Klassisk fremgang?
Under overskriften “Publikum strømmer til klassiske koncerter” kunne Politiken forleden offentliggøre resultatet af en rundspørge til landets symfoniorkestre og større klassiske koncertsteder, der næsten entydigt kunne melde om fremgang i billetsalg og interesse for den klassiske musik. Kun Odense Symfoniorkester har oplevet tilbagegang de seneste år, alle andre har oplevet fremgang, og angiveligt har DR SymfoniOrkestret oplevet en fordobling af publikumstallet de sidste 10 år.
Nu skal man jo altid være kritisk over for statistik, og opgørelse af billetsalg er notorisk svært at have med at gøre, men det virker da umiddelbart meget lovende, at man formår at øge publikumstallet på et tidspunkt, hvor samfundet er i økonomisk krise – kulturen plejer at være noget at det første der lider, når økonomien svinder ind.
Chefen for DR Koncerthuset, Leif Lønsmann, kan næsten ikke få armene ned, og hans forklaring på fremgangen er parafraseret således i artiklen:
Stamkunderne er ganske vist over 55-60 år, men dels lever de høje aldersgrupper længere, dels kommer der nye, unge kunder til nedefra.
Jeg interviewede Lønsmann for et par år siden i forbindelse med en opgave i Music/Arts Management om netop det klassiske publikum, og allerede dengang var han meget fortrøstningsfuld. Hans erfaring var, at interessen for klassisk musik stiger med alderen, hvorved skræmmebilledet om, at den klassiske musiks publikum uddør, viser sig at være ubegrundet. Ja, i et land hvor antallet af ældre bliver større og større, og hvor de ældre bliver rigere, mere raske og bedre uddannede kunne man ligefrem forvente en eksplosion i interessen.
Forskningen bekræfter i et vis omfang Lønsmanns formodning. På baggrund af de kulturvaneundersøgelser Kulturministeriet har udarbejdet siden 1964, har Trine Bille i artiklen ”Cohort effects, age effects, and period effects in the participation in the arts and culture in Denmark 1964–2004” ( International Journal of Cultural Policy, Vol. 14, No. 1, februar 2008.) undersøgt henholdsvis alders-, generations og periodeeffekter for udvikling i deltagelsen i klassiske koncerter. Hun finder, at man indtil 2004-undersøgelsen finder en ret tydelig alderseffekt, altså at generationerne (“kohorterne” i datasættet) alle sammen går mere og mere til klassisk koncert, jo ældre de bliver. I den nye kulturvaneundersøgelse, der udkom i dag, bekræftes denne kraftige alderseffekt, og en positiv periodeeffekt (altså en “tendens i samfundet”) findes desuden. Forfatterne konkluderer:
Overordnet må de ovenfornævnte periodeeffekter og i særdeleshed alderseffekten altså være vigtigst i forhold til det at gå til klassisk koncert. Forventningen er på den baggrund, at publikummet til klassisk koncert vil være stigende de kommende år. (Danskernes Kulturvaner 2012, s.356)
I Politiken-artiklen giver flere af de interviewede udtryk for, at stigningen i interessen hænger sammen med, at den klassiske musik er “kommet ned fra piedestalen” og er begyndt at komme potentielle nye publikummer, unge som gamle, mere i møde, hvilket ville forklare en positiv periodeeffekt. I den forbindelse fremføres den gamle påstand om de åh så forfærdelige klassiske konventioner:
Generationen, der er vokset op med jazz- og rockkoncerter, kan opleve en klassisk koncert som en ophobning af lumske fælder, der afslører, om man eksempelvis ved, hvilket tøj man skal bære, og hvornår man må klappe.
Jeg har i mine vel 10 år som regelmæssig klassisk koncertgænger gået til koncert i meget forskellig tøj fra islændersweater til det der var værre, og jeg har aldrig oplevet, at der blev set skævt til det, eller at det overhovedet blev bemærket, hvad jeg eller mine medpublikummer havde på – det er noget værre vås.
Det er rigtig, at der er konventioner for, hvornår man klapper, ligesom der er andre konventioner ved andre typer koncerter, fx det implicitte krav til rock- og popkoncerter om, at man skal “være med”, klappe i takt, synge med og i øvrigt være med til at “skabe stemningen”. Den klassiske musiks konventioner er anderledes stilfærdige, og det burde altså ikke være et problem for voksne mennesker at om ikke sætte sig ind i disse (relativt enkle) konventioner, så i det mindste at falde ind i mængden. Jeg er ikke den store fan af konventionen om, at man ikke må klappe mellem satserne – det virker næsten naturstridigt ikke at klappe efter en stor allegro-førstesats i en symfoni, der ender med et ordentlig brag. Men jeg lever med det. Et godt råd til de skrækslagne: vent med at klapoe til din sidemand gør – det trick bruger jeg ofte selv. Og man er vel kommet for musikken og ikke for at klappe?
I øvrigt tyder noget på, at denne frygt for konventionerne er stærkt overvurderet, i hvert fald hvis man skal tro de ikke-deltagende selv. I den nye kulturvaneundersøgelse har man suppleret de kvantitative analyser med kvalitative undersøgelser af, hvorforfolk ikke deltager. Ud af de folk, som har svaret, at de aldrig eller sjældent går til klassisk koncert, angiver 46%, at det ikke interesserer dem. Andre praktiske og økonomiske årsager gives, men kun 2% svarer “Det er henvendt til andre en mig” og kun 1% “Jeg føler mig ikke velkommen” (Se rapporten s. 329-330). Forfatterne opsummerer således for finkultur mere generelt:
Overordnet er ikke-brugernes primære årsager til fravalget af kulturtilbuddene altså i vid udstrækning begrundet i andre interesser og prioriteringer samt tilgængelighed, her især økonomisk tilgængelighed. Meget få oplever kulturelle eller sociale barrierer. (s. 329)
Det er nok en lige lovlig skråsikker konklusion – der er meget, der ikke kan aflæses ud af disse tal, men noget kunne tyde på, at det er begrænset, hvad man kan få ud af at gøre den klassiske musik mere folkelig og “konventionsløs” (som om man kunne det).
