The Simpsons and Philosophy
14. maj 2011 kl. 19:00
Da jeg så bogen The Simpsons and Philosophy i en amerikansk boghandel for et års tid siden, kunne jeg ikke lade være med at købe den. Ikke alene er The Simpsons mit absolutte yndlings tv-show, men jeg har også en svaghed den slags filosofisk spekulation, som titlen antyder. Jeg har først fået læst bogen nu og vil give den et par ord med på vejen her på bloggen.
Bogen er en antologi med i alt 18 artikler skrevet af en række filosoffer og andre akademikere, primært fra diverse “English departments” i USA. Efterhånden som jeg fik læst mig igennem bogen, fandt jeg ud af, at det måske ikke i så høj grad var den filosofiske spekulation, der interessede mig, men mere de kulturvidenskabelige aspekter af denne populære amerikanske tv-serier.