I morgen aften spiller DR SymfoniOrkestret Alban Bergs Drei Orchesterstücke, op. 6 (1913-15) til torsdagskoncerten. Adorno var som bekendt kompositionselev hos Berg og i hans monografi, Berg – Der Meister des kleinsten Übergangs, kan man læse følgende anekdote om Adornos første møde orkesterstykkerne:

Da han [Berg] viste og forklarede mig partituret, sagde jeg ved det første grafiske indtryk: ”Det må klinge, som hvis man spiller Schönbergs Orkesterstykker og Mahler Niende symfoni samtidig. Aldrig vil jeg glemme den glæde, det for ethvert kulturøre betænkelige kompliment opblussede i hans ansigt. Med en vildhed, der lavineagtigt begravede alt johannesk [johanneische] sagtmodighed, sagde han: ”Ja, så måtte man endelig høre, hvordan en messingblæserakkord med otte forskellige toner virkelig klinger”, som om han var sikker på, intet publikum kunne overleve sådan en akkord; At det dog overlevede det og i mellemtiden vænnede sig til langt mere uregerligt materiale er vel snarere et tegn på neutralisering end på et succesfuldt fremskridt for den for musikalske bevidsthed. (Gesammelte Schriften, bd. 13, s. 352, min oversættelse)

Som det ofte er tilfældet hos Adorno, krydres den godmodige historie med en let resignerende kulturkritik til sidst. Jeg glæder mig meget til at høre stykkerne i morgen, ikke mindst fordi jeg for nylig har afleveret speciale om netop Mahlers Niende symfoni og desuden interesserer mig meget for Schönbergs musik, begge ting jeg håber at kunne skrive mere om her på bloggen snart. Først og fremmest glæder jeg mig bare ved Adornos tankeeksperiment, som jeg vil lytte efter i morgen aften.