væk fra værkerne og over mod problemerne. Men det kunne faktisk være spændende med en definition af interessant musik i den forbindelse. For er det interessante ikke i en eller forstand afledt af, at musikken først og fremmest optræder som kunstoplevelse for os? Bunder interesse for musik ikke i en glæde ved (god) musik på den ene eller anden måde? Ligger mange af de gamle værdidomme ikke og spøger i baggrunden, selvom man ikke taler om dem? Hvis dette er rigtigt, synes jeg ikke nødvendigvis der er noget i vejen med at få dem frem i lyset. Når jeg lidt kækt refererer til etnologerne (og dele af populærmusikforskningen), er det ikke for at nedvurdere deres metoder og tilgange, men snarere fordi jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvordan man fx kan vie sit liv til at forske i dansktop-musik uden overhovedet at bryde sig om musikken. Men det er måske en lidt gammeldags tilgang, som jeg dog tror stadig har en vis udbredelse også blandt dine kolleger. (Eller hvad?)
Jeg er helt enig i at det burde la seg gjøre å få en rimelig bred introduksjon til en mengde musikk i løpet av et BA-forløp. Og vi er heller ikke uenige i at det er ønskelig. Jeg tror nok jeg i rimelig stor grad mener at en mer “grunnleggende” repertoirekendskab også er den studerendes oppgave å få etablert, men jeg er enig med deg i at det nok skal medtenkes i forhold til undervisningen innenfor emnekurser. Jeg mener selv det er medtenkt i mine kurser, men vet jo ikke hvor tydelig jeg klarer å kommunisere det. Men jeg vil ta med meg denne diskusjonen når jeg i morgen begynner dette semesterets emnekurs.
For meg å se er “interessant” musikk i en musikkvitenskapelig sammenheng en musikk som bidrar inn i diskusjoner av problemstillinger, teoretiske posisjoner, etc. Det være seg musikk som utfordrer oss, musikk som ikke “passer inn” i forhold til det teoretiske, musikk som på en eller annen måte selv gestalter et problem, og så videre. Og jeg tror ikke den nødvendigvis behøver å være “god.” Jeg er faktisk heller ikke sikker på om den behøver å være “kunst” eller være relatert til en “kunstopplevelse.” Store deler av det tjuende århundrets musikk og kunst forsøker på mange måter å utfordre selve ideen om “Kunst” (i det minste den med stor K), og selv om jeg også har ønsker om de store estetiske erfaringene, er det ikke det eneste kriteriet for mitt valg av musikkeksempler i undervisningen. La meg kort nevne et eksempel. Forrige semeste hadde jeg et kurs om “Divas & Dandies,” og i en av forelesningene var Robbie Williams hovedeksemplet. http://steinskog.wordpress.com/2010/09/22/divas-dandies-ii/ Jeg kan godt komme på mange musikalske eksempler som jeg ville synes var “bedre” musikk (det er jo også en smakssak), men for kursets diskusjoner om hva som konstituterer en pop-dandy var Williams riktig god, også fordi han åpner diskusjonen i en mengde retninger når man ser på tvers av hans videoer. Dermed, for den (såkalt) “problemorienterte” diskusjonen ble han et mer interessant eksempel enn andre jeg kunne ha valgt (i akkurat den forelesningen jeg her refererer til kunne jeg nok fått fram noen av de samme eksemplene ved hjelp av Rufus Wainwright – som jeg setter umåtelig mye høyere enn Williams som musiker – men det ville i en viss forstand blitt mindre tydelig, og ville illustrert tematikkene dårligere).
Hvorvidt man som musikkforsker kan “vie sit liv” til å forske på musikk man ikke bryr seg om vet jeg ikke. Jeg tror ikke jeg ville gjort det. Men det er også i den forbindelse jeg mener at “bryr seg om” kan være å si at noe er interessant like gjerne som å si at det er “godt” (i en eller annen kunstnerisk forstand).
Når jeg læser dine to adskilte afsnit ovenfor, slår det mig, at det, der måske kan være forvirrende for mange studerende, og i hvert fald nok ligger til grund for mange af mine indvendinger, er den sammenblanding af metode, teoretiske positioner, problemstillinger og musikrepertoire som emnekurserne medfører, og som man kastes ud i fra dag ét. Det er selvfølgelig også, som du beskriver det, emnerkursernes styrke, men man kunne måske forestille sig at man på første år, forsøgte at skille de to lidt mere ad. Man kunne på den ene side introducere faghistorien og de vigtigste teoretiske positioner og metoder (her ved jeg godt at endnu en uenighed måske opstår, lad os ikke fortabe os i det) og repertoiretilegnelse i en eller anden form (som det til dels allerede sker nu i satslære/analyse). Jeg kunne godt ønske mig en lidt mere systematisk tilgang til hvordan førsteårs-studerende introduceres til faget og dets discipliner. Fra andet år og frem kan undervisningen så udgøres af de (måske) mere interessante emne kurser.
