I anledning af 150-året for Arnold Schönbergs fødsel må det på være på sin plads at gengive den definition på musik, som Schönberg i 1934 gav i forbindelse med en rundspørge fra National Broadcasting Corporation i New York:

Musik er en samtidighed og rækkefølge af toner og tonekombinationer, der er således arrangeret, at deres virkning på øret er behagelig og deres virkning på sanseevnen er forståelig; og det således at disse indtryk formår at påvirke okkulte dele af vores følelsessfære, og at denne påvirkning lader os leve i et drømmeland af opfyldte ønsker eller i et forestillet helvede. (H. H. Stuckenschmidt, Schönberg – Leben, Umwelt, Werk, Atlantis, 1974, s. 348, min oversættelse)

Det er interessant, at Schönberg i denne definition nævner musikkens behagelige virkning på øret før dens forståelighed. Det kendte Schönberg-diktum om, at “musik ikke skal smykke, men være sand”, lægger vægten lidt anderledes. Men at musik samtidig kan påvirke vores følesessfære, så vi oplever at leve i et mareridtsagtig helvede (en følelse som lyttere at vise tolvtoneværker måske kan nikke genkendende til!) trækker jo så igen i en lidt anden retning.