Blandede nyheder

Mixed-companyDer er sket en del ting den seneste tid. Jeg har anmeldt den nye cd med musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Mixed Company, over på Seismografs side. Jeg er generelt ret begejstret, men har også et par forbehold. Læs anmeldelsen her.

Jeg har også fået den endelige bedømmelse af mit speciale og bliver altså nu endelig udskrevet af universitetet. Hvis der er nogen, der er interesseret i at læse specialet, som handler om første sats af Gustav Mahlers Niende symfoni, kan det hentes her. Jeg håber også at få tid til at skrive om det her på bloggen snart, men indtil videre kan man høre mig fortælle lidt om det til Omlyd, som led i Omlyd Lytter-videoprojektet. Det er ærefuldt at være den første specialestuderende i det fine selskab, men det er flere på vej, så vidt jeg er orienteret. Se den nedenfor. (Jeg beklager det lidt fjogede stillbillede.)

Omlyd Lytter til Nikolaj Strands from Omlyd on Vimeo.

Endelig skal det nævnes, at jeg har fået arbejde! Jeg er pr. 1. maj ansat som forskningsbibliotekar på musik- og teaterområdet ved Det Kongelige Bibliotek – en job jeg på baggrund af den første uge ser meget frem til.

Jazzkritik eller mangel på samme

I det seneste nummer af Jazz Special (#119) kan man læse en artikel af Jakob Hassing under overskriften “Anmeldere skal have en mening – men hvad er meningen?”, som sætter det danske jazzanmelderi under lup. Jeg har tidligere skrevet en række koncertanmeldelser på denne blog, men er holdt med det igen og har længe ville skrive en artikel om anmelderiets faldgruber eller “hvorfor anmeldelser er noget fis”, som min arbejdstitel har heddet. Hassings artikel har givet mig lyst til at tage denne diskussion op særligt i forbindelse med anmeldelser af jazz.

Læs mere Jazzkritik eller mangel på samme

Jazzfestival 2010, 3. del

Efter den indledende runde med en del koncerter, blev de næste par dage lidt mere sløje for mit vedkommende. Tirsdag skulle jeg havde hørt Christina von Bülow på den lokale Bartof Cafe med mine forældre, men da vi kom derned, var der for mange mennesker, så vi gik hjem og så fodbold-semifinale i stedet.

David SanbornJoshua Redman var som nævnt udsolgt, og der skulle jo også skulle ses fodbold onsdag, så først efter kampen var færdig, stod den på den sidste halvdel af David Sanborn-koncerten i Tivoli, hvor han spillede sammen med Steve Gadd og Joey DeFrancesco. Tivoli er et hyggeligt sted om aftenen, og når man kan komme gratis ind og høre koncerter på sit årskort, bærer man over med, at der sjældent er de allerfedeste navne på plakaten. Jeg blev dog alligevel noget skuffet over denne koncert, Tivolis lidt stadion-agtige lyd kombineret med Gadds mekaniske trommespil var ikke noget god kombination. Desuden havde musikken det lidt bøvede præg, der kommer af orgelfodbas, og repertoiret, der var holdt i meget gammeldags blues-stil, gjorde ikke dette bedre. Udover fodbassen skulle DeFrancesco også både spille traditionel hammondorgel og keyboard og desuden både spille trompet og synge (dog ikke samtidig!), hvilket gjorde at ingen af delene skete med særlig stor kunstnerisk gennemslagskraft. David Sanborn spillede efter min mening bedst denne aften, hans spil havde en vitalitet, som de andre ikke kunne matche. Det meste interessante denne aften var, at vi fik Michael Jacksons “The Way You Make Me Feel” i en slags blues-udgave, der formåede at bibringe en original, omend noget gammeldags, fortolkning af sangen.

Læs mere Jazzfestival 2010, 3. del

Jazzfestival 2010, 2. del

Copenhagen Jazz Festival havde i år indgået et samarbejde med Copenhagen Jazzhouse om en række koncerter under navnet 21st Century Jazz, hvor man bl.a. havde mulighed for at høre en del af de unge musikere fra New York, der angiveligt står for innovationen indenfor jazzen i dag. Man må hilse dette samarbejde velkommen, da det bl.a. er det høje internationale niveau på Jazzhouse, der i år har gjort festivalens program markant mere spændende end sidste år.

Da begge koncerter med Joshua Redmans dobbelt-trio var udsolgt, fik jeg kun hørt to koncerter i Jazzhouse i år, Vijay Iyer med sin trio søndag aften og Fly mandag aften. Den amerikanske trommeslager Jason Marsalis, som er lillebror til den (herostratisk) berømte Wynton Marsalis, har været været ude med en opdatering af den neoklassicistiske jazzkritik (se her og her), hvor han mener, at de såkaldte “Jazz Nerds”, der lægger vægt på komplicerede strukturer, “odd meters” m.v. og ser bort fra jazzens historiske arv, har taget magten inden for jazzverdenen. Marsalis begræder bl.a., at swing af mange unge jazzmusikere anses for uinteressant. På mange måder er Jason Marsalis kritik problematisk, ligesom hans brors kritik var det i 80’erne, hvis den i for høj grad kommer til at diktere snævre rammer for, hvad jazz er og ikke er. På den anden side må jeg på det personlige plan give Marsalis ret i nogle af hans pointer: Jeg savner tit hos de unge amerikanere en tættere forbindelse til musikken i 60’erne, som er min favoritepoke. Den postmoderne jazz, vi har i dag, plukker fra alle mulige steder, men går ofte uden om det, der ligger lige for, den store arv fra 50’erne og 60’erne. Det hjælper dog ikke at forsøge at definere sig ud at dette, ved at sige at jazz fx skal indeholde swing eller blues-feeling (som Wynton Marsalis fx har gjort sig til talsmand for), musikerne laver den musik, de vil, uanset om det hedder jazz eller ej. Man må i stedet håbe, at nok musikere støtter op om og rent faktisk spiller med fx swing. Kun sådan kan det overleve, og det tror jeg nu nok skal ske.