Som jeg allerede har skrevet, det er nok meget vi er enige i. Samtidig, min erfaring, fra den ene gangen jeg har undervist førsteårsstuderende etter at jeg kom til København, er at man ikke “kastes ut i” emnekurs fra dag en. Det året jeg underviste begynte vi nettopp med et forløp som handlet om historieforståelse, og det ga en introduksjon til måter å tenke om musikkhistorie på. Derfra gikk vi videre til mer “problemorienterte” forløp, med tre undervisere som ga ulike bud på emnene. Jeg tror altså fortsatt at dette er en mulighet, og i det minste er potensialet der for å introdusere faghistorie og teoretiske posisjoner (hvorvidt det er “de viktigste” – og hva det nå måtte være – kan vi utmerket godt la ligge lige nu). Dermed ender vi igjen opp med hva en “mer systematisk” tilgang skulle kunne være, og, vil jeg hevde, vi er dermed tilbake igjen til spørsmålet om hva som skal inkluderes og hva som skal velges bort. Når det er sagt, jeg avviser overhodet ikke problemstillingen. Snarere synes jeg nettopp den problemstillingen er noe som kontinuerlig bør være til diskusjon, både blant undervisere og blant studerende.
Jeg ved ikke om tråden er kold? Måske kunne den blive varm igen… Har I læst gårsdagens (1/6) artikel i weekendavisen om Maria Koldaus kritik af musikvidenskab i Aarhus? Det falder godt i tråd med Jeres diskussion og det lader til at problematikken ikke længere kan drøftes pænt inden for murene, men – som med alting der fejes ind under gulvtæppet – pludselig eksploderer, med fare for drastiske tiltag og hovedløse her-og-nu tiltag. For nu er der jo for alvor gået politik i den på en måde, der ligner en opfordring til fra højere (eller bredere) sted at indlede en skyttegravskrig. I øvrigt iblandet en særlig dansk specialitet: at falde totalt på halen over udenlandske eksperter og glemme sit eget ståsted af bar benovelse over at udlandet kigger i vores retning. Da jeg var aktiv på MI (før konservatoriet fik tag i mig) rasede samme diskussion, i nogen grad med omvendt fortegn – kulturteoretikerne følte sig under tøflen af praktikerne og nodelæserne. Positionerne har splittet sig noget siden da, den rytmiske musik har for eksempel skiftet side fra at have base i en praktisk tilgang til at blive teorigenstand nr. 1 (ok groft sagt…). Jeg kunne godt tænke mig at høre reaktioner fra Jer på udsagnet fra artiklen om at kandidatuddannelsen reelt er et ‘udvandet sociologistudium med henblik på markedsføring af moderne popmusik’ og at ingen seriøse musikforskere kan tage det alvorligt hvad der foregår. Jeg synes også det kunne være interessant at spørge: hvori består egentlig skellet mellem Koldau og Aarhus? Er der en fundamental adskillelse, eller er det bare Koldau, der synes at folk med en IQ under 200 ikke må beskæftige sig med musikvidenskab? Og hvordan forholder det sig til spørgsmålet om institutionel struktur som jeg egentlig synes løber som en lidt hemmelig præmis under især dine (Steinskogs) indlæg, udvælgelse vil jo altid være et problem, om du så kunne vælge en million værker ud, det bør måske ikke være argument imod at vælge. Og omkring timetallet: der kunne jo bare indføres 5×5 timer om ugen i 5 år hvis det var det man ville, undervisernes timenormer, løn etc. bør vel i princippet heller ikke indgå i en ideal diskussion? Institutionel omstrukturering burde efter min mening i høj grad være på dagsordenen (jvf. selvfølgelig Korsyns synspunkter). Ok, det var måske lidt meget på lidt lidt plads, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Jeres reaktion i lyset af problematikkens nyvundne forsidestatus!
Tak for dit indlæg, Thomas. Jeg har læst artiklen og vil meget gerne tage diskussionen op igen, jeg håber Erik og Mikkel (og evt. andre) også er på. Jeg kender ikke meget til forholdene på Aarhus Universitet, så det må for mit vedkommende blive på det mere principielle område. Desuden kunne jeg godt tænke mig at tage spørgsmålet om kronologi op igen, efter at Erik har udnævnt netop dette til det højeste onde i de aktuelle musikvidenskabelige diskussioner.
