Jazzfestival 2010, 3. del

Efter den indledende runde med en del koncerter, blev de næste par dage lidt mere sløje for mit vedkommende. Tirsdag skulle jeg havde hørt Christina von Bülow på den lokale Bartof Cafe med mine forældre, men da vi kom derned, var der for mange mennesker, så vi gik hjem og så fodbold-semifinale i stedet.

David Sanborn

David Sanborn, Steve Gadd og Joey DeFrancesco i Tivoli.

Joshua Redman var som nævnt udsolgt, og der skulle jo også skulle ses fodbold onsdag, så først efter kampen var færdig, stod den på den sidste halvdel af David Sanborn-koncerten i Tivoli, hvor han spillede sammen med Steve Gadd og Joey DeFrancesco. Tivoli er et hyggeligt sted om aftenen, og når man kan komme gratis ind og høre koncerter på sit årskort, bærer man over med, at der sjældent er de allerfedeste navne på plakaten. Jeg blev dog alligevel noget skuffet over denne koncert, Tivolis lidt stadion-agtige lyd kombineret med Gadds mekaniske trommespil var ikke noget god kombination. Desuden havde musikken det lidt bøvede præg, der kommer af orgelfodbas, og repertoiret, der var holdt i meget gammeldags blues-stil, gjorde ikke dette bedre. Udover fodbassen skulle DeFrancesco også både spille traditionel hammondorgel og keyboard og desuden både spille trompet og synge (dog ikke samtidig!), hvilket gjorde at ingen af delene skete med særlig stor kunstnerisk gennemslagskraft. David Sanborn spillede efter min mening bedst denne aften, hans spil havde en vitalitet, som de andre ikke kunne matche. Det meste interessante denne aften var, at vi fik Michael Jacksons “The Way You Make Me Feel” i en slags blues-udgave, der formåede at bibringe en original, omend noget gammeldags, fortolkning af sangen.

Continue…

Jazzfestival 2010, 2. del

Copenhagen Jazz Festival havde i år indgået et samarbejde med Copenhagen Jazzhouse om en række koncerter under navnet 21st Century Jazz, hvor man bl.a. havde mulighed for at høre en del af de unge musikere fra New York, der angiveligt står for innovationen indenfor jazzen i dag. Man må hilse dette samarbejde velkommen, da det bl.a. er det høje internationale niveau på Jazzhouse, der i år har gjort festivalens program markant mere spændende end sidste år.

Da begge koncerter med Joshua Redmans dobbelt-trio var udsolgt, fik jeg kun hørt to koncerter i Jazzhouse i år, Vijay Iyer med sin trio søndag aften og Fly mandag aften. Den amerikanske trommeslager Jason Marsalis, som er lillebror til den (herostratisk) berømte Wynton Marsalis, har været været ude med en opdatering af den neoklassicistiske jazzkritik (se her og her), hvor han mener, at de såkaldte “Jazz Nerds”, der lægger vægt på komplicerede strukturer, “odd meters” m.v. og ser bort fra jazzens historiske arv, har taget magten inden for jazzverdenen. Marsalis begræder bl.a., at swing af mange unge jazzmusikere anses for uinteressant. På mange måder er Jason Marsalis kritik problematisk, ligesom hans brors kritik var det i 80’erne, hvis den i for høj grad kommer til at diktere snævre rammer for, hvad jazz er og ikke er. På den anden side må jeg på det personlige plan give Marsalis ret i nogle af hans pointer: Jeg savner tit hos de unge amerikanere en tættere forbindelse til musikken i 60’erne, som er min favoritepoke. Den postmoderne jazz, vi har i dag, plukker fra alle mulige steder, men går ofte uden om det, der ligger lige for, den store arv fra 50’erne og 60’erne. Det hjælper dog ikke at forsøge at definere sig ud at dette, ved at sige at jazz fx skal indeholde swing eller blues-feeling (som Wynton Marsalis fx har gjort sig til talsmand for), musikerne laver den musik, de vil, uanset om det hedder jazz eller ej. Man må i stedet håbe, at nok musikere støtter op om og rent faktisk spiller med fx swing. Kun sådan kan det overleve, og det tror jeg nu nok skal ske.

Continue…