Rune Glerup: Dust Encapsulated
Rune Glerup: Dust Encapsulated
Jeg har for en uge siden anmeldt Rune Glerups nyudgivne cd, Dust Encapsulated, over på Seismografs side. Den kan læses her. Jeg forsøger i anmeldelsen af skrive noget om såvel værkerne som opførelsen og det mediespecifikke ved cd-optagelsen. Generelt roser jeg Glerups kompositoriske opfindsomhed og hans evne til at finde interessant “musikalske objekter” og sammenstykke dem til et meningsfuldt hele.
Jeg er lidt ked af, jeg ikke fik skrevet så meget om cd’ens sidste track, Divertimento for sinfonietta. Dette stykke er hvad angår længde, instrumentation og musikalske idéer lige så vægtigt som Dust Encapsulated #2, som jeg vier mere plads til. Jeg har siden lyttet lidt mere til Divertimentoet, og jeg vil give det et par ord med på vejen her. Det kan høres her.
Umiddelbart virker betegnelsen Divertimento som en lidt spøjs titel til et stykke ny kompositionsmusik. Det bringer tankerne hen på 1700-tallet og på let og underholdende (baggrunds)musik. Rune Glerup påpeger selv, at han er inspireret af Mozart, men at der særligt er Mozarts sene Divertimento for strygetrio (K 563), der har inspireret ham – et paradoksalt værk, der på trods af titlen er næsten 45 minutter langt og ifølge Glerup “meget dybt” (hør det her):
“Jeg oplevede, at dette paradoks passede til mine ideer og min ide om sinfonietta-formatet perfekt. Sinfoniettaen er på en måde for stor til kammermusikkens udtalte kammermusik og for lille til lyden af et orkester. Således var det min intention at skrive et stykke, der indeholdt det paradoks, der opstår ud af den lette, men intime kammermusik og, på samme tid, orkestrets større og måske endnu mere seriøse gestik.” (herfra)
Vi bør altså i værket kunne fornemme på den ene side noget diverterende, let og legende og på den anden side en vis skurren i mødet med sinfoniettaens større klanglighed, gestiske muligheder og “seriøsitet”. Værket er ligesom flere af Glerups andre værker komponeret ud fra den idé om af musikalske objekter, jeg skriver lidt om i anmeldelsen, hvilket man kan forvisse sig om ved at kigge i partituret, som Edition S har lagt på nettet (se nedenfor).
Jeg synes dog ikke man generelt kan sige, at karakteren af de enkelte objekter er “diverterende”, fx er stemningen i det første halvanden minut vel snarere halvdyster med de dybe cello- og basklarinet-figurer samt den dumpe stortromme. Men flere af de efterfølgende afsnit (eller objekter) har en anden form for lethed, måske særligt afsnittet fra 1:32 (Guisto), hvor Glerup boltrer sig i de klanglige muligheder, det lidt større ensemble giver, med col legno-strygere (der nærmest giver sådan en banjo-agtig fornemmelse), overblæst piccolofløjte og en “cirkulerende” basklarinet-figur. Det “paradoksale” skal måske ses netop i sammenstillingen af objekter med forskellig karakter frem for i en eller eller anden underliggende symfonisk “seriøsitet”.
Men der er nu også noget sådant på spil. Henrik Friis skriver i sin anmeldelse i Politiken, at der ikke rigtig sker nogen egentlig udvikling i musikken:
Glerups musik rummer ikke den slags dramatik, hvor man på sidelinjen følger et musikalsk forløb folde sig ud i spændingskurver. Snarere synker man ind i en tilstand, der bliver mere og mere mættet af information, som figurerne gentager sig og afløser hinanden. Som at sidde stille midt i et udstillingslokale, hvor kunstværkerne farer forbi hængende på udspændte liner i rummet.
Det kan der være noget om, men hvis man kigge efter, hvordan Divertimentoet er skruet sammen formmæssigt, vil man se, at der trods alt sker noget. Stykket kan for en overfladisk betragtning ses som bygget op i 11 dele efter formen ABCD EFG A’CDB, eller mere overordnet ABA’, hvor A’ begynder ved 5:29. A’ er ikke bare en gentagelse af A, men en udvidelse af den, både taktalsmæssigt (fra 15 til 28) og ved at elementer (“naturlyde”?) fra B (det ovennævnte Giuosto ved 1:32) synes at være optaget i A-karakteren. At det legesyge B-stykke ikke alene kontrasterer A-temaet karaktermæssigt, men også får lov at påvirke det samt afslutte kompositionen peger på, at der ikke kun er tale om frit svævende objekter, men at der måske også er en eller anden skjult formdannelse på spil – måske som en skygge af symfonisk gestik.
Man kan se et uddrag af Divertimentoet optaget på video og få lidt af stemningen her:
)