Franz Liszt og fremskridtet
Theodor Hoseman, karikatur af Liszt i koncertsalen, 1842. (Wikimedia Commons)
Jeg er for nylig faldet over en interessant anmeldelse af Franz Liszts koncertbesøg i København i begyndelsen af 1840’erne. Liszt var på dette tidspunkt på toppen af sin karriere som omrejsende klavervirtuos, og han gav tre koncerter på Det Kongelige Teater i juli 1841.1
Artiklen er fra dagbladet Fædrelandet,2 som var talerør for de nationalliberale, der i 1840’erne stod i spidsen for kampen for en fri forfatning og enevældens ophævelse i Danmark.
Anmeldelsen – hvis det er den rette betegnelse – er bemærkelsesværdig både for sin floromvundne stil og for det samfundsmæssige engagement, der lægges for dagen. Ikke mindst hvis man sammenligner med vor tids ofte noget blodfattige musikkritik.
Det er et af de tidligste eksempler i en danske kontekst, jeg kender til, hvor musik så åbenlyst kobles med en modernitetsdiskurs. Årtier før Det Moderne Gennembrud kobles Liszts musik med den revolutionære ånd fra Den Franske Revolution, de teknologiske fremskridt, religionskritikken og den moderne verdens hvileløshed – den kerne i modernitetserfaringen, som Marx og Engels få år efter skulle sætte på formel: ”Alt fast og solidt fordufter”.
