Jazzfestival 2010, 1. del

Jazz festival 2010

Plakaten for Jazzfestivalen 2010.

Ligesom folk, der har været på Roskilde festival, vil jeg skrive lidt om mine oplevelser på året Copenhagen Jazz Festival. Da jeg har været til en del koncerter, vil jeg dele det lidt op, så det ikke bare bliver ren opremsning, så her kommer 1. del.

Festivalen startede fredag den 2. juli, og jeg plejer ikke at deltage i selve den officielle åbning, men var i år så jazz-hungrende, at jeg måtte igang fra starten. Det var annonceret at kulturministeren skulle holde en åbningstale, men hvem, der skulle spille, fremgik ikke af programmet før samme dag. Per Stig Møllers holdt en tale, hvor han udover at citere Platon fik beskrevet sin eget forhold til jazzen, og hvordan han bl.a. havde siddet inde på det hedengangne Vingården og snakket med diverse jazzmusikere. Desuden fremhævede han Miles Davis’ rytmegruppe fra 60’erne med Ron Carter, Herbie Hancock og Tony Williams, som er en af mine absolutte yndlingsrytmegruppe, i forbindelse med forholdet mellem jazzens tradition og fornyelse (så vidt jeg husker). 2 point til de konservative!

Musikalsk blev festivalen åbnet dels af en tromme/sousafon duo (Stefan Pasborg og Jacob Munch), der spillede lidt fri impro, og dels af det svenske band Odd Job, der leverede en god omgang jazz/rock, der bragte minderne hen på Miles Davis anno slut 60’erne. Åbningskoncerten virkede dog ikke som et festfyrværkeri af musik, og den sene annoncering kunne dog også få en til at tro, at festival måske oprindelig havde haft et andet åbningsband i tankerne end dette lidt obskure svenske orkester.

Continue…