Mht. citater tror jeg, det hænger sammen med den form, kandidat-uddannelsen har i Aarhus, som jeg ikke er så meget inde i. Desværre har du citeret lidt lemfældigt, Thomas, da citatet i sin fulde ordlyd hedder: ‘sociologi samt skabelsen og markedsføring af moderne populærmusik’. Det kan jo i en vis grad sammenlignes med vores musikleder-KA, hvor også en del tid går med skabelse af (oftest) populærmusik. Det er den gamle diskussion om praktisk vs. teoretisk, hvor jeg tror, at i hvert fald Mikkel, Erik og jeg (og måske også dig, Thomas?) er nogenlunde enige om at man på faget Musikvidenskab på universitetet primært skal lære den humanistiske disciplin Musikvidenskab og ikke primært praktisk musikudøvelse. Hvis du er uenig med dette, er det måske en diskussion, vi skal tage en anden gang.
Jeg synes Aarhus-sagen sætter nogle ting på spidsen, som er vildt interessante i forhold til, hvad det egentlig vil sige at vide noget (eller meget for forskeres og studerendes vedkommende) om musik. Så vidt jeg kan se, repræsenterer Aarhus Universitet i denne diskussion den “moderne” musikvidenskab, som jeg også vil henregne Erik til, hvor musikbegrebet er mere flydende, og som giver sig udtryk i emnekurser i almindelig og i særdeleshed i et kursus som Eriks kommende grammofonologi-kursus, der eksplicit er bygget op omkring en teknologihistorisk partikularitet (opfindelsen af fonografen) og en post-strukturalistisk teoridannelse (Derrida) og således ikke direkte er motiveret af formidling af konkret musik. Det svare vist meget godt overens med det, der i artiklen fremstilles som en musikvidenskab i forfald! 🙂 Denne form er ofte naturaliseret som den eneste sande måde at bedrive musikvidenskab på i dag, men bare man kigger sig lidt omkring i verden, ser man at den mere “traditionelle” form lever i bedste velgående. Der findes stadig folk som tager udgangspunkt i en komponist eller et geografisk eller historisk område og ikke er bange for at formidle dette videnskabeligt og bredt i form af fx biografier og kronologisk musikhistorie. Jeg kommer særligt til at tænke på Taruskin, der er ekspert i russisk musik, bl.a. har skrevet et to-binds værk om Stravinskij og ikke mindst den store musikhistorie i adskillige bind. Det virker som den gren af musikvidenskaben Koldau repræsenterer, som jeg kan se det. Her kunne jeg forestille mig at kurserne i højere grad er bygget op omkring “musikken” (i dens ikke helt så flydende form) uden at det dog betyder at kontekst eller teoretisering nødvendigvis negligeres. Som eksempel på et kursus, kunne nævnes fx Søren Møller Sørensen modernisme-kurser, der er opbygget omkring en række (udvalgte!) nedslag i form af komponister og værker, der danner baggrund for kulturteoretisk og æstetisk diskussion.
Jeg vil ikke tage parti for det ene eller det andet, jeg synes de to tilgange supplerer hinanden. Emnekurser er måske teoretisk mere interessante eller formår at lave forbindelseslinjer både mellem genrer, stilarter og historiske perioder eller mellem kunstarterne, til gengæld giver de mere traditionelle kurser overblik, forbindelser internt i et materiale, fokus og giver nogle af de kompetencer det omgivende samfund (med rette) forventer, fx at man kender Beethoven, og at man har en forståelse (positiv eller negativ) for et givet kanoniseret område, såsom fx europæiske modernisme.
Endelig en lille smule om kronologisk musikhistorie. Jeg kan sagtens se en masse gode indvendinger mod at undervise i det, til gengæld synes jeg det er interessant, at du, Erik, vil gå så vidt som til at betegne det som en “vranglære”. For mig at se, er en kronologisk musikhistorieSKRIVNING netop en formidlingsform, som ikke nødvendigvis implicerer et suspekt historiefilosofisk skema eller metanarrativ. Når du siger, at Mozart er med fordi han foregriber Beethoven (eller noget lignende), er det jo dig, der lægger en teleologi ind som ikke behøver være der. Man kan vel godt synes at både Mozart og Beethoven er interessant af forskellige grunde, fx ud deres forskelligartede reception? Der vil selvfølgelig altid være en reminiscens af en historisk og ideologisk konstruktion, men er det ikke en så effektiv formidlingform at vi ikke kan smide barnet ud med badevandet? Eller mener du, at en kronologisk fremstilling altid medfører en historiefilosofisk konstruktion så forkastelig, at man heller må give op på forhånd? Fx Alex Ross’ The Rest is Noise (som jeg ved du godt kan lide) må da betegnes som en kronologisk musikhistorie for (dele af) det 20. århundrede, der ikke i udpræget ligger under for hverken forfalds- eller fremskridtsnarrativer el.lign, men netop i sin kronologi hele tiden er forbundet med den kulturhistoriske kontekst.