Derfor er det særlig ærgerligt, at en anden konvention desværre er på retur i disse år, nemlig den, hvor man tager hensyn til sine medkonceretgængere ved så vidt muligt ikke at forstyrre musikken med højlydt hosteri, cellofanindpakkede bolscher, snorken, raslen med papir og lignende. Det er særlig slemt i det nye Koncerthus’ transparente akustik, og man har da også nu taget konsekvensen og er begyndt at dele gratis Ga-Jol pakker ud til trængende! Denne konvention er ikke tilfældig eller reaktionær, som det ofte fremstilles, men hænger sammen med traditionen for kontemplativ nydelse i forbindelse med symfonisk musik, der går helt tilbage til starten af 18.-tallet, og som er en central del af denne genres anatomi. Det er klart, at meget klassisk musik kan høres som baggrundsmusik og kan indgå i alle mulige andre sammenhænge uden problemer; men for at fx codaen i fjerde sats af Gustav Mahlers 9. symfoni, som er en 10 minutter lang hendøen der ender i pppp, skal give nogen som helst mening, må den altså opføres nogenlunde uforstyrret.
Det skete desværre ikke, da jeg hørte Michaels Schønwandts ellers glimrende opførelse i januar. Tværtimod virker det som om, folk bliver nærmest paniske i den godt nok også meget følelsesmæssigt intense slutning og begynder at hoste helt unaturligt. Til gengæld var codaen så lang, at publikum faktisk nåede at falde til ro igen. Her vil jeg gerne slå et slag for konventionen: Den klassiske koncert må gerne, som et at de få steder i samfundet (udover biografen, hvor akustikken virker anderledes, eller folk bare er mindre forkølede), være et sted, hvor man sidder stille, lytter koncentreret og lever sig ind i musikken og idéelt ikke andet. Og hvor man derudover gerne må vise hensyn til sin omgivelser og til de musikere, der har viet deres liv til at perfektionere deres instrumentale kunnen til glæde for os.
Hvis klassisk musik er i krise, er “løsningen” ikke at gøre koncertoplevelsen til mere ligesom det, man kan opleve uden for koncertsalen, men netop at insistere på, at oplevelsen kan være noget andet, end hvad man får andre steder, mere fokuseret, mere intens, større, længere og med en anderledes historisk dybde. Men ikke dermed bedre! Den tid er forbi, hvor kulturparnasset kan se bort fra populærmusikkens kunstneriske potentiale, men det betyder ikke, at alt skal være ens. Jeg er fuldstændig overbevist om, at langt flere mennesker kan få store klassiske koncertoplevelser, hvis de også selv gør en indsats og ikke køber dele af det klassiske musiklivs forsøg på at behandle dem som børn. Hvis man vil fange nogle af de næsten 50%, der slet og ret interesserer sig for noget andet, er det måske en god idé at lægge den patroniserende holdning på hylden og i stedet forsøge at vække deres interesse ved ærligt og reelt at “reklamere” for det, som gør klassisk musik til noget særligt, og som gør at vi, der har fået smag for den, sidder ubehjælpeligt i saksen.
Hvad er det da, “som gør klassisk musik til noget særligt”? Jeg synes, du er på vej ud i nogle mytologiseringer eller meget subjektiv smagsdommeri. Men jeg kan jo tage fejl?
Derudover kan selvfølgelig godt blive enige om, at det er fedt, når musikken ikke “forstyrres” (men der er jo trods alt en vis ‘live-opførelsens autenticitet’ ved hosten osv.). Jeg synes nu ellers, problemet er meget større i Vega end Koncertsalen.
“Særligt” er måske heller ikke det rette ord, jeg vurderer ikke i forhold til andre genrer/musikkulturer her, men mener bare at man skal tage udgangspunkt i de forhold som er specifikke for den klassiske musik. Jeg har nævnt nogle eksempler på det allerede, men det selvfølgelig altid svært at sprogliggøre den slags – i sidste ende er det jo noget, man oplever og sanser. Når det så er sagt, har vi jo diskuteret noget lignende før, Sune, og jeg synes tit du ender i en sådan en subjektivisme vs. metafysik-modstilling. Jeg vil dog insistere på at man tale om positive egenskaber ved musik, eller sågar hvilke kvaliteter der indgår i ens bedømmelse af noget musik, uden at det bliver en ren subjektiv værdidom eller en et forsøg på objektivt at “bevise” musikkens værdi. Det er jo strengt tager her den musikalske “kritik” har sit domæne. Netop i forhold til at forsøge at “sælge” den klassiske musik på egne præmisser, er det jo enormt vigtigt at kritikken (og andre) forsøger at “folde musikken ud”, så et potentielt publikum bliver gjort opmærksom på indgange til musikken.
Jeg tager ikke stillingen til hvordan udviklingen er inden for andre genrer, men man må dog overordnet sige, at en typisk rock- eller pop-koncert (og også jazzkoncerter) er langt mindre følsom over for støj end en symfonisk (selvom der selvsagt er undtagelser) pga. elektrisk forstærkning og de sociale konventioner, der netop tilsiger at publikum deltager aktivt osv.