Musik ifølge Arnold Schönberg

I anledning af 150-året for Arnold Schönbergs fødsel må det på være på sin plads at gengive den definition på musik, som Schönberg i 1934 gav i forbindelse med en rundspørge fra National Broadcasting Corporation i New York:

Musik er en samtidighed og rækkefølge af toner og tonekombinationer, der er således arrangeret, at deres virkning på øret er behagelig og deres virkning på sanseevnen er forståelig; og det således at disse indtryk formår at påvirke okkulte dele af vores følelsessfære, og at denne påvirkning lader os leve i et drømmeland af opfyldte ønsker eller i et forestillet helvede. (H. H. Stuckenschmidt, Schönberg – Leben, Umwelt, Werk, Atlantis, 1974, s. 348, min oversættelse)

Det er interessant, at Schönberg i denne definition nævner musikkens behagelige virkning på øret før dens forståelighed. Det kendte Schönberg-diktum om, at “musik ikke skal smykke, men være sand”, lægger vægten lidt anderledes. Men at musik samtidig kan påvirke vores følesessfære, så vi oplever at leve i et mareridtsagtig helvede (en følelse som lyttere at vise tolvtoneværker måske kan nikke genkendende til!) trækker jo så igen i en lidt anden retning.

En Berg-anekdote

I morgen aften spiller DR SymfoniOrkestret Alban Bergs Drei Orchesterstücke, op. 6 (1913-15) til torsdagskoncerten. Adorno var som bekendt kompositionselev hos Berg og i hans monografi, Berg – Der Meister des kleinsten Übergangs, kan man læse følgende anekdote om Adornos første møde orkesterstykkerne:

Da han [Berg] viste og forklarede mig partituret, sagde jeg ved det første grafiske indtryk: ”Det må klinge, som hvis man spiller Schönbergs Orkesterstykker og Mahler Niende symfoni samtidig. Aldrig vil jeg glemme den glæde, det for ethvert kulturøre betænkelige kompliment opblussede i hans ansigt. Med en vildhed, der lavineagtigt begravede alt johannesk [johanneische] sagtmodighed, sagde han: ”Ja, så måtte man endelig høre, hvordan en messingblæserakkord med otte forskellige toner virkelig klinger”, som om han var sikker på, intet publikum kunne overleve sådan en akkord; At det dog overlevede det og i mellemtiden vænnede sig til langt mere uregerligt materiale er vel snarere et tegn på neutralisering end på et succesfuldt fremskridt for den for musikalske bevidsthed. (Gesammelte Schriften, bd. 13, s. 352, min oversættelse)

Som det ofte er tilfældet hos Adorno, krydres den godmodige historie med en let resignerende kulturkritik til sidst. Jeg glæder mig meget til at høre stykkerne i morgen, ikke mindst fordi jeg for nylig har afleveret speciale om netop Mahlers Niende symfoni og desuden interesserer mig meget for Schönbergs musik, begge ting jeg håber at kunne skrive mere om her på bloggen snart. Først og fremmest glæder jeg mig bare ved Adornos tankeeksperiment, som jeg vil lytte efter i morgen aften.

Tolvtonesensation

I går aftes var jeg i DR’s Koncerthus og høre uropførelsen af Paul von Klenaus Niende symfoni – komponeret i 1945-46. Koncerten var slået op som ”årets musiksensation” og har været nærmest hypet i musikkredse den seneste tid. Hvis man tilslutter sig en musikdefinition, der inkluderer andet end ”klassisk” musik, er det svært ikke at trække lidt på smilebåndet over den bombastiske formulering, men inden den symfoniske musiks område var der faktisk tale om lidt af en sensation, eller i hvert fald en musikhistorisk ret interessant begivenhed.

Continue…

Det autentiske

Det

Jørgen Dehs: Det autentiske. Forlaget Vandkunst

Begrebet autenticitet har været diskuteret indgående i medierne i den seneste tid. Debattør (og provokatør!) Ulla Holm (hende der tidligere har beskyldt Noma for at være fascisme forklædt som avantgarde) beskrev fx i Information tidligere på året, hvordan jagten på sund mad, økologi og dyrevelfærd først og fremmest er udtryk for kulturelitens jagt på autenticitet og på dens afsværgelse af moderniteten til fordel for en idyllisk, præmoderne fortid. Det skabte selvsagt en del debat, ligesom også Andrew Potters bog The Authenticity Hoax: How We Get Lost Finding Ourselves om jagten på autenticitet i det moderne samfund har givet genklang i medierne.

Også inden for kunstens verden har begrebet fået aktuel opmærksom med Jørgen Dehs’ for nyligt udkomne bog Det autentiske – fortællinger om nutiden kunstbegreb, som jeg vil give et par ord med på vejen her på bloggen. Dehs, som jeg tidligere kun er stødt på i forbindelse med en oversigtartikel om Gilles Deleuze og kunsten, er filosof, lektor og leder af forskeruddannelsen ved Arkitektskolen Aarhus og æstetikken er således et af hans specialer.

Continue…