Hermed er diskussionen genåbnet både for gamle og ny emner.
Jeg tar gjerne opp tråden igjen, også selv om jeg ikke helt forstår meg selv som knyttet til forfallstendensene. Jeg vet ikke om WAs artikkel i seg selv er verd en diskusjon, til det er den for mye av et partsinnlegg i en personalsak, men noen av dimensjonene som nevnes berører jo definitivt denne tråden.
Først, jeg tror ikke vi befinner oss i en ideell verden, og jeg tror heller ikke den finnes. I den materielle verden vi så er, blir vi nødt til å ta hensyn til slike banale dimensjoner som antall timer i et utdannelsesforløp for å diskutere hva vi skal undervise og hva vi skal velge bort. Dette er i seg selv ikke et problem, og jeg velger i hvert eneste undervisningsforløp jeg deltar i. Men nettopp i valget ligger det så at man prioriterer, og denne prioriteringen skulle gjerne ledsages av refleksjoner og begrunnelser. Når jeg dermed ikke vil ha en kronologisk musikkhistorie skyldes det altså at jeg tror den gir et feil bilde av musikkhistorien (hvis den ikke utvides til å være så omfattende at kronologien selv ikke lenger spiller en rolle). Jeg mener vi kan se effektene av disse feil i tekster på CD-cover, i programtekster til konserter, i journalistiske beskrivelser, i stor grad på Wikipedia, og, endelig, i mange musikkstuderendes besvarelser. I disse sjangerne er det langt mellom hver gang den teleologiske, og for meg å se naive, historieforståelsen ikke samtidig reproduseres. Men dermed ikke sagt at jeg i seg er motstander av at vi leser historieframstillinger som har kronologisk preg. Det handler om hvordan vi leser og hvordan vi problematiserer. Dette finner vi også eksempler på i Ross’ The Rest Is Noise, for eksempel i kapitlet om Sibelius, som her settes inn i en “modernistisk” kontekst på måter som utfordrer mang en musikkhistorie. En annen ting ved Ross’ bok er at den tar et begrenset historisk utsnitt. Dette gjør også at diverse avgrensningsproblematikker medtenkes. En annen bok jeg kunne nevne, en annen personlig favoritt, er Michael P. Steinbergs Listening to Reason: Culture, Subjectivity, and Nineteenth-Century Music (2004), som diskuterer musikkhistorien fra Mozart til Mahler, med interessante diskusjoner av subjektivitetsproblematikker og modernitetsteori. Man kunne også interessant diskuterer Taruskins begynnelse, i The Oxford History of Western Music, der det er musikkskriften som er begynnelsestidspunktet (og der han skriver at teksten både begynner og slutter “midt i”).
En liten kommentar om mitt grammofonologi-kurs. Jeg er ansatt i en stilling som var lyst ut som knyttet til “musik efter opfindelsen af grammofonen” og i forbindelse med søknaden min skisserte jeg et forskningsprosjekt med tittel “Om grammofonologi.” Kurset er altså midt i både min stillings beskrivelse og min forskning. Gramofonen (og dens senere versjoner) er også intimt forbundet med hvordan musikk høres og oppleves innenfor de siste 150 årene, og angår såvel produksjon som reproduksjon (fra Hindemith og Stravinsky som komponerer musikk spesifikt for “det nye” mediet til DJ-skratchere), og bidrar til et lydarkiv som i min optikk endrer enhver beskjeftigelse med musikk, også historisk, idet musikkhistorien (nær og fjern) finnes og kan gjenoppkalles fra de døde så å si. Hva du Nikolaj mener med at dette “ikke direkte er motiveret af formidling af konkret musik” forstår jeg ikke helt. Og jeg tror det er “konkret musik” som er problemet. Hvis det er en variant av “musikken selv” tror jeg simpelthen ikke på størrelsen. Vi kommer til musikken med en eller annen bakgrunn (eller fordom) og vi hører/opplever ikke musikk i et vakuum. Nettopp dette er det som gjør at et musikkstudium for meg også skal gi en mengde kontekstuelle (hvis det er ordet) innspill, fra historiske, sosiologiske, teoretiske, etc., og der nettopp det samlede studiet, der studerende forhåpentlig vis har fått med seg en bred vifte av kompetanser selv er i stand til å reflektere over sine egne bakgrunner i en konstant dialog med andre perspektiver. Det er en slik mangefasettert musikkvitenskap jeg forsøker å argumentere for. Og gitt de innledende nevnte grunnbetingelsene (musikk tar tid, lesning tar tid, undervisning tar tid, vi har begrenset tid), innebærer dette en konstant forhandling om hva vi skal vektlegge og hva vi skal velge bort.
Jeg tror jeg begynder at forstå hvad du mener. Når jeg i denne sammenhæng taler om “formidling af konkret musik” tænker jeg på undervisning, der tager udgangspunkt i et konkret værk, en komponist eller eller periode/genre, uden samtidig at tage udgangspunkt i en (teoretisk) problemstilling, det skal såmænd ikke forstås mere metafysisk end det i denne forbindelse. Dette er vel den klassiske kanoniske form for formidling/undervisning, som også Koldau vel et eller andet sted taler for, når hun beklager sig over at folk på kandidaten ikke kender fx Beethoven. Det er altså ikke kendskab til fx Beethoven-myten som myte eller den slags, men selve det manglende kendskab til en af “musikhistoriens store skikkelser”, der er problemet. Som jeg forstår dig, mener du i modsætning til dette, at et kursus må tage udgangspunkt i et teoretisk tema/problemstilling og så derefter finde relevante eksempler mere eller mindre uafhængigt af personlig smag.
Jeg synes dog stadig det er en diskussion værd om denne gammeldags kanoniske dannelsesform på den humanistisk uddannelser helt skal skrottes. Det har vel traditionelt været en humanioras vigtige opgaver at danne de studerende ved at introducere dem til fx den klassiske (kanoniserede) litteratur eller den klassiske musikhistories store komponister og værker netop for at videregive en arv til den unge generation, som der var en vis konsensus om og som man forestillede sig ville gøre folk til bedre mennesker el.lign. At “problematisere idéen om kanon” er vel ikke det samme som at smide den helt væk?
Nå fornemmer jeg at det utkrystaliserer seg en uenighet her (eller så misforstår vi hverandre på en eller annen måte). Jeg tror ikke at undervisningen i musikkvitenskap skal “formidle” noe uten at det er knyttet til en eller annen form for problemstilling. Det er gjennom en kritisk refleksjon, gjennom spørsmål til materialet og/eller i dialog med andre musikkvitenskapelige tekster at det musikkvitenskapelige arbeidet finner sted. Muligens er dette bare en liten perspektivforskyvning i forhold til det du beskriver, men jeg blir umiddelbart skeptisk til en slik “formidling” hvis det er å “fortelle historien” om den store fortiden (enten det er komponister, perioder, genrer, eller whatever).
Jeg mener også at å problematisere kanon er en kontinuerlig prosess, men dermed også at det betyr å “smide den” vekk. Ikke så å forstå at vi ikke skal vite om den, ikke så å forstå at vi ikke skal lese den, lese om den, og kritisere den, men slik å forstå at jeg ikke mener det er en viktig oppgave å undervise den uten at undervisningen samtidig viser kritikken. Jeg synes, med andre ord, ikke at humanioras viktigste oppgave er å danne de studerende ved å introdusere dem til det klassiske. Men jeg synes samtidig at det er en del av å være student å forholde seg til sitt fags historie, og dermed også å sette seg inn i disse diskusjonene. Og, selvsagt, jeg synes absolutt at det er viktig at musikkstuderende har hørt mengder av musikk, og, selvsagt også den som er (eller har vært) kanonisert.
Jeg tror “problemet” for meg, som jeg har forsøkt å beskriver over, er når vi så innenfor en begrenset tid, skal velge hva vi skal undervise og hva som med nødvendighet må velges bort. Selvsagt er ikke den musikken som blir diskutert i undervisnigen alt en studerende hører, men jeg synes det er viktig å ta beslutninger (fra undervisers hånd, og gjerne i dialog med kolleger) i forhold til valgene. Når det er sagt, jeg kan absolutt forestille meg kurs/undervisnigsforløp hvis tittel vil lyde “klassisk” – “Haydn’s strykekvartetter,” “Wagner: opera og musikkdrama,” “Ligetis klavermusikk” for nå bare å konstruerer noen tilfeldige eksempler – som også kunne undervises på en kritisk og problemorientert måte.