Læs mere Jazzfestival 2010, 2. del

Jazzfestival 2010, 1. del

Jazz festival 2010Ligesom folk, der har været på Roskilde festival, vil jeg skrive lidt om mine oplevelser på året Copenhagen Jazz Festival. Da jeg har været til en del koncerter, vil jeg dele det lidt op, så det ikke bare bliver ren opremsning, så her kommer 1. del.

Festivalen startede fredag den 2. juli, og jeg plejer ikke at deltage i selve den officielle åbning, men var i år så jazz-hungrende, at jeg måtte igang fra starten. Det var annonceret at kulturministeren skulle holde en åbningstale, men hvem, der skulle spille, fremgik ikke af programmet før samme dag. Per Stig Møllers holdt en tale, hvor han udover at citere Platon fik beskrevet sin eget forhold til jazzen, og hvordan han bl.a. havde siddet inde på det hedengangne Vingården og snakket med diverse jazzmusikere. Desuden fremhævede han Miles Davis’ rytmegruppe fra 60’erne med Ron Carter, Herbie Hancock og Tony Williams, som er en af mine absolutte yndlingsrytmegruppe, i forbindelse med forholdet mellem jazzens tradition og fornyelse (så vidt jeg husker). 2 point til de konservative!

Musikalsk blev festivalen åbnet dels af en tromme/sousafon duo (Stefan Pasborg og Jacob Munch), der spillede lidt fri impro, og dels af det svenske band Odd Job, der leverede en god omgang jazz/rock, der bragte minderne hen på Miles Davis anno slut 60’erne. Åbningskoncerten virkede dog ikke som et festfyrværkeri af musik, og den sene annoncering kunne dog også få en til at tro, at festival måske oprindelig havde haft et andet åbningsband i tankerne end dette lidt obskure svenske orkester.

Læs mere Jazzfestival 2010, 1. del

Bigband i Jazzhouse

Jeg har i efterhånden en del år været fan af Maria Schneiders bigband-musik. Der var derfor ikke meget tvivl om, at jeg skulle ind at høre det, da Klüvers Big Band i fredags (d. 14. maj) havde dedikeret en hel aften til Schneiders musik. Jeg har aldrig hørt hendes musik live før, så vidt jeg ved, har hun ikke været i Danmark i snart mange år, og hendes musik spilles i det hele taget sjældent, hvilket er synd, for udover at Schneider har sin egen helt personlige stil, har hun også formået at revitalisere bigband-genren og fået en fuldstændig ny lyd ud af den “gamle” bigband-besætning. Mange af de folk, som komponerer for bigband i dag, anfører hende da også som en vigtig inspirationskilde. Det jeg særligt kan lide ved hendes musik er den måde, hun formår at kombinere fornemmelsen for et nummers storform med en yderst sofistikeret kompositionsstil (og instrumentation), der både er smuk og til tider kradsbørstig uden dog at forfalder til ren atonalitet. Desuden kan jeg lide, at de soli et stykke indeholder er varierede, dvs. som regel udfolder sig på helt forskellige baggrunde, uden at de dog af den grund mister groove og swing. Alle disse ting går op i en højere enhed hos Schneider.

Læs mere Bigband i Jazzhouse

En aften med det glade trommemonster

Jazzhus Montmartre
Det genåbnede Jazzhus Montmartre

I forbindelse med en konkurrence på den danske jazzblog JazzNyt var jeg så heldig at vinde billetter til tirsdagens (4. maj) koncert med den amerikanske trommeslager Jeff ‘Tain’ Watts. Det foregik i det for nyligt genåbnede Jazzhus Montmartre, og det blev en dejlig koncertaften, som sætter en høj standard for Københavns nye jazzspillested.

Jeff ‘Tain’ Watts spillede sammen en gruppe af svenske og danske musikere, der var sat sammen til lejligheden, bestående af Morten Ramsbøl på bas, Jacob Christoffersen på klaver og Anders Bergcrantz, Tomas Franck og Vincent Nilsson på henholdsvis trompet, saxofon og basun. Repertoiret var Watts’ meget varierede kompositioner, og vi fik denne aften masser af musik og masser af godt sammenspil.

Læs mere En aften med det glade trommemonster

En aften i filmmusikkens tegn

Plakat
Billede fra koncertplakaten

Jeg vil begynde min karriere som blog-bestyrer med en anmeldelse af en dejlig koncert, jeg var til i torsdags (29. april). Det var i Tivolis koncertsal, orkestret var Sjællands Symfoniorkester og på programmet var musik af den store amerikanske filmkomponist John Williams.

Jeg havde set meget frem til denne koncert, da det ikke er særligt tit man har mulighed for at høre filmmusik live i Danmark. I USA er det mere udbredt, jeg var fx inde og høre en koncert med Bill Conti i San Diego i januar i forbindelse med min tur til vestkysten. Jeg holder særligt meget af John Williams’ filmmusik, da han efter min mening kan kombinere den svulstige symfoniske musik vi elsker med en eminent evne til at tilpasse musikken til filmens stemning.

Læs mere En aften i filmmusikkens